”Send MOR til 1900, og giv et barn livreddende behandling med nærende mos i fem dage. Det koster 48 kroner.”
Sådan skrev Unicef sidste år i et opslag på Facebook, da nødhjælpsorganisationen til Mors Dag lancerede deres årlige kampagne mod sult med et billede af en bekymret mor og et ekstremt underernæret barn.
Det er et af de emner, som giver skarp kritik af nødhjælpsorganisationen på de sociale medier.
”Mor skal krydse benene, hvis far ikke kan forsørge familien,” skrev en mand under opslaget. En anden tilføjede: ”Så må han jo dø af sult. Det er bare ærgerligt for direktørerne for disse ’velgørende foreninger'”. Og på et lignende opslag fra Unicef kommenterede en tredje: “sterilisation og kastrering er vejen frem”.
Grov tone på sociale medier
Unicef, der er verdens største humanitære nødhjælpsorganisation for børn, oplever, at de i stigende grad bliver udsat for en grov tone på de sociale medier. Kommunikationsdirektør Line Grove Hermansen fortæller, at flere er blevet kritiske over for deres arbejde med at hjælpe syge og sultende børn.
”For 15 år siden skulle vi ikke særlig tit forklare, hvorfor det gav mening at hjælpe mennesker i nød. Det skal vi nu. Flere og flere begynder at udfordre, om det overhovedet kan være rimeligt, at menneskers liv skal reddes,” siger Line Grove Hermansen.
Den grove tone er særligt tydelig, når Unicef laver opslag om underernærede børn, der sulter uden for Danmarks grænser, siger hun. Her vil der ifølge Line Grove Hermansen så godt som altid komme kommentarer fra folk, der hellere vil lade børnene dø, eller fra andre, der synes, at mødrene er for dumme, hvis de sætter børn i verden.
”Jeg vil gerne minde folk om, hvordan det var i Danmark for 100 år siden. Der fik danskerne også mange børn, fordi der var en kultur og en forventning om, at der var nogle af børnene, som ikke overlevede undervejs,” siger hun og slår fast:
”At alene dét skulle være nok til ikke at hjælpe, vil vi udfordre til enhver tid.”
Møder kritik med fakta
FN’s Generalforsamling oprettede Unicef i 1946 for at sikre mad og mælk til nødlidende børn i Europa og Japan efter 2. verdenskrig. I dag har hjælpeorganisationen mere end 70 års erfaring med verdens mest udsatte børn. Den viden bruger de til at møde kritikken med på de sociale medier.
“Unicef er meget faktabaseret. Vi har data om, hvad der skal til for at hjælpe børn, og vi har data om børns situation i hele verden. Vi svarer faktuelt på kritikken i rigtig mange tilfælde,” siger Line Grove Hermansen og tilføjer:
”Men der er også nogle gange, hvor vi vurderer, at det ikke kan betale sig at gå ind i en diskussion. Men så er der heldigvis andre danskere på tråden, der går ind i diskussionen og kommer med noget faktuelt eller noget medmenneskeligt og løfter diskussion lidt op,” siger hun.
Unicef fravælger ikke bestemte opslag på grund af den grove tone. Når det er sagt, så sidder deres moderatorer klar ved tasterne, når det gælder opslag, der kan føre til grove kommentarer.
”Vi sletter kommentarer, hvis de er decideret racistiske. Der holder vi os inden for de retningslinjer, som Facebook har. Det kan ske, hvis kommentaren er så grov, at det overskrider alle grænser, og du kan risikere at blive dømt for det. Men det sker relativt sjældent,” siger hun.
Verden har forandret sig
Et andet Unicef-opslag viser et underernæret barn siddende på en hospitalsseng. ”3,1 mio. børn er ramt af sult,” står der. En kvinde skriver, at man i stedet for penge skal sende prævention. Hun mener, at donationerne fra danskerne og Unicefs arbejde ikke har forandret meget i landene de seneste 50 år.
”Der er rent faktisk sket vildt meget. Unicef har eksisteret siden 2. verdenskrig. Børnedødeligheden er halveret. Langt flere kommer i skole, og vi har fundet ud af, hvordan vi kan bekæmpe simple sygdomme på en helt anden måde,” siger Line Grove Hermansen.
Line Grove Hermansen ved ikke, hvorfor den grove tone er blevet skærpet over for hjælpeorganisationer som Unicef. Hendes bedste gæt er, at det har noget at gøre med, at folk sidder bag en computerskærm og ikke er til et debatarrangement, hvor de kan blive konfronteret direkte med deres kritik.
Men det kan også have noget at gøre med, at verden har forandret sig de seneste år, tror hun.
”Måden, mange opfatter forskelle i verden på, har forandret sig. Debatten om flygtninge og migranter har gjort, at der er ord og sætninger, som man synes, man kan tillade sig i dag, som man ikke kunne for år tilbage,” siger Line Grove Hermansen.
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
:-) OK, sådan forstår jeg ikke redaktionel kritik.
