
Nyheder om corona-smitten giver flest interaktioner på Facebook. Claus Bech/Ritzau Scanpix
Corona-epidemien har forandret nyhedsbilledet radikalt og fyldt markant på tværs af medier. Det er der vist ingen tvivl om. Og præcis samme tendens ser vi på Facebook.
Brugerne deler, anbefaler, kommenterer og reagerer på links til historier fra danske medier om corona-epidemien i et væk på Facebook. Det viser ny statistik fra deviralenyheder.dk, der er en del af Mediernes- Forsknings og Innovationscenter på Syddansk Universitet.
Effekten af coronaepidemien er så markant, at det gennemsnitlige antal interaktioner – delinger, kommentarer og reaktioner – per link er sendt på himmelflugt på tværs af medier og historier.
Lad os blive konkrete. Normalt opnår et link til en historie i gennemsnit 59 interaktioner. I marts 2020 lå samme gennemsnit på 131 interaktioner. En udvikling for journalistisk indhold fra danske medier på Facebook uden fortilfælde.
Kigger vi alene på historier udgivet siden 9. januar 2020 – hvor danske medier første gang skrev om corona – så er 8 af de 10 historier med flest interaktioner udgivet i marts.
Udviklingen kan formentlig tilskrives de massive ændringer, Danmark har oplevet som direkte følge af corona-epidemien og den delvise nedlukning af samfundet. Derfor må man også forvente, at gennemsnittet falder betydeligt, når samfundet gradvist vender tilbage til noget, der minder om det normale.
Spørgsmålet er jo så, hvad det er, der får vores opmærksomhed på Facebook.
Vi ved fra tidligere studier, at der er en grundlæggende uoverensstemmelse mellem den redaktionelle prioritering og brugernes – oftest – ubevidste valg på Facebook. Det er ikke en kritik af hverken brugerne eller medierne, det er bare en grundlæggende præmis.
I tabellen herunder kan du se de 10 historier, der har opnået flest interaktioner fra 9. januar 2020 til og med marts 2020. Du kan klikke ind på hver enkelt artikel, hvis du ønsker.
Top ti virale historier
Vi er nødt til at sænke ambitionsniveauet!
Folkeskolen.dk // 105.543 interaktioner
Supermarkedskæder i fælles opråb: Der er varer nok, så ingen grund til at hamstre
Dr.dk // 94.424 interaktioner
Elever og offentligt ansatte sendes hjem – Kommer til at koste arbejdspladser, siger Mette Frederiksen
Tv2.dk // 87.671 interaktioner
Tyrkiet vil legitimere voldtægt af piger – hvis gerningsmanden gifter sig med offeret
Kristeligt-dagblad.dk // 86.953 interaktioner
WHO-virusekspert: Hvorfor dog lukke samfund ned?
Pov.international // 80.500 interaktioner
WHO: ‘Tag ikke ibuprofen – det er vigtigt’
Bt.dk // 79.102 interaktioner
Efter tragedien: Bestseller-milliardær har fået tvillinger
Bt.dk // 59.884 interaktioner
Corona-tiltag: Elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner sendes hjem nu
Dr.dk // 59.374 interaktioner
Stram Kurs demonstrerede midt i muslimsk barne-begravelse
Minby.dk // 58.707 interaktioner
Maskerede mænd stormede akutmodtagelsen på Herlev Hospital
Ekstrabladet.dk // 57.205
Tre historier på listen handler ikke om corona.
Det efterlader os med syv historier om corona-epidemien og konsekvenserne af den. Det er set før, at brugerne på Facebook kollektivt fokuserer på et emne. Da Kim Larsen døde, fokuserede brugerne på Facebook på det. Men interessen var kun forbigående.
Det markante er i denne omgang, at corona-epidemien har strakt sig over så lang tid og alligevel fastholdt folks interesse. Formentlig – men det er blot en antagelse – fordi det har direkte følgevirkninger for langt de fleste i Danmark. Følgevirkningerne fylder også på listen. Det er det nære og konkrete, som vi alle kan forholde os til, der får lov til at fylde.
Fem fundamentale følelser
Det overrasker ikke os, at det er netop disse syv historier, som brugerne på Facebook har valgt til. Vi ved fra tidligere studier og analyser, at historier gerne skal vække en følelse og være relaterbare og konkrete. Det ses for eksempel i de fem sociale kriterier udarbejdet af hedengangne MX, engagementskriterierne af Aslak Gottlieb og ikke mindst bogen ’Contagious’ af Jonah Berger, der fortsat må betegnes som en grundbog i viralitet.
I ’Contagious’ definerede Jonah Berger fem følelser, der skal være til stede i en historie, før vi som mennesker får lyst til at fortælle historien videre:
- Positive følelser:
- Spænding
- Begejstring
- Humor
- Negative følelser:
- Vrede
- Frygt
Lad os se på, hvordan følelserne gør sig gældende i tre af de syv corona-historier med flest interaktioner.
På førstepladsen finder vi et blogindlæg fra Folkeskolen.dk om udfordringerne ved hjemmeskole. Hjemmeskolen har ubetinget, hvis man skal tro opslag på Facebook og andre sociale medier, medført en hel perlerække af følelser. Og blandt dem spænding, frygt og vrede.
Efter historien om hjemmeskolen følger en historie fra DR om hamstring. Artiklens udgangspunkt er, at supermarkederne melder om, at der var mad nok til alle. En historie, der rammer folk, som griner af dem, der hamstrede, dem, som var vrede over hamstringen, og dem, som er begejstrede over, at der er mad nok til alle.
Og på femtepladsen finder vi et interview fra Pov.international, hvor kildens udsagn let kan opfattes som en kritik af den danske tilgang. Interviewet bliver båret frem på Facebook af følelserne begejstring, vrede og frygt.
DANMARK, DANMARK, DANMARK!
Ignorerer vi historierne med flest interaktioner og kigger længere ned ad listen, så finder vi historier om eller med opråb fra sundhedspersonalet i Danmark, aflysninger af konfirmationer, gratis mad til sundhedspersonalet, tricktyve, der udnytter corona-epidemien, genbrugspladser, der genåbner, og mere til.
Vi finder kun få historier om corona-epidemien i udlandet blandt de 100 historier med flest interaktioner.
Faktisk har danskerne kun reageret lidt over 180.000 gange på corona-artikler, der var vinklet udelukkende på udlandet, og hvor Danmark ikke var nævnt. Det skal ses i forhold de 2,3 mio. interaktioner, som corona-artiklerne i top 100 tilsammen har trukket.
På Facebook kan vi nok møde hele verden. Men ser vi på historier fra danske medier, så vidner det om, at vi stadig mest af alt er fokuserede på os selv og fem fundamentale følelser.
Præciseret 7. april 2020: Det har i en tidligere version fremgået, at POV havde interviewet Bruce Aylward fra WHO om de valg, den danske regering har truffet. Det er nu præciseret i teksten, at det ikke er tilfældet.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Vi justerer afsnittet, når det er muligt. For du har fuldstændig ret. Han kritiserer ikke konkret Danmark. Men udsagnene opfattes let som en kritik. Der er dog en - lille - forskel. Og den skal selvfølgelig med.
Dbh Filip
Du har ret. Han kritiserer ikke Danmark. Man når man læser rubrik og artikel, så fremstår det som en kritik. Jeg får rettet afsnittet så det fremgår præcist.
Dbh Filip