
”Jeg var fra starten meget kritisk over for programmet. Og jeg har haft vældig dårlig samvittighed siden,” siger Jakob Schrøder om sin rolle i at promovere TV 2's HPV-dokumentar. Privatfoto
”Dybt forvrængende” og ”alt for anti-vaccine for min samvittighed”.
Sådan lyder to af de indvendinger, som daværende kreativ producer på TV 2 Jakob Schrøder i 2015 skrev til en kampagnechef på kanalen angående et tv-spot, som TV 2’s dokumentargruppe ville have ham til at lave.
Traileren skulle reklamere for den senere så omstridte dokumentar ’De vaccinerede piger’ om HPV-vaccinen. Den blev sendt på TV 2 i marts 2015 og senere samme år nomineret til Cavling-prisen. Siden har dokumentaren været genstand for debat.
I 2017 erkendte en af journalisterne bag programmet over for Journalisten et medansvar for, at antallet af HPV-vaccinerede 12-årige styrtdykkede. I sidste uge sagde Troels Jørgensen, redaktionschef på TV 2 Dokumentar, det samme til fyens.dk. Men han fastholdt også, at han står inden for dokumentaren.
Det fik Jakob Schrøder til tasterne på Twitter. Her kaldte han dokumentaren for ”et lorteprogram”, som han forsøgte at få stoppet, da han skulle promovere det:
Et af mine sidste projekter for TV2 var at promovere dette lorte program. Jeg snakkede med den kreative chef, programmets klipper og redaktør og seernes redaktør for få det stoppet. TV2 vidste godt at programmet gik imod den tilgængelige forskning. Men der var en hpv agenda. https://t.co/dnzVAhBIT4
— Jakob Schrøder (@jakobschroeder) 7. februar 2018
Den nævnte redaktør er ifølge Jakob Schrøder Troels Jørgensen. Men Troels Jørgensen afviser i dag, at Jakob Schrøder forsøgte at råbe ham op og få dokumentaren stoppet.
”Jeg følte, der var en agenda”
Jakob Schrøder var ansat på TV 2 i cirka fire måneder fra november 2014. Siden har han haft det skidt over at have medvirket til at promovere ’De vaccinerede piger’, forklarer han.
”Jeg var fra starten meget kritisk over for programmet. Og jeg har haft vældig dårlig samvittighed siden. Men dengang ville ingen lytte, da jeg forsøgte at råbe dem op,” siger Jakob Schrøder.
Han fortæller, at han blev betænkelig, allerede da han fik en såkaldt gennemsynskopi af dokumentaren.
”Den var meget anti-vaccine. Jeg følte, der var en agenda,” forklarer Jakob Schrøder.
Hans kritik fremgår af en mail-korrespondance fra dengang, som Journalisten har set. Her skrev han blandt andet til to kampagneledere på TV 2, at dokumentaren ifølge ham ville besudle TV 2’s brand:
”Jeg ser to muligheder: 1) Folk ser den og tror ikke på indholdet. TV2 mister troværdighed. 2) Folk ser den men tror på indholdet. Et antal piger bliver ikke vaccineret, og en lille del af dem udvikler derfor en ellers undgåelig livmoderhalskræft,” skrev han.
Den mail har Troels Jørgensen aldrig set. Det skriver han i en mail til Journalisten. Han har ikke ønsket at stille op til interview om sagen.
Redaktør afviser klip ude af kontekst
Jakob Schrøder fortæller, at han dengang fik adgang til dokumentaren i et system, hvor han kunne højreklikke på hvert klip og se hele interviewet, som det stammede fra.
Det efterlod ham med det indtryk, at det færdige resultat gav et skævt billede af sagen.
”Jeg tænkte, at det var lidt fordrejet. Vaccinen var jo allerede dengang meget sikker. Og selv hvis man tog skræmme-tallene, var de ikke så skræmmende. Men med klip taget ud af kontekst og dramatisk musik under, virkede det alligevel temmeligt skræmmende,” siger Jakob Schrøder.
Han fortæller, at han gik til programmets klipper med sin bekymring.
”Han havde også lidt dårlig samvittighed og var faktisk ked af at få bekræftet fra mig, hvad han også sad og følte. Men jeg forstod, at det var sådan, redaktionen ville have det,” siger Jakob Schrøder.
