Videnskabsformand: »Vi kan forebygge dårlige beslutninger«

Den nye formand i Danske Videnskabsjournalister, Jens Degett, er træt af copy-paste-journalistik. »Virksomhederne kan styre debatten, så længe vi ikke laver god videnskabsjournalistik,« siger han til Journalisten.dk

Den nye formand i Danske Videnskabsjournalister, Jens Degett, er træt af copy-paste-journalistik. »Virksomhederne kan styre debatten, så længe vi ikke laver god videnskabsjournalistik,« siger han til Journalisten.dk

Foreningen Danske Videnskabsjournalister har fået ny formand og ny bestyrelse.
Den nye formand, Jens Degett, ærgrer sig over niveauet i dansk presse, og han efterlyser mere videnskabsjournalistik i medierne.

»Det er et problem, at meget journalistik bare er copy-paste. Vi ser, hvordan virksomheder og interesseorganisationer styrer debatten og faktaformidling. God videnskabsjournalistik, hvor journalisterne får tiden til at gå i dybden med emnerne, kan vende billedet,« siger Jens Degett til Journalisten.dk

Han henviser til den aktuelle debat, hvor det bliver diskuteret, om vitaminpiller er gode eller dårlige for helbredet.

»Det har stor betydning for den generelle interesse for uddannelse og brugen af forskningsresultater i samfundet, at man har god og kritisk dækning af forskning og viden i medierne,« siger Jens Degett.

Foreningen af Danske Videnskabsjournalister blev stiftet i 1974, og er en forening for professionelle formidlere af videnskab og teknologi. Jens Degett overtager formandsposten fra Michael de Laine.

Den nye formand fortæller, at der i Sverige er 15 minutters videnskabsnyheder i radioen hver morgen, og mange lande, som vi normalt sammenligner os med, har langt bedre dækning af videnskab end vi finder i Danmark.

»Videnskabsjournalistikken i radioen er virkelig gennemarbejdet, hvilket har indflydelse på alle de svenske medier. De er nødt til at være mindst lige så grundige,« siger Jens Degett.

Den nye formands vision er at skabe en bredere platform for videnskabsjournalistikken i Danmark.
»Vi har blandt andet taget kontakt til TV-Avisen, og vi planlægger en større konference med videnskabsjournalister fra hele verden. Her vil det være planen, at vi kan dele erfaringer med hinanden,« siger Jens Degett.

Ud over Jens Degett blev følgende valgt til bestyrelsen:
Ny næstformand blev Berit Viuf, freelancejournalist.
Medlemmer af bestyrelsen Jesper Odde Madsen, Lennart Kiil, Malene Flagga, Marianne Møller og Peter Hyldgård

1 Kommentar

Michael Bjørnbak Martensen
25. APRIL 2012
Re: Videnskabsformand: »Vi kan forebygge dårlige beslutninger«

Et wake-up call der vil noget.