Smuds. På baggrund af nok en ufrivillig tur i den danske pressemølle sad jeg forleden med en veninde og tænkte grundigt over følgende spørgsmål: Om hvilken anden branche end sladderpressen kan man sige, at den stort set lever af at smadre andre menneskers privatliv?
Det tog lidt tid, for langt de fleste fag er jo til nytte for samfundet.
Læger helbreder de syge, tjenere bringer folk mad, og pædagoger passer vores børn.
"Våbenhandlere!" sagde min veninde så.
Ja, våbenhandlere. De handler med en vare, som er til for at slå mennesker ihjel. De hævder som oftest, at våbnene er til, for at borgerne kan forsvare sig selv. Det er såmænd også ædelt nok, men i realiteten lukrerer disse forretningsfolk primært på frygt.
Sladderjournalisten vil nok have svært ved at se sig selv sammenlignet med en våbenhandler, men det ugavnlige og direkte skadelige ved deres virke har de til fælles.
Det er en kendt sag, at mange sælger våben ulovligt. Det foregår i skumle baglokaler og med politiet i hælene. Men vidste du, at sladderjournalister uge efter uge bryder straffeloven fra pæne kontorlokaler, uden at politiet eller de forurettede kan gøre noget som helst? Det er både ulovligt og strafbart at offentliggøre oplysninger om andre menneskers privatliv uden disses samtykke.
§ 264d i straffeloven: "Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden."
Det er en paragraf, som Aller-koncernen har stiftet bekendtskab med nogle gange, men som man har valgt at se stort på. Loven bliver overtrådt med fuldt overlæg, fordi man i koncernen godt ved, at de forurettede sjældent har kræfter til at lægge sag an. Indimellem er der nogen, som gør det og vinder, men det er sjældent, og erstatningerne kan slet ikke måle sig med bladenes indtjening.
Så er der alle de gange, hvor man overtræder § 267 i straffeloven. Det er den, som beskytter os alle mod at blive svinet til i offentlighed, uden at der foreligger dokumentation. Dette sker også jævnligt. Jeg har selv oplevet det.
Hvordan kan det lade sig gøre, at forbrydere i et retssamfund kan gentage deres forbrydelser, uden at man tilsyneladende kan gøre noget ved det?
Det spørgsmål kan jeg ikke svare på. Men jeg kan godt svare på, hvorfor Henrik Qvortrup og hans medsammensvorne gør det. Der er penge i skidtet.
Rigtig mange penge endda. Journalisterne på Se og Hør er således nogle af de mest vellønnede i branchen. 41.677 kroner i gennemsnit om måneden. Det er noget nær det dobbelte af lønnen for en sygeplejerske, der er til for at hjælpe de syge og svage. Med dette kan jeg blot konstatere, at det kan betale sig at bryde loven gang på gang.
Man skal ikke være et usædvanligt empatisk menneske for at regne ud, at diverse private problemer ikke bliver nemmere at håndtere, når helingen skal foregå i fuld offentlighed. Derfor har man netop indskrevet privatlivets fred i selveste menneskerettighedschartret. Alle mennesker har ret til et privatliv. Uanset hvor mange gange Hr. Qvortrup og hans håndlangere hæver fede checks, mens de hævder det modsatte.
Fik jeg i øvrigt sagt, at våbenhandlere også blot gør det for pengenes skyld? /
10 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Våben slår ikke ihjel, folk slår folk ihjel. Hvis der ikke var købere til sladder journalistikken ville den heller ikke eksistere. Så dybest set må den enkelte ransage sig selv, og gøre op ,om man vil støtte sladder journalistikken- lige så vel som man skal spørge sig selv om hvorfor man vil være våben ejer. Det er altid det enkelte menneske der står med det afgørende ansvar
Godt at du føler dig gået for nær Jakob Heinel. Den var ligså personligt ment som din lange hadefulde sviner på denne side. Dejligt at du føler arbejdsglæde ved at underholde andre og at du har SÅ mange journalistvenner, der griner sammen med dig. Min bagside handler nu mere om at overholde Rigets straffelov, når du og dine kollegaer udfører jeres sindssygt vigtige arbejde. Men det er du måske uenig i.
Jeg glæder mig til, at I får konkurrence fra OK Magazine - det kan være, at de kan lægge en ny stil, som ikke i samme omfang som jeres saver den gren over, som du og Henrik sidder på. Man kan ikke både svine kendte til og interviewe dem ved lejlighed og dernæst svine dem til, fordi de var så naive at stille op til interview. Uuuh det må være spændende med alle disse udfordrende etiske dilemmaer, som I sikkert hygger jer med på redaktionen. Hadefuldheden lader I til at være dejligt fælles om.