Troels Jørgensen skriver i sit mailsvar til Journalisten, at Jakob Schrøder aldrig har præsenteret ham for sin kritik af, hvordan dokumentaren var klippet.
”Vi har naturligvis ikke klippet noget ud af kontekst. Vi har fremlagt de medvirkendes holdninger og meninger loyalt og korrekt. Der har ingen klager været fra de medvirkende over de faktuelle oplysninger i programmet,” skriver redaktøren.
Gik til klipper, redaktør og seerredaktør
Men ifølge Jakob Schrøder delte han også sin bekymring om, at dokumentaren var fordrejet, med Troels Jørgensen. Det foregik i en kort samtale, fortæller han.
Troels Jørgensen kan godt huske, at han havde en enkelt telefonsamtale med Jakob Schrøder.
”Den handlede, som jeg husker den, hovedsageligt om indholdet og balancen i programtraileren, hvor han havde nogle ideer til, hvordan traileren skulle se ud og ramme den vigtige rigtige balance. Som jeg husker det, var det gode ideer, og jeg synes han klippede en rigtig god trailer,” skriver han.
Jakob Schrøder fortæller, at han også gik til TV 2’s seerredaktør Lars Bennike med sine bekymringer om dokumentaren. Det bekræfter seerredaktøren i dag:
”Jeg snakkede med ham af to omgange, mener jeg. Den ene gang var før, programmet blev sendt. Men jeg er jo ikke en del af den redaktionelle proces på TV 2. Jeg forholder mig først til programmerne, når ulykkerne er sket – jeg blander mig aldrig på forhånd,” siger Lars Bennike til Journalisten.
Han har siden forholdt sig til dokumentaren i en af sine klummer. Her skrev han, at programmet indeholdt gode elementer, men ikke gav svar på et af de centrale spørgsmål./
Redaktør: Jeg har aldrig mødt ham
Troels Jørgensen fra dokumentargruppen afviser til gengæld, at han skulle være blevet råbt op af Jakob Schrøder. Han understreger, at Jakob Schrøders eneste rolle i forhold til HPV-dokumentaren var at klippe en trailer for den.
”Han har ikke haft nogen indsigt i redaktionelle overvejelser, han har heller ikke haft adgang til researchmateriale, dokumenter eller kilder. Personligt har jeg aldrig mødt ham,” skriver han.
Ville I have ændret noget, hvis I havde hørt hans kritikpunkter dengang?
”Det er et hypotetisk spørgsmål, men som jeg tidligere har sagt, vil jeg gerne medgive, at vi efterfølgende har gjort os mange overvejelser om, hvorvidt de stærke case-historier fyldte for meget og dermed kom til at overskygge de fremlagte fakta og ekspertudtalelserne i seernes opfattelse af programmet.”
”Jeg synes, de lavede en fejl”
Ifølge Jakob Schrøder var det alene ud fra tal og forskning en ”no brainer”, at man burde tage vaccinen.
Men du er jo hverken læge eller en journalist dybt nede i den her sag. Hvad var dine forudsætninger for at vurdere den?
”Undersøgelserne pegede på, at det var langt bedre at tage vaccinen end at lade være og måske få kræft. Men jeg tror alligevel ikke, at mange, som måske har været på vippen, er blevet overbevist om, at deres datter skal vaccineres, af at se den her dokumentar,” siger han.
Du skriver i dit tweet, at TV 2 vidste, at programmet gik imod den tilgængelige forskning? Hvad bygger du det på?
”Forskningen var jo allerede kommet, før dokumentaren gik i luften. Og eksperterne, de selv interviewede på tv, sagde, at der ikke var en dokumenteret sammenhæng mellem vaccinen og pigernes symptomer. Så de vidste det jo godt,” siger han.
Redaktøren siger, at måske fyldte case-historierne for meget. Men førende læger gik imod den forskning, der dengang lå. Mener du ikke, at sådan en historie skal ud på en eller anden måde?
”Det har jeg ikke belæg for at vurdere – man må tage det case for case. Men jeg synes, de lavede en fejl her,” siger Jakob Schrøder.
6