
Jens Degett/Privat
”Sociale medier har skabt en radikal ændring af, hvordan medierne fungerer. Vidensbaserede oplysninger bliver udfordret af folk, der spreder falske historier. Vi er oppe imod, at alle og enhver kan fortælle en historie, som lyder rigtig godt, men ikke bunder i noget, der har med virkeligheden at gøre.”
Sådan siger Jens Degett, præsident for den europæiske paraplyorganisation EUSJA og formand for Danske Videnskabsjournalister, som i næste uge for fjerde år i træk holder konference for videnskabsjournalister, European Conference for Science Journalists 2017.
På konferencen vil både forskere og beslutningstagere deltage i oplæg, paneldebatter og workshops.
Gatekeeperne er væk
”Der er behov for sådan en konference, fordi viden og videnskab er trængt i medierne. Vi er nødt til at gøre opmærksom på, at der er nogle problemer med den måde, medierne fungerer på,” mener han.
Det er især de sociale medier og det store udbud af nyheder herigennem, der er problematisk, ifølge Jens Degett.
”Traditionelt set har videnskabsjournalisterne været gatekeepers for en masse diskussioner og oplysninger. Nu kan alle sige deres meninger på sociale medier, og derfor kan man have absurde diskussioner, som hvorvidt jorden er flad,” siger han.
Politikerne skal råbes op
Jens Degett beskriver konferencen som flerfunktionel. Den er både et forsøg på at styrke videnskabsjournalistikken ved at skabe et samlingspunkt for videnskabsjournalister, og et forum, hvor vilkårene og mulighederne for videnskabsjournalistik kan diskuteres. Og så er det et forsøg på at råbe politikere og beslutningstagere op. I Danmark især i forbindelse med det kommende medieforlig.
”Jeg synes, at videns placering i public service er totalt overset. Man fokuserer så meget på kultur, men det at formidle viden er ekstremt vigtigt. Det ville være fantastisk, hvis man kunne lave privat formidling af viden, og jeg tror også, det er konkurrencedygtigt. Men det kræver rigtig meget tid og ressourcer at skabe viden på højt niveau,” siger han.
Jens Degett fortæller, at ambitionsniveauet er skruet op i år. Der har været effektiv fundraising, og konferencen i år bliver den hidtil største med lokaliteter som Koncerthuset og IT-universitetet. De regner med, at der kommer 4-500 deltagere.
Konferencens hovedtema er Bringing Science Forward. Derudover er den delt op i tre undertemaer: New media/videnskab på sociale medier, klima-journalistik og ansvarlig journalistik.
4