Da DR under overskriften ”Rød blok går massivt tilbage” ofrede stationens troværdighed på nyhedsjagtens alter, var de langtfra alene om det.
DR offentliggjorde prognosen klokken 15.04 tirsdag eftermiddag. Der gik få minutter, før den var på alles læber. Politikere som vælgere. Og andre medier. Klokken 15.10 var den på BT.dk. Klokken 15.19 på Berlingske.dk. Klokken 15.25 på Politiken.dk. Og vi kunne blive ved.
Berlingskes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, beklagede dagen efter valget Berlingskes dækning af målingen, men mente samtidig, at Berlingske ikke bare kunne undlade at omtale meningsmålinger, da de er en del af nyhedsbilledet.
Men det forhindrer ikke medierne i at stille sig kritisk. Det er for nemt at skyde skylden for hele miseren på DR. Så tager man ikke sin egen rolle som nyhedsformidler seriøst.
Lige så snart det handler om meningsmålinger, får man det indtryk, at journalisters kritiske sans fordufter. To eksempler fra da aviserne viderebragte DR's exitprognose på nettet: Politiken oplyser, hvad den statistiske usikkerhed er. Berlingske skriver, at målingen er foretaget tidligt, og resultatet kan nå at ændre sig
Hvor i artiklen gør de det? I den allersidste sætning. Vi skriver det lige nederst i artiklen, og så kan vi bare give den al den gas, vi vil. Vi har jo ”taget vores forbehold”. Er det ikke nok? Det bliver et nej herfra.
En anden ting er, at fejlen i DR’s prognose ikke kan tilskrives den statistiske usikkerhed. Der er simpelthen tale om en dårlig måling.
At lave en meningsmåling er lidt som at bage en kage. Hvis du følger den samme opskrift, vil kagerne fra gang til gang være næsten ens, uden at være identiske. Og følger du en dårlig opskrift, får du dårlig kage.
Lige sådan med meningsmålinger. Der vil fra gang til gang være små, tilfældige variationer i partiernes stemmeandele. Det er det, den statistiske usikkerhed tager højde for. Hvis du måler efter en dårlig metode, får du en dårlig måling. Hver gang.
Exitprognosen udgør et skræmmeeksempel. Men den er næppe så enkeltstående, som mange tror. Hvad med den måling, der for et halvt års tid siden gav Socialdemokratiet under 15 procent af stemmerne? Hvor godt ramte den? Målingen var lavet af YouGov, der på det tidspunkt systematisk gav Socialdemokraterne lavere opbakning end alle andre institutter.
Det skrev vi om på vores blog Politisk Kompas i juni, og Journalisten havde en lignende historie for nylig.
En meningsmåling prøver at gætte, hvor mange der ville stemme på et parti, hvis der var valg nu. Det er bare meget sjældent, at der er valg nu. Det var der, da exitprognosen blev gennemført. Det gør, at det bliver ulideligt tydeligt for os, hvor skidt målingen ramte.
To yderligere eksempler: En Voxmeter-måling blev den 17. november præsenteret, som om Venstre var blevet overhalet af Socialdemokratiet. På trods af at forskellen på 0,3 procentpoint var langt mindre end den statistiske usikkerhed.
Eller Megafon-målingen fra 14. oktober, hvor Politiken konkluderede, at Venstre var gået tilbage i forhold til seneste valg. Sat på spidsen krævede konklusionen, at Megafon skulle have interviewet omkring 33.000 mennesker for at finde empirisk belæg. De havde kun interviewet 1.155.
Eksemplerne viser, at der er mange gange, hvor journalisterne løber med den gode historie uden at overveje eller – hvad der måske er værre – forstå, om der er belæg for den. Hvorfor? Fordi det ofte er de utrolige tal, der danner baggrund for den bedste historie. Men de utrolige tal er desværre ofte netop umulige at tro på.
Måske var det på tide, at medierne spurgte sig selv, om deres journalister trænger til en opkvalificering. Eller om de bare er nødt til at opruste med egne analyseeksperter, der kan styre dem sikkert gennem strømmen af tal.
