I går viste TV 2 dokumentaren ’Niarns død’ om rapperen Niarns vilde nedtur på grund af sprut og stoffer. Filmen er næsten udelukkende baseret på gamle optagelser lavet af Niarn, hans venner og familie, forklarer Ole Juncker, filmens instruktør.
”I hiphopmiljøet var det åbenbart almindeligt at købe et videokamera og filme løs før, under og efter koncerter,” siger Ole Juncker.
”Andre kunne nok ikke finde på at filme, når de er meget fulde eller på stoffer. Men det havde Niarn ikke noget imod. Det var en del af hans image at være fuld og påvirket,” siger Ole Juncker.
Optagelserne er en førstehåndsskildring af Niarns gennembrud som rapper – og hvordan vodka er tæt på at tage livet af ham. Til sit eget kamera fortæller han undervejs, at han er vild med, at det er hans job at være alkoholiker og narkoman.
Nedturen kulminerer, da Niarn som 33-årig ligger på intensivafdelingen på Hvidovre Hospital næsten død af druk.
Copyright: TV 2-dokumentar og +Plus Pictures
Mere autentisk
Ole Juncker har tidligere lavet to dokumentar-serier baseret på arkivmateriale: ‘Min krig’ og ‘Selvoptaget’.
”Det er ikke, fordi jeg har noget imod at filme selv, men der er noget autentisk ved materiale, som folk selv har lavet. Det gør historien stærkere, og man føler, man kommer lidt tættere på,” siger han.
Ole Juncker var ikke klar over, at der lå så mange timers privatoptagelser, da han gik i gang.
Ved det første møde med Niarn spurgte Ole Juncker, om Niarn selv havde lavet nogen film.
”Han svarede, at han nok havde 30 film nede i kælderen, og hans forældre havde også nogle. Der tænkte jeg: ”Hold da op, det er fedt,” husker Ole Juncker.
Optaget af sit eget misbrug
Det endte med omkring 50 timers privatoptagelser fordelt på 50 bånd optaget på Hi8, DVCam, VHS og mobil.
På optagelserne sætter Niarn flere steder selv ord på, hvor han føler, han er i livet.
”Han er en ekstremt god fortæller, og han var dengang meget optaget af sit eget misbrug,” fortæller Ole Juncker.
Optagelserne er suppleret med arkivklip fra TV 2, hvor Niarn for eksempel bliver interviewet om sin karriere eller optræder i TV 2's fredagsunderholdning 'AllStars'.
Foto: Ole Juncker
Ingen interviewbilleder
Dokumentarfilmens fortællere er Niarn, hans familie og venner. Men man ser ikke interviewbilleder af personerne, der fortæller – man hører kun deres stemmer. Det var et bevidst valg.
”Hvis du fortæller en historie, hvor du klipper til en interviewperson filmet 20 år efter, hopper du ud af fortællingen og mister følelsen af at være i det dokumentariske øjeblik,” siger Ole Juncker om grebet.
Ole Juncker siger, at Niarn har haft vetoret over, hvilke optagelser der skulle bruges.
”Det er jo hans egne optagelser, og han kunne jo selv vælge, hvilke bånd han ville udlevere Men det meste overlevede,” siger Ole Juncker.
Ole Juncker har indhentet tilsagn fra personerne, Niarn er filmet sammen med. Også de professionelle optagelser, der dengang blev lavet af folk omkring Niarn med henblik på offentliggørelse.
”Hvis de sidder i en lejlighed og er totalt påvirkede, er det ikke fair at bruge det uden tilsagn så mange år efter,” siger Ole Juncker.
Niarn kalder sig i dag Niels Roos, og han lever af at holde foredrag om sit tidligere misbrug.
Niarns død er produceret af +Plus Pictures.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.