Privatfoto

De færreste af os har som journalister skullet prøve at kommunikere noget så komplekst som pandemien med coronavirus.

På en måde er det jo den perfekte historie, sådan journalistkynisk betragtet. En ny virus med masser af mysterier – og dermed masser af muligheder for spekulation – en befolkning, som har brug for viden, syge i karantæne, myndigheder, som måske ikke har styr på tingene, ivrige debattører og eksperter med holdninger, der stritter i mange retninger. Med andre ord: En næsten uendelig strøm af historier og vinkler.

Problemet opstår, når vi nu har fået sygdommen så tæt på, at vi er nødt til at veje vores kritiske sans, vores glæde ved sensationer og det uventede op mod en form for samfundssind.

I en krisetid er der brug for klar kommunikation. Men det går imod vores professionelle instinkt blot at videregive informationerne, som de kommer fra myndighederne. Dem videregiver vi naturligvis – der er næppe det menneske i Danmark, som ikke har fattet, at det er vigtigt at vaske hænder. Men kan vi stole på myndighederne? Og kan vi stole på eksperterne? Hvor meget benytter de lejligheden til at fremme egne synspunkter? Hvad med WHO, som ved sidste pandemi med influenza H1N1, populært kaldet svineinfluenza, viste sig at have eksperter i sit rådgivende udvalg med tætte forbindelser til medicinalindustrien?

Et konkret eksempel: Sundhedsstyrelsen i Danmark vurderer, at cirka 10 pct. af den danske befolkning vil blive smittet i denne første bølge. Det norske svar på Sundhedsstyrelsen siger 25 pct. Og Tysklands Angela Merkel siger – som ganske mange viruseksperter – at mindst 60 pct. af befolkningen vil blive smittet. Altså umiddelbart vidt forskellige vurderinger.

Helt så forskellige er de ikke – det er mest et spørgsmål om forskellige vurderinger af, hvornår og hvordan befolkningen bliver ramt. Ikke om. I nogle scenarier er det i to-tre bølger, i andre vil det nye coronavirus efterhånden udvikle sig til at være en fast, men formodet mildere, bestanddel af vores sygdomsrepertoire, som før eller siden vil ramme de fleste. Og i de mest optimistiske udgaver lykkes det at stoppe virus helt eller at udvikle en vaccine.

Eksperterne er ikke enige om alt. Der kommer også studier og observationer fra lægelige eksperter, som siden skydes ned eller modsiges af andre eksperter. Kan man for eksempel få sygdommen igen, eller er man immun? De fleste er enige om det sidste – sygdommen muterer konstant, men har ikke for alvor skiftet type, men reelt er der stadig huller i vores viden om sygdommen, om dens dødelighed, om dens udvikling og fremtid.

Politikerne er nødt til at træffe nogle valg baseret på det bedst tilgængelige grundlag, vel vidende at det kan være både en over- og en underreaktion.

Det viser noget om udfordringen. Hvad skal man give videre? Det hele? Kun det officielle danske? Vi er i en situation, hvor det er i alles interesse, at vi i Danmark og andre lande faktisk retter os efter myndighederne og passer på hinanden. Men tilliden til myndighedernes beslutninger undermineres, hvis vi bringer alle mulige særstandpunkter og kendsgerninger, der er i modstrid med de officielle anbefalinger.

Samtidig kan vi se skrækindjagende scener fra Kina, hvor myndighederne har brugt autoritetstroen brutalt. Danmark er i den grad ikke Kina, men det er stadig vores opgave at være kritiske over for alle former for magt.

Det vrimler allerede med konspirationsteorier, junk science, alternative behandlinger og et væld af anden disinformation, misinformation og malinformation på nettet. Det er ikke information, de fleste mangler. De mangler information, som de tør stole på. Journalisterne har aldrig været vigtigere som filter for den information. Det er en svær opgave, og den kommer til at kræve, at vi også tør vælge fra og sige, at den her historie ikke er relevant lige nu.

Selv er jeg overbevist om, at transparens er vores bedste udvej her. Transparens og omhu, også mere end vi plejer. Uanset hvad vi vælger at fortælle, skal vi forklare, hvor vi har det fra, hvad vi ved, og hvad der er kvalificerede gæt. Vi kunne passende også indimellem være åbne om, hvad vi vælger fra – og hvorfor. Kommer der sensationelle fund eller påvisninger, skal vi ikke bare bringe dem, fordi det er en god historie, men spørge andre eksperter om en selvstændig vurdering.

Der er rigeligt at dække uden at lægge spalteplads til historier, som er ren spekulation.