Martin Vinæs Larsen, ph.d. studerende, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
Jens Olav Dahlgaard, ph.d. studerende, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg er stadig ikke, sådan for alvor, stødt ind i nogen, der kan forklare mig, hvad man overhovedet skulle bruge den exitprognose til i valgdækningen.
Det var en landsdækkende prognose, som, selv om den havde ramt lige i plet, ikke ville have sagt noget som helst brugbart om resultatet i en eneste kommune eller region. Intet brugbart overhovedet om det, som valget handlede om.
Vi tager den lige igen: Det var en landsprognose baseret på, hvad folk havde stemt (eller tilkendegivet at ville stemme) til et kommunalvalg. Hvor man til overflod og med en vis rimelighed kan anfægte udgangspunktet, nemlig at en stemme på X-parti kommunalt er det samme som en stemme på X-parti til et folketingsvalg.
Det giver ingen mening overhovedet, udover som baggrund for noget landspolitisk snak på landsdækkende medier om et emne, som samme medier ikke interesserer sig for til daglig. En (meget tynd og gennemsigtig) landspolitisk kåbe, som man kunne svøbe dækningen af noget meget lokalt i, så sjurnalisterne kunne gøre, som de plejer.
Men det er åbenbart ikke noget, nogen rigtigt gider interessere sig for.
/En lokalsjurnalist
PROFETTIDENDE SKAL UD, MEN DE SELVOPFYLDENDE PROFETIERS TID ER FORBI
Artiklen rammer ikke mediernes egentlige bekymringer, der går på, at der trods brugerens korte hukommelse er grænser for, hvor mange forsøg de har ud i kunsten; de falske opinionsmanipuleringers prognoser, de selvopfyldende profetiers uæstetiske kunst, kunsten at male falske billeder på egne og allieredes ønskede valgresultater og forveksle dem med analysens objektive indikationer for et kommende valgresultat.
Som offer og bøddel i processen er de inhabile i spørgsmålet om det legitime i fremgangsmåden. Profettidende skal ud, men de selvopfyldende profetiers tid er forbi!
Som kritikere kan de ikke stå for kritikken, ved den bag den.
Som forsvarer af sandheden, hvor opinionsmanipuleringen er afsløret mangler de troværdighed.
I forhold til distinktionerne mellem det gode og det onde har de mistet magien, for deres indskrivning i forhold til selv samme mangler selvskrivningens implicitte placering på de godes side.
De gør måske hvad de kan, men det virker ikke, for det vender sig mod dem.
Næste gang falder resultatet statistisk og forudsigeligt endnu lavere i forhold til det ønskede, især hvis medierne ikke omhyggeligt husker at glemme at fokusere på taktikken fra nu af og ind til da.
Glemsomheden er på metodens side, sammen med tiden, hvor man må huske kun at sige mere etik tak, og jo tak, tik tak, tik tak, mere tid (glemt taktik) tak. Julens stilhed og den fraværende larm af virkelig engageret debat her på stedet taler sit eget velsignede sprog.
Leger I, Niels O.?
Omsorgen for forskernes livskvalitet er sympatisk. Men de skriver nu hverken på eller mellem linjerne, at medierne slet ikke skal viderebringe meningsmålinger.
De skriver, "at der er mange gange, hvor journalisterne løber med den gode historie uden at overveje eller – hvad der måske er værre – forstå, om der er belæg for den."
Er det virkelig fuldstændig urimeligt at bede os journalister om at være mere omhyggelige, når vi formidler opinionsmålinger (og alle mulige andre talhistorier)? Vores troværdighed afhænger vel af, om det, vi beretter, er til at stole på?
Ellers er der nogle regler i legen, som jeg ikke har forstået.
Det virker nærmest som om, at de to forskere ville få et bedre liv, hvis vi i medierne lod være med at bringe meningsmålinger i det hele taget.
Det kunne vi da også godt lade være med, men sådan leger vi bare ikke!
Flere