Få pressemeddelelser får så meget opmærksomhed som den, Udlændinge- og Integrationsministeriet udsendte 10. februar 2016 med overskriften ”Inger Støjberg stopper indkvartering af barnebrude på asylcentre”.

Den blev omdrejningspunkt i et politisk stormvejr, har været centrum for en undersøgelse af ombudsmanden og bliver nu – mere end fire år efter publiceringen – gransket af den såkaldte Instrukskommission. Det kan munde ud i en rigsretssag mod daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), og det kan få ansættelsesmæssige konsekvenser for topembedsmænd i sagen.

Men selv om hele virakken altså begyndte med en pressemeddelelse, er det usandsynligt, at Instrukskommissionen kommer til at stille kommunikationsfolkene bag den til ansvar. Det vurderer Jørgen Grønnegaard, professor emeritus i forvaltningsret ved Aarhus Universitet, og Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved SDU.

De nævner tre hovedpointer fra sagen, som er centrale for kommunikationsansatte i offentlig forvaltning.

1. Reglerne for embedsmænd gælder

For det første at kommunikationsfolk som ansatte i den offentlige forvaltning er omfattet af reglerne for embedsmænd.

”Det er i virkeligheden meget enkelt, for pligter og rettigheder er de samme for kommunikationsfolk som for alle andre embedsmænd,” siger Jørgen Grønnegaard.

”Det her handler om lovlighed og ulovlighed. Embedsmænd har pligt til at gøre ministeren opmærksom på det og advare om det, hvis ministeren er på vej ud i en ulovlighed. Og så er det yderligere sådan, at hvis der er tale om en klar ulovlighed, så skal de sige fra,” fortsætter han.

Frederik Waage lægger desuden vægt på, at embedsmænd også er omfattet af sandhedspligten, det vil sige, at det er forbudt at videreformidle forkerte oplysninger.

”Det er nok i virkeligheden den regel, som kommunikationsfolk i forvaltningen oftest kan komme i konflikt med, ud over aktindsigtsreglerne,” siger han.

2. Kommunikationsfolk er ikke jurister – men …

Betyder det så, at pressechefer, kommunikationsmedarbejdere og presserådgivere har pligt til at sige nej til at skrive en pressemeddelelse, hvis de mener, den i sit indhold vil være ulovlig?

”Det skal undersøgelseskommissionen finde ud af,” siger Jørgen Grønnegaard, der mener, at spørgsmålet er ”ret kompliceret”.

Ikke mindst fordi kommunikationsfolk sjældent er uddannet jurister.

”Det vil indgå som et helt rimeligt kriterium for Instrukskommissionens vurderinger – hvis der måtte være grundlag for at gøre nogen ansvarlig i sagen – hvilke faglige forudsætninger havde personen, og hvor i ministeriet var embedsmanden placeret,” siger Jørgen Grønnegaard.

Frederik Waage bemærker, at der er kommet færre jurister på Slotsholmen gennem årene. Han kan udmærket forestille sig situationer, hvor kommunikationsansatte skal sige fra over for at skrive en bestemt pressemeddelelse.

”Embedsmænd må ikke medvirke til at udføre en ulovlig ordre. Jeg vil mene, at journalistuddannede er bedre end så mange andre til at være opmærksomme på de almene regler. Og så har de jo mulighed for at orientere sig blandt de andre embedsmænd i systemet,” siger han.

Pressemeddelelsen fra februar 2016 er blevet ophævet til at tælle som en ’instruks’ fra ministeren, og det gør sagen særligt kompliceret.

”Man lovgiver jo ikke ved hjælp af pressemeddelelser. En pressemeddelelse er ikke en retsakt eller en juridisk afgørelse, som man skal rette sig efter. Det kan godt være, at den i det her ekstraordinære tilfælde fik den karakter, men vi må også forstå på afhøringerne i kommissionen, at det var ganske usædvanligt,” siger Frederik Waage.

3. Forsimpling kan ende med en usandhed

Netop det forhold, at en pressemeddelelse normalt ikke er et juridisk dokument, er centralt for kommunikationsfolkenes arbejde. For en essentiel faglig del af det at skrive pressemeddelelser er ofte at forsimple forvaltningens sager, så de er til at kommunikere.

”Spørgsmålet er grundlæggende, hvornår noget er en forenkling, og hvornår det bliver direkte misvisende,” siger Frederik Waage.

Det er  centralt i sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks.

Søndag sagde tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg under sin afhøring i Instrukskommissionen, at hun havde godkendt et ministernotat, hvor der stod, at asylparrene skulle vurderes individuelt, og at der altså ville være undtagelser, hvor parrene ikke skulle skilles ad. Modsat pressemeddelelsens ordlyd, som siger, at der ikke er undtagelser.

Onsdag sagde tidligere departementschef Uffe Toudal, at han havde godkendt pressemeddelelsen og samtidig sagt, at der ikke ville blive administreret uden undtagelser.

”Jeg vil ikke vurdere den konkrete sag. Men når udmeldingen er sådan, at man ikke tager forbehold, så havner man virkelig i en gråzone. En forenkling i en pressemeddelelse kan blive strakt så langt, at man kan komme i strid med sandhedspligten,” siger Frederik Waage og fortsætter:

”Og der bliver spørgsmålet for kommunikationsfolkenes vedkommende, hvorvidt de formuleringer, og den forenkling, de præsenterede i pressemeddelelsen, var så misvisende for, hvad der faktisk skete, at den kunne betragtes som direkte usand.”

Søgelyset rettes højere op

Uanset at kommunikationsfolkene i forvaltningen er underlagt de samme regler som alle andre embedsmænd, vurderer hverken Jørgen Grønnegaard eller Frederik Waage, at der er stor sandsynlighed for, at Instrukskommissionen vil stille dem til ansvar.

”Jeg vil tro, søgelyset er rettet mod folk, der sidder længere oppe i systemet,” siger Jørgen Grønnegaard.

”Selv om de, der har skrevet pressemeddelelsen er underlagt en sandhedspligt, har jeg svært ved at se, hvordan de overhovedet kan blive ansvarlige. Deres opgave har været at videreformidle en politik og en sagsbehandlingspraksis, som bliver besluttet af nogle andre end dem,” siger Frederik Waage.

Indtil videre er ingen af de daværende kommunikationsansatte i ministeriet indkaldt til afhøring i  Instrukskommissionen. Det er derimod tidligere særlig rådgiver for Inger Støjberg, som skal afhøres i august.