Lad os begynde med en lille analyseopgave. Den lyder sådan: Kommune A har 1.200 arbejdsløse, og Kommune B har 2.000. Hvilken kommune er hårdest ramt af arbejdsløshed? Hvis du svarer ”Hvordan fanden skulle jeg vide det uden at kende indbyggertallene?” har du svaret helt rigtigt. Det ville enhver normaltbegavet gymnasieelev også svare rigtigt på.

Men prøv nu med denne, nærmest identiske, case: Land A har 1.200 corona-dødsfald. Land B har 2.000. Hvilket land er hårdest ramt af coronavirus? Her sker der noget interessant: Hvis du er journalist på et dansk nyhedsmedie, er svaret nemlig: Land B er hårdest ramt! Ikke som en fejl eller en undtagelse, men som en helt fast konsensus. Uanset hvor mange indbyggere landet har.

Derfor har danske nyhedsmedier indtil for nyligt bragt artikler, hvor antallet af nationale corona-dødsfald blev omtalt og sammenlignet i absolutte tal. Dag for dag har danske mediebrugere kunnet følge med i, hvordan corona spredte sig fra land til land. Først var smitten kun i Kina. Så var der flere døde i Italien. Så blev der lavet top 5-lister over lande med flest smittede, og så ”overhalede” USA Kina målt på antallet af corona-tilfælde og satte ”en trist rekord” med det højeste antal registrerede dødsfald på et enkelt døgn.

Den måde at rapportere døde på kunne for eksempel få det til at se ud, som om der stod en stor corona-blender i USA, som der blev kastet kvinder og børn ned i, mens realiteten var, at Danmark faktisk langt hen i krisen havde registreret flere corona-dødsfald per million indbyggere end USA. Hvor svært havde det været at slå befolkningstallene op?
Men er det egentlig et problem, at Covid-19 bliver dækket som et globalt sportsevent? Ikke for nyhedsmedierne. Tværtimod har det skabt en tjekkeadfærd hos brugerne, som ville få Facebook og Instagram til at rødme af forlegenhed. For når mennesker står foran en usynlig trussel, bliver vi sårbare og lette at manipulere. Når vi mangler viden, søger og tolker vi på de informationer, vi kan få – uanset kvaliteten af dem. Og jo mere akut og farlig vi tror, situationen er, jo mere intenst søger vi informationer. Og når de informationer så gør os endnu mere bange, bliver der bare kastet benzin på bålet.

”Jo mere akut og farlig vi tror, situationen er, jo mere intenst søger vi informationer. Og når de informationer så gør os endnu mere bange, bliver der bare kastet benzin på bålet.”

Medierne vinder, og befolkningen sidder og tjekker manisk og angst – bekræftet i, at vi alle dør som fluer om lidt.

Det er naturligvis både sundt og nyttigt at holde øje med myndighedernes udmeldinger og virussens udvikling, men når vi har en befolkning, som tjekker corona-dødsfald, som man ville tjekke stillingen i en VM-fodboldfinale, hvor man har satset hele huslejen hos en bookmaker, står vi med en perverteret optagethed, som ikke mindst fødes af det umættelige, alarmgule klikmonster, som pressen har fået skabt.

Og hvad sker der, når man, som i Danmark, anskuer en sådan epidemi som et politisk fænomen (modsat i for eksempel Sverige), og en statsminister skal navigere i et felt af vælgere, presse og en strøm af døde? Nu bliver et ensidigt fokus på døde netop nu meget let til et parameter, som politiske aktører begynder at navigere efter. Nu kan statsministeren nærmest ikke gøre andet end at lukke landet ned. Det overdrevne fokus på dødsfald virker som en neutral afspejling af virkeligheden. Men når journalister konsekvent reducerer en kompleks situation til et enkelt tal, som minder mere om et sportsresultat end om nogen form for analyse, er banen tegnet op. Ikke kun for os som skræmte borgere, men for hele det politiske felt.

Når det her er ovre, vil nogle af jer se tilbage og spørge jer selv, om det virkelig var nødvendigt at rapportere og sammenligne de nyeste dødstal, verden over døgnet rundt, med grafer og uden kontekst, som om det var et fodbold-VM. Og om det derefter var overraskende, at tusinder af mødre havde svært ved at forstå, at de det ene øjeblik skulle bure sig inde og frygte pesten og det næste øjeblik trygt skulle sende deres små børn i skole og børnehave.

”Men ved at holde Danmark i en alarmtilstand er vi jo med til at redde liv, Anders,” lyder dit forsvar måske nu. Det er sandsynligvis rigtigt, at din endeløse strøm af dødstal fra tilfældige lande uden kontekst har gjort danskerne så bange, at de holdt afstand og hyldede statsministerens nedlukning af Danmark. Men hvis det er dit ærinde, så er du ikke længere journalist og fri presse, men regeringens propagandaorgan, hvad enten du vil det eller ej.

Anders Colding-Jørgensen er adfærdspsykolog og forfatter