Minister undrer sig over optagelse fra internt møde

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille undrer sig over, at en anonym medarbejder har fundet det nødvendigt at optage departementschefens råd til medarbejderne om aktindsigt, lyder det i et skriftligt svar. Her fremgår det også, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille har ansvaret, selv om han er på barsel

Økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille melder nu ud i sagen om lydoptagelsen, hvor ministeriets departementschef Sophus Garfiel muligvis opfordrer til brud på lov om offentlighed i forvaltningen.

Ministeren undrer sig over, at en anonym embedsmand har optaget Sophus Garfiels udtalelser til medarbejderne på et internt møde.

”Jeg undrer mig over, hvorfor nogen finder det nødvendigt at lave lydoptagelser af interne, uformelle personalemøder. Jeg håber, at medarbejderne ved, at hvis de er utilfredse med noget, kan de tale med deres nærmeste overordnede. Man kan også gå til sin tillidsrepræsentant og i sidste ende til mig. De muligheder er grundigt beskrevet i det kodeks og regler for god adfærd i det offentlige, som embedsmænd arbejder under," skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille i et skriftligt svar, som er sendt til Journalisten og flere andre nyhedsmedier.

Svaret kommer efter, at en pressemedarbejder i Økonomi- og indenrigsministeriet mandag meddelte Journalisten, at ministeren var på barselsorlov og derfor ikke kunne udtale sig.

Journalisten bad derfor om en kommentar fra den fungerende minister på området, hvorefter ministeriet tilbød et interview med Christina Egelund – folketingsmedlem for Liberal Alliance. Dette takkede Journalisten nej til, da vi ville interviewe den ministeransvarlige.

Mediejurist Oluf Jørgensen forklarer til Journalisten, at "hvis Økonomi- og indenrigsministeren faktisk har forældreorlov, så må der være udpeget en anden minister, der kan tage ministeransvaret under orloven. Ellers er der et hul i ministeransvaret, og det er galt."

Men i det svar, som ministeriet har sendt til Journalisten og flere andre medier, bliver det slået fast, at det stadig er Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der har ministeransvaret, selv om han er på barsel.

”Det er økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der er politisk ansvarlig for denne sag, såvel som for andre sager i Økonomi- og Indenrigsministeriet,” lyder det i mailen.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille udtaler også i det skriftlige svar, at han overordnet er tilhænger af åbenhed.

”Som minister har jeg fokus på åbenhed. Blandt andet derfor har jeg meldt ud internt i ministeriet, at min tilgang til åbenhed og offentlighed skal afspejles i den generelle tilrettelæggelse af ministeriets arbejde og ved behandlingen af aktindsigtsanmodninger. De skal behandles hurtigt, imødekommende og med fokus på meroffentlighed,” udtaler Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Journalisten forsøger fortsat at få et interview med ministeren om sagen.

Mulig skandalesag

Sagen om Sophus Garfiel har udviklet sig til en grim sag for Økonomi- og indenrigsministeriet. Sent i aftes sagde Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), i 'Talkshowet Lippert' på TV 2 NEWS:

”Sagen kommer bag på mig, og jeg synes, det er ærgerligt for folkestyret.”

Hun lægger samtidig op til en undersøgelse af departementschefen:

”Vi kan ikke finde ud af, hvad der er op og ned, så jeg skal ikke dømme. Men jeg synes, det skal tjekkes.”

I Ekstra Bladet har avisens politiske kommentator og tidligere toppolitiker Hans Engell talt med store ord:

”Det er virkelig en skandale. Vi taler om en af Slotsholmens mest centrale topembedsmænd, som faktisk sidder og underviser i, hvordan man kan begå lovbrud og komme uden om de regler, der er omkring offentlighed.”

1 Kommentar

Jesper Christiansen
22. JULI 2018
I nedenstående YouTube-klip
I nedenstående YouTube-klip kan man høre Sophus Garfiel tale om løst og fast.

Det er den syge kultur i ministeriet, som er årsag til, at det her er blevet optaget.

Havde der været en overensstemmelse mellem ministerens utopi og virkeligheden, ville dialogen have været taget internt i stedet for gennem medierne.

https://www.youtube.com/watch?v=7bX7my3f65o

https://www.youtube.com/watch?v=1B2e4HrsYfk&t=44s

https://www.youtube.com/watch?v=dSPBWliSLVs

https://www.youtube.com/watch?v=_Cl7-8p_h_c

https://www.youtube.com/watch?v=UI1HfTJgaXo&t=4s