Uge efter uge skal vi belemres med Paula Larrains vrøvl i Ekstra Bladets klumme. For nylig var klummen et brev til profeten Muhammed, hvor hun blandt andet skrev: "Vi ville bare gerne spørge, om De også synes, det er o.k., at nogen dræber mange mennesker på en gang i Deres navn?"
Interessant spørgsmål, Paula. Jeg er sikker på, du nok skal få svar. Og når du får det, gider du så ikke lige forwarde det til Mahmoud Ahmedinejad, Osama Bin Laden og Hamas. Nå, ja, og så CC lige Washington, London og København. Så er den potte jo ude, og "Krigen mod Terror" er slut. Hvad skulle verden dog gøre uden Paula?
Men nu har hendes (tilsyneladende) mangel på fast fuldtidsarbejde altså også gjort, at hun føler sig nødsaget til at skrive klummer i Journalisten. Om at journalister på SE og HØR er som våbenhandlere.
Mit arbejde på SE og HØR består i at underholde folk. 900.000 danskere vælger hver uge at læse SE og HØR, fordi vi leverer varen. Folk har det sjovt, når de læser vores blad. Jeg underholder, våbenhandlere sælger våben - og er indirekte skyld i folks død. Kan du se forskellen, Paula?
Man kan næsten ikke tage det seriøst. ALLE journalistkolleger jeg har mødt (Fra Danmarks Radio, TV2, Information og mange flere fine arbejdspladser) griner ad klummen. Ikke fordi den er sjov, men fordi Paulas vrøvl er direkte pinligt. Det giver simpelthen ikke nogen mening. Det er tom, ufunderet snak.
Der er mennesker, som Paula, der har valgt et offentligt virke i Danmark. Via tv, radio, teater, film eller musik. De har nydt godt at denne status. Gået til gratis premierer, været inviteret til VIP-arrangementer og så videre. Ikke fordi arrangører af disse events vil være søde, men fordi de gerne vil have dem omtalt i pressen. Kendte har også ofte inviteret SE og HØR og andre blade hjem i privaten, givet stribevis af interviews for at promovere deres arbejdspladser eller dem selv.
Som Johannes Langkilde fra TV2 engang fortalte mig, forstår han godt, at danskerne interesserer sig for, hvad han personligt mener om en række ting. Det er naturligt, når han kommer ind i deres stuer hver aften. Han skelner mellem personligt og privat. Han vil gerne fortælle personlige ting om sig selv. Johannes Langkilde har forstået, at det ikke er gratis at være et kendt ansigt. Og han har reflekteret over det, inden han blev kendt.
Det har Paula Larrain tydeligvis ikke. På nogen måde. Når hun sammenligner mig med en våbenhandler, er hun helt ude af proportioner. Jeg har aldrig været skyld i nogens død. Men Paula kan måske gøre sig skyld i nogens død. Fordi de dør af grin over hendes dumhed, når de læser klummen i Journalisten.
Venner! Substansen her kan da ikke være mere klar: Hold jer fra de kendte og deres privatliv, ikke mindst Paula Larrains.
NÅ - men hvad angår straffeloven, så har vi domstolene til at sætte grænserne her. Mig bekendt er adskillige sager rejst af kendte - og tabt med et brag af selvsamme kendisser. Nogle er tabt af medierne - og sikkert med rette. Godt for det!
Jeg forstår også (nærmest helt empatisk) så udemærket, hvor træls det må være at få sin skilsmisse og prioritetslån på forsiden af Se & Hør eller Ekstra Bladet. Jeg har heller ikke den mindste lyst til at være der. Men som Paula så malende beskrev sig selv i Mennesker og Medier forleden, så var hun "himmelråbende naiv", da hun gik med i Vild med Dans. Jo - naiv og vild efter omtale. Og ikke kun på dansegulvet.
Kendte journalister, hunløver, pr-folk, rederiansatte og politikere - eller hvad Paula nu har valgt at være i dag - vælger altså offentligheden til. Det er ikke os, der vælger deres job for dem!
I øvrigt er det ganske tankevækkende, at det journalistiske håndværk nu skal gradbøjes og blogges til her på vores eget forbunds hjemmeside af en, der så tydeligt har valgt ikke at være journalist længere. Jeg får næsten lyst til en tudekiks...
Heine Jørgensen, i stedet for bare at sætte pladen på, ville det være velgørende, hvis du forholdt dig til indlæggets substans: Nemlig at visse medier dagligt eller ugentligt ser stort på straffeloven. Man kan ikke forlange, at andre mennesker optræder empatisk, for nogle er det sågar umuligt. Men man kan kræve, at folk overholder loven.
Flere