Hvor meget menneske kan et nyhedsmedie være på Facebook?
Det spørgsmål ønskede journalistisk lektor på SDU Filip Wallberg at rejse, da han mandag delte et facebookopslag fra TV 2 News på Twitter.
TV 2’s opslag stammer fra søndag, hvor mediet delte nyheden om en dødsulykke i Københavns Havn, der i weekenden kostede to livet. Politiet kalder hændelsen for en 'vanvidssejlads' og gerningsmændene for 'bøller', og TV 2 News delte nyheden på Facebook med ordene: ”Det er så dumt, at man fattes ord …”
Men den slags holdningstilkendegivelser bør et nyhedsmedie som TV 2 afholde sig fra, mener Filip Wallberg.
”Vi to kan hurtigt blive enige om, at det, der er sket i Københavns Havn, er dumt. Med er det TV 2’s rolle som nyhedsmedie at vurdere det? Jeg synes ikke, det er en god idé. Normalt går vi jo ikke ind og bedømmer nyheden og tager stilling som medie,” siger han til Journalisten.
Ja, det er dumt. Men skal et nyhedsmedie som TV 2 News vurdere en nyhed? Spørger oprigtigt. Ikke retorisk. pic.twitter.com/xF7VrX2aKH
— Filip Wallberg (@fiwa) May 8, 2017
TV 2 har ændret teksten
Mandag valgte TV 2 at ændre teksten i deres facebookopslag, efter at de via Twitter var blevet gjort opmærksom på problemet. Det fortæller Kristoffer Pinholt, digital chefredaktør på TV 2, til Journalisten.
”Jeg tog en hurtig snak med vores redaktør for sociale medier, og vi blev hurtigt enige om, at det var en uheldig formulering. Vi kommer til at gå for langt, så det fremstår, som om vi som medie kommer til at fælde dommen over begivenheden. Det vil vi egentlig hellere have, at læserne gør,” siger han.
Nu lyder teksten, der følger med historien, i stedet: "Hensynsløse gerningsmænd uden tanke og respekt for andre," siger Københavns Politi.
Facebook ændrer vores opfattelse
Ifølge Filip Wallberg er eksemplet langtfra enestående. Han mener, der er en tendens til, at medierne i stigende grad udtrykker følelser og holdninger på sociale medier – særligt, når det drejer sig om deling af artikler om ulykker og katastrofer.
”Mange gange skriver medierne en tekst, som ligger langt fra det, vi normalt gør i journalistik. Frem til nu har vi jo haft som standard, at hverken journalister eller nyhedsmedier har en holdning til noget som helst. Langsomt, men sikkert, er den opfattelse ved at blive udfordret især på mediernes facebooksider, hvor nyhedsmedier – som TV 2 gør her – aktivt går ind og tager stilling til nyhederne,” siger han og tilføjer:
”Jeg ved jo godt, hvorfor medierne gør det. De gør det, fordi de ønsker en jordnær, menneskelig tone i det udtryk, de som nyhedsmedie har på Facebook. Fordi det virker – det kan jeg også se i data. Men det er en balancegang. For hvor går grænsen? Skal man tage stilling til hvad som helst?”
Men er det ikke en vigtig pointe omkring mediernes brug af sociale medier, at man skal tale i det sprog, der tales på platformen?
”Jo, det er også det, jeg altid selv står og siger. Derfor er det her også en vigtig faglig diskussion. Det handler jo om, hvor meget eller hvor lidt menneske TV 2 skal være på sociale medier. Jeg synes, man som medie bør sætte nogle etiske standarder for det,” siger Filip Wallberg.
TV: OK med følelser om godt vejr og sportsresultater
Men de etiske standarder, som Filip Wallberg efterlyser, har de allerede på TV 2, forsikrer Kristoffer Pinholt.
”På TV 2 hylder vi objektivitet, uafhængighed og balance i vores dækning. Det gælder også på vores sociale medier. Så vores politik er helt klart, at vi ikke skal gå ind og tage stilling til de sager, vi dækker,” siger han.
Men hvis jeres politik er helt klar, hvordan kunne det her facebookopslag så slippe igennem?
”Det er et godt spørgsmål. Men alle journalister kan jo i sidste ende blive påvirket af den virkelighed, de er i. Og hvis du har siddet med den her sag og de sociale medier hele dagen, kan det godt være, du er blevet påvirket af den folkelige stemning,” siger Kristoffer Pinholt.
Han tilføjer desuden, at der er nogle grænsezoner, hvor det godt kan være OK for TV 2 at udtrykke en holdning eller en følelse på sociale medier.
”Hvis det bliver 20 grader og solskin på lørdag, kan vi jo godt skrive, at det bliver godt vejr på lørdag. Selv om det jo også er vores dom. Og vi kan også nogle gange ride med på en begejstring og for eksempel skrive ’tillykke med sejren’, hvis håndboldlandsholdet har vundet en kamp. Det er vigtigt, vi taler med brugerne i den tone, som man bruger på de sociale medier, men uden at vi falder uden for grænsen for god journalistik,” siger Kristoffer Pinholt.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ideen om "vanvittigt" er vel trods alt en holdning eller er det faktuelt vanvittigt?
Danmarks Radio har denne her: http://www.dr.dk/nyheder/udland/langkilde-om-trumps-nixonske-fyring-det-her-er-vanvittigt
Skal DR, universitetsgutten og andre ikke ringes op samtidig med der spontant tweetes? Eller er "vanvidssejllads" radikalt anderledes end "vanvittigt"?
Det er jo ikke kun på de sociale medier, at medierne praktiserer dette. Især på tabloidmedier som BT, EB og SH ser man meget ofte forside-rubrikker, der fortæller, hvad mediet selv synes - og hvad man som læser måske bør synes. Overskrifter i stil med:
Verdens dummeste tyv: "Stjal bil lige foran politiet". Juhuuuuuu: "Skuespillerinde gravid igen". Ad bad: "Se hvad der gemte sig i kvindens mad". Se den supersøde video: "Baby synger duet med sin far". Videoen alle bør se: "Sådan renser du dit gulvtæppe". Du kan godt glæde dig: "Nu kommer solen".
Vi får fortalt, hvad vi skal mene og føle. Eller i det mindste hvad journalisten føler og synes.
Jeg vil ikke tage stilling til, om det er godt eller skidt, men pointen her er, jævnfør ekspertens udtalelser, at det ikke kun er en faglig diskussion gældende Facebook og deslige.