Jeg læner mig nok op af den oprindelige fransk/græske betydning:
Via fransk critique af græsk kritike (techne) 'bedømmelseskunst', af krinein 'bedømme'
1.
undersøgelse og bedømmelse af egenskaber eller kvaliteter ved noget eller nogen
Mvh
Øjvind, "kritik" er netop at stille spørgsmål. So you know :-)
Hej Jesper
Jeg svarer ret direkte, fordi Lea skriver, at hun gerne vil kritisere artiklen, hvad hun så ikke gør. Hun stiller spørgsmål. Det er også legitimt, men noget andet end at rejse en konkret kritik.
Man kan jo altid efterlyse flere kilder, mere research og flere cases, det er en gratisk omgang, men jeg synes historien holder i sin helhed i den udgivne form.
Og jeg kan ikke gå i åben dialog om hvad vores redaktionelle strategi er: Kommer der flere historier? Det kan være, de er skrevet; det kan være researchen kører. Men alt kan laves om lige ind til udgivelse, og Journalisten er ikke redigeret på baggrund af pres og/eller kritik, men på baggrund af væsentlighed og ressourcer.
De sidste spiller selvfølgelig en afgørende rolle.
Det er ikke Journalistens rolle - som fagblad for kommunikatører, visuelle, ledere, bloggere, journalister - at udfordre hvorfor folk skal støtte via nødhjælpsorganisationer. Vi beskriver forholdene i medierne og mediernes forhold.
Tak for dit bidrag.
Sikke da et mavesurt svar, du - Øjvind - giver til Lea? Hun stiller altså kun fire spørgsmål - ikke 100 til professoren - og de er da konkrete nok til, at du burde kunne svare hende ordentligt.
Artiklen er som sådan ok efter min mening, men jeg vil give Lea ret i, at den fremstår lidt ensidig, men det er jo så også en énkildehistorie.
Man kunne perspektivere problemstillingen ved at tale med andre organisationer eller eksperter i social psykologi. Kilden fra Unicef siger, at hun ikke aner, hvad den skærpede tone kan skyldes, men det er da klart for enhver, at i hvert fald en del af det må være en reaktion på indvandringen til Danmark, som nogle (mange?) oplever som noget negativt. Og derfor griber olk Unicefs hat i hånden åp fb som en anledning til at få luft for deres frustrationer.
Jeg synes da i øvrigt også, det er rimeligt nok at forvente af nødhjælpsorganisationerne, at de kan forklare HVORFOR, det er nødvendigt at yde støtte til fattige afrikanske lande i stedet for at forvente, at folk som en selvfølge hiver pungen op af lommen. Det giver måske sig selv for Line Grove Hermansen, som arbejder med det til hverdag, men hun er nødt til at forholde sig til, at det for den almindelige borger ser ud som om, det alligevel ikke nytter noget, efter vi har sendt milliarder og atter milliarder ud i verden gennem 40-50 år.
Det gør det selvfølgelig. Levevilkårene i ulandene er blevet langt bedre, men samtidig eksploderer befolkningstallet, hvilket vel er det reelle problem i dag sammen med klimakatastrofen som lurer lige om hjørnet.
Line Grove Hermansen og praktikanten Ehsan Faizzad kunne starte med at læse de mange uafhængige økonomiske analyser der er lavet de sidste 40 år, som tydeligt klargør at hjælpeorganisationerne har en negativ indflydelse på ulandes udvikling. Altså at de samlet set gør mere skade end gavn.
Der er masser af gode fortællinger om hvordan de har hjulpet i de enkelte situationer, men det er blot at betragtes som anekdotisk dokumentation, da det overordnede billede er ret dystert.
Ulande har oplevet en befolkningseksplosion, ved at børndødligheden er sænket, uden at fødselsraten er faldet. Dette er en direkte konsekvens af nødhjælpsorganisationernes arbejde. Som følge af øget befolkning er der oftere hungersnød, da landbrugsproduktionen ikke har fulgt med befolkningstallet. Samtidig har landenes ledere ikke noget incitament til at opbygge fødevarelagre, da nødhjælpsorganisationerne alligevel kommer og hjælper.
Hovedårsagen til at landbrugsproduktionen ikke er øget ret meget, ligger i en kombination af fødevarehjælp og eksportstøtteordninger. I de fleste afrikanske lande, kan man ikke producere især fjerkræ, men også mange andre fødevarer, til samme priser som primært EU eksportører sælger dem til. Dette sætter hurtigt en stopper for initiativer til f.eks. egne hønsefarme.
Der er i øvrigt også masser af eksempler på at nødhjælpen i krigszoner er overtaget af lokale militser (nogle gange i samarbejde med nødhjælpsorganisationer), som i stedet for at uddele det til befolkningen, har valgt at sælge det og købe våben for pengene, med det resultat at nøden er øget for dem som ikke tilhører de rette stammer, religiøse eller politiske grupperinger og konflikter forlænges.
Den eneste form for nødhjælp som kan forsvares, er den akutte ved naturkatastrofer, eller starten på væbnede konflikter og ved konflikterne er det til lejre som skal være så stærkt beskyttede at ingen væbnede grupper tør angribe og plyndre dem. Al anden nødhjælp er afhængigsskabende og fjerner incitament til at løse problemer og skabe udvikling.
Flere