Det kan godt være, at DU var på forsiden af amerikanske Time Magazine i 2006, men for første gang kommer DU nu på forsiden af et dansk magasin.
Det er Ud & Se, der har valgt at sætte DIG – eller rettere: dit selvportræt – på forsiden.
Forsiden af det populære månedsmagasin er simpelthen blevet trykt på tegnepapir, og meningen er, at læseren skal tegne sit eget ansigt. Selvportrættet skal illustrere, at dette temanummer af Ud & Se handler om gennemsnitsdanskeren.
»I virkeligheden er det et temanummer om dig – om os. Og hvem skal så på forsiden? det skal den enkelte dansker jo, og så fik vi den ide – med lidt inspiration fra Time Magazine – at lave en forside med et blankt ansigt, så hver enkelt kan tegne sig selv. Og så håber vi, togene vil blive fyldt op af tusindvis af forskellige ansigter,« fortæller Ud & Ses redaktør, Karen Gahrn.
Historier bag tal
Baggrunden for temanummeret om gennemsnitsdanskeren bygger i høj grad på fotografen Peter Helles Eriksens projekt ’Supernormal’, hvor han gennem mere end to år har fotograferet og talt med danskere, der på den ene eller anden måde matcher de statistiske gennemsnit for danskerne.
”Det kan være en person, der har haft sin seksuelle debut i samme alder som gennemsnittet, eller det kan være en, der drikker lige så meget alkohol som gennemsnittet. Vi taler med dem og finder ud af, at der bag gennemsnittet findes en masse historier. Så det bliver næsten en slags Danmarks-portræt,« fortæller Karen Gahrn.
I det hele taget er dansker-statistik blevet den røde tråd i temanummeret.
»Ud over portrætserien har vi gravet os igennem et hav af undersøgelser for at finde interessante statistiske oplysninger om danskere – om vores hjem, om vores krop og så videre. For eksempel har 4 ud af 10 været medlem af et fitnesscenter uden at bruge det. Og et andet af mine yndlingstal: 3,4 procent af danskerne vil dø på et hospital, men 48 procent gør det,« fortæller hun.
Almindeligt og tankevækkende
Det store interview-portræt, som er et fast element i Ud & Se, er i dette nummer med en person, der som type adskiller sig ved at være på vej ud af statistikkerne.
»Vi har valgt en person, der bliver færre og færre af – Pernille, som er en ung kvinde med Downs-syndrom. I dag vælger de fleste abort, når fosteret har Downs, og derfor bliver der færre og færre som Pernille,« siger Gahrn.
I vælger så alligevel en ualmindelig person til det store portræt. Er det, fordi man ikke kan lave journalistik om noget, der er almindeligt?
»Det mener jeg så afgjort, man kan. Og det gør vi også. I dette nummer har vi eksempelvis været i Nordjylland og talt med landmanden Frede. Det, vi noterer ned og tager med, er så, når Frede siger noget, der er tankevækkende.«
Men ellers er det jo fast kutyme, at de store portrætter og forsiden på Ud & Se handler om personer, der netop ikke er almindelige – først og fremmest fordi de er offentligt kendte?
»Ja, det er en del af konceptet, at forsiden er en person, mange kender. Det har jeg ikke haft lyst til at lave om, for der ligger stadig mange gode historier og venter på at blive fortalt. Men det betyder ikke, at man ikke inde i bladet kan fortælle mange historier om danskerne,« siger Karen Gahrn.
Ikke dyrere trykning
Da Journalisten ringer, har Gahrn netop fået de nytrykte magasiner ind ad døren, og hun står og mærker på det særlige papir, der er fundet til lejligheden.
»Vi har fået sprøjtet en særlig lak på papiret, så det er modtageligt for tegning, men smudsafvisende på samme tid. Det er en hel videnskab.«
Selve papiret og trykning har ikke været dyrere end ellers. Men det har krævet længere tid at tilrettelægge det anderledes tryk.
Frygter I ikke, at bladene vil forsvinde ud af toget, når nu folk for første gang kan se sig selv på forsiden af Ud & Se?
»Det kan man godt forestille sig, men vi har skrevet, at det er ok at tage med hjem, for vi ved, at magasinerne også får et langt liv, når de ligger hjemme hos folk. Men vi må se, hvor længe oplaget holder – vi har ikke prøvet det her før.«
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Supergodt tænkt og udført.
Man kan sige, vi har ladet os inspirere af de læsere, der ind i mellem tegner på bladene. Denne gang opfordrer vi dem simpelthen til at gøre det. Og derved prøver vi med et godt gammeldags papir-magasin at skabe den interaktion, som ellers er forbeholdt den digitale verden - ét blad, 10.000 forsider, det tror jeg sgu ikke lige er set før.
(I øvrigt kan man også dele 'sin forside' på Instagram #udogsedig og se mere på @UdogSe)
Et overmalet Ud & Se? Det er vist set før - også uden forsider trykt på særligt tegnepapir :) Men sød idé, der passer godt til bladets image.