Bland dig! Om journalister og våbenhandlere

Smuds. På baggrund af nok en ufrivillig tur i den danske pressemølle sad jeg forleden med en veninde og tænkte grundigt over følgende spørgsmål: Om hvilken anden branche end sladderpressen kan man sige, at den stort set lever af at smadre andre menneskers privatliv?

Smuds. På baggrund af nok en ufrivillig tur i den danske pressemølle sad jeg forleden med en veninde og tænkte grundigt over følgende spørgsmål: Om hvilken anden branche end sladderpressen kan man sige, at den stort set lever af at smadre andre menneskers privatliv?

Det tog lidt tid, for langt de fleste fag er jo til nytte for samfundet.

Læger helbreder de syge, tjenere bringer folk mad, og pædagoger passer vores børn.

"Våbenhandlere!" sagde min veninde så.

Ja, våbenhandlere. De handler med en vare, som er til for at slå mennesker ihjel. De hævder som oftest, at våbnene er til, for at borgerne kan forsvare sig selv. Det er såmænd også ædelt nok, men i realiteten lukrerer disse forretningsfolk primært på frygt.

Sladderjournalisten vil nok have svært ved at se sig selv sammenlignet med en våbenhandler, men det ugavnlige og direkte skadelige ved deres virke har de til fælles.

Det er en kendt sag, at mange sælger våben ulovligt. Det foregår i skumle baglokaler og med politiet i hælene. Men vidste du, at sladderjournalister uge efter uge bryder straffeloven fra pæne kontorlokaler, uden at politiet eller de forurettede kan gøre noget som helst? Det er både ulovligt og strafbart at offentliggøre oplysninger om andre menneskers privatliv uden disses samtykke.

§ 264d i straffeloven: "Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden."

Det er en paragraf, som Aller-koncernen har stiftet bekendtskab med nogle gange, men som man har valgt at se stort på. Loven bliver overtrådt med fuldt overlæg, fordi man i koncernen godt ved, at de forurettede sjældent har kræfter til at lægge sag an. Indimellem er der nogen, som gør det og vinder, men det er sjældent, og erstatningerne kan slet ikke måle sig med bladenes indtjening.

Så er der alle de gange, hvor man overtræder § 267 i straffeloven. Det er den, som beskytter os alle mod at blive svinet til i offentlighed, uden at der foreligger dokumentation. Dette sker også jævnligt. Jeg har selv oplevet det.

Hvordan kan det lade sig gøre, at forbrydere i et retssamfund kan gentage deres forbrydelser, uden at man tilsyneladende kan gøre noget ved det?

Det spørgsmål kan jeg ikke svare på. Men jeg kan godt svare på, hvorfor Henrik Qvortrup og hans medsammensvorne gør det. Der er penge i skidtet.

Rigtig mange penge endda. Journalisterne på Se og Hør er således nogle af de mest vellønnede i branchen. 41.677 kroner i gennemsnit om måneden. Det er noget nær det dobbelte af lønnen for en sygeplejerske, der er til for at hjælpe de syge og svage. Med dette kan jeg blot konstatere, at det kan betale sig at bryde loven gang på gang.

Man skal ikke være et usædvanligt empatisk menneske for at regne ud, at diverse private problemer ikke bliver nemmere at håndtere, når helingen skal foregå i fuld offentlighed. Derfor har man netop indskrevet privatlivets fred i selveste menneskerettighedschartret. Alle mennesker har ret til et privatliv. Uanset hvor mange gange Hr. Qvortrup og hans håndlangere hæver fede checks, mens de hævder det modsatte.

Fik jeg i øvrigt sagt, at våbenhandlere også blot gør det for pengenes skyld? /