Privatfoto
De færreste af os har som journalister skullet prøve at kommunikere noget så komplekst som pandemien med coronavirus.
På en måde er det jo den perfekte historie, sådan journalistkynisk betragtet. En ny virus med masser af mysterier – og dermed masser af muligheder for spekulation – en befolkning, som har brug for viden, syge i karantæne, myndigheder, som måske ikke har styr på tingene, ivrige debattører og eksperter med holdninger, der stritter i mange retninger. Med andre ord: En næsten uendelig strøm af historier og vinkler.
Problemet opstår, når vi nu har fået sygdommen så tæt på, at vi er nødt til at veje vores kritiske sans, vores glæde ved sensationer og det uventede op mod en form for samfundssind.
I en krisetid er der brug for klar kommunikation. Men det går imod vores professionelle instinkt blot at videregive informationerne, som de kommer fra myndighederne. Dem videregiver vi naturligvis – der er næppe det menneske i Danmark, som ikke har fattet, at det er vigtigt at vaske hænder. Men kan vi stole på myndighederne? Og kan vi stole på eksperterne? Hvor meget benytter de lejligheden til at fremme egne synspunkter? Hvad med WHO, som ved sidste pandemi med influenza H1N1, populært kaldet svineinfluenza, viste sig at have eksperter i sit rådgivende udvalg med tætte forbindelser til medicinalindustrien?
Et konkret eksempel: Sundhedsstyrelsen i Danmark vurderer, at cirka 10 pct. af den danske befolkning vil blive smittet i denne første bølge. Det norske svar på Sundhedsstyrelsen siger 25 pct. Og Tysklands Angela Merkel siger – som ganske mange viruseksperter – at mindst 60 pct. af befolkningen vil blive smittet. Altså umiddelbart vidt forskellige vurderinger.
Helt så forskellige er de ikke – det er mest et spørgsmål om forskellige vurderinger af, hvornår og hvordan befolkningen bliver ramt. Ikke om. I nogle scenarier er det i to-tre bølger, i andre vil det nye coronavirus efterhånden udvikle sig til at være en fast, men formodet mildere, bestanddel af vores sygdomsrepertoire, som før eller siden vil ramme de fleste. Og i de mest optimistiske udgaver lykkes det at stoppe virus helt eller at udvikle en vaccine.
Eksperterne er ikke enige om alt. Der kommer også studier og observationer fra lægelige eksperter, som siden skydes ned eller modsiges af andre eksperter. Kan man for eksempel få sygdommen igen, eller er man immun? De fleste er enige om det sidste – sygdommen muterer konstant, men har ikke for alvor skiftet type, men reelt er der stadig huller i vores viden om sygdommen, om dens dødelighed, om dens udvikling og fremtid.
Politikerne er nødt til at træffe nogle valg baseret på det bedst tilgængelige grundlag, vel vidende at det kan være både en over- og en underreaktion.
Det viser noget om udfordringen. Hvad skal man give videre? Det hele? Kun det officielle danske? Vi er i en situation, hvor det er i alles interesse, at vi i Danmark og andre lande faktisk retter os efter myndighederne og passer på hinanden. Men tilliden til myndighedernes beslutninger undermineres, hvis vi bringer alle mulige særstandpunkter og kendsgerninger, der er i modstrid med de officielle anbefalinger.
Samtidig kan vi se skrækindjagende scener fra Kina, hvor myndighederne har brugt autoritetstroen brutalt. Danmark er i den grad ikke Kina, men det er stadig vores opgave at være kritiske over for alle former for magt.
Det vrimler allerede med konspirationsteorier, junk science, alternative behandlinger og et væld af anden disinformation, misinformation og malinformation på nettet. Det er ikke information, de fleste mangler. De mangler information, som de tør stole på. Journalisterne har aldrig været vigtigere som filter for den information. Det er en svær opgave, og den kommer til at kræve, at vi også tør vælge fra og sige, at den her historie ikke er relevant lige nu.
Selv er jeg overbevist om, at transparens er vores bedste udvej her. Transparens og omhu, også mere end vi plejer. Uanset hvad vi vælger at fortælle, skal vi forklare, hvor vi har det fra, hvad vi ved, og hvad der er kvalificerede gæt. Vi kunne passende også indimellem være åbne om, hvad vi vælger fra – og hvorfor. Kommer der sensationelle fund eller påvisninger, skal vi ikke bare bringe dem, fordi det er en god historie, men spørge andre eksperter om en selvstændig vurdering.
Der er rigeligt at dække uden at lægge spalteplads til historier, som er ren spekulation.
Påmindelse til corona-pressen: Husk at gå kritisk til myndighederne">
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Virus i fly
Bliver din forkølelse spredt til hele flyet?
Gør luftcirkulationen i fly, at sygdomme nemmere kan sprede sig?
»Nej, det gør den ikke,« siger Jens Martin Christensen, der til daglig er pilot for SAS og en del af Spørgpiloten.dk. Det er dog rigtigt, at luften fra flykabinen blive genbrugt .
Luften bliver brugt igen
»Vi har en recirkulationsfunktion, der genbruger noget af luften fra kabinen. Det er denne funktion, der har ledt til myten om spredning af vira og bakterier i fly, men den recirkulerede luft passerer gennem filtre, der fjerner støv og partikler,« siger Jens Martin Christensen. Partiklerne kan eksempelvis være bakterier.
Han fortæller, at filtrene skal være HEPA-godkendt (High Efficiency Particulate Absorber), så luften bliver filtreret ordentligt. De samme filtre bliver også brugt i biler og bygninger.
Filtret fanger bakterier, nys og støvpartikler
HEPA-godkendte filtre skal kunne filtrere partikler ned til 0,3 mikrometer. Derfor bliver disse partikler fanget af filtret:
•Bakterier, da de er for store, typisk 2 mikrometer.
•Dråber fra nys, der kan indeholde bakterier eller vira.
•Andre partikler, eksempelvis støvpartikler, der er over 0,3 mikrometer.
Vira er for små
Filtret vil ikke fange vira, som bliver udåndet af en syg person, da en virus normalt er mindre end 0,3 mikrometer. Derfor er der stadig en risiko for, at eksempelvis en forkølelse bliver spredt i flyet, men det er ikke noget, piloterne mærker til.
»Som piloter indånder vi den samme genanvendte luft fra kabinen som passagererne, men vi, som flypersonale, er ikke mere syge end andre arbejdsgrupper,« siger Jens Martin Christensen.
Man kunne fint kun lukke 10 mennesker ind af gangen, og så overvåge den kø der vil være udenfor, så der holdes afstand.
Man kunne også begrænse mængden af varer, altså Max 2 pakker/dåser pr kunde.
Endelig at bede kunderne bære handsker. Mange skal jo helst røre ved alle varer, der har ens pris, for at få lige den pakke kød. Eller lignende, for man kunne jo være heldig at få en pakke med 8gram mere, end der er i de andre pakker.
Jeg selv henter først et par handsker, ved “tag selv”slik.
Kan ikke forstå, at folk, der befinder sig i udlandet, tør tage den risiko, at tage et fly hjem. Man sidder da temmelig tæt.
Branchen var allerede svag, så det skete hurtigt
Flere