Taleban lover pressefrihed: Kvindelige værter pilles af skærmen

Journalister i Afghanistan skal ikke bekymre sig om deres sikkerhed, lover Taleban. Samtidig vil den militante bevægelse fjerne kvindelige journalister fra skærmen

”Der er ingen trusler mod journalister i Afghanistan. Taliban sørger for, at alle vil være beskyttet.”

Sådan skrev en talsmand for Taleban på Twitter i fredags, efter at organisationen International Media Support (IMS) havde delt et indsamlingslink til fordel for afghanske journalister. Lørdag meddelte den militante bevægelse så, at kvindelige journalister på skærmen snart bliver fortid, og i dag har Taleban aflagt besøg på den afghanske tv-kanal Tolo News for at hjælpe med at ”håndtere sikkerheden”.

Hos IMS, som i 20 år har arbejdet for at sikre journalisters arbejdsforhold i Afghanistan, ser man på situationen med alvor. For selv om Taleban lover fredelige arbejdsforhold for journalister i landet, så afventer IMS stadig, hvordan virkeligheden kommer til at udfolde sig i de kommende uger, siger kommunikationschef Line Grove Hermansen:

”Taleban siger, at de har sikret sikkerhed i hele landet. Men hvad der kommer til at ske, ved vi reelt set ikke. Der, hvor der var sikkert lørdag morgen, var der ikke sikkert lørdag aften. Og der, hvor der sikkert søndag morgen, har der ikke været sikkert søndag aften,” siger Line Grove Hermansen og fortsætter:

”IMS har stadig safehouses i Afghanistan, hvis man er truet, og vi ved, at der har været rigeligt med trafik blandt dem i løbet af de sidste par uger – men særligt de seneste par døgn.”

Særligt kvinder er udsat

Sidste år registrerede IMS’ partner Afghan Journalists Safety Committee 4.000 journalister i Afghanistan, og af dem var godt 1.200 kvinder. Siden da er det antal halveret. I Afghanistan er antallet af kvindelige journalister ellers steget støt i løbet af den seneste årrække, men i takt med at Taleban har vundet fodfæste, har flere kvinder valgt at forlade journalistfaget, fortæller Line Grove Hermansen:

”En af udfordringerne er, at der ikke findes tilstrækkelige sikkerhedssystemer direkte henvendt til kvinder. Vi har ganske vist mulighed for at yde forskellige former for sikkerhed i 34 regioner i landet, men vi ved, at særligt kvindelige journalister er i en udsat position.”

”Vi ved, at mange af de kvinder, der har valgt at forlade deres job, enten har gjort det, fordi de har følt sig direkte truet, eller fordi deres familier har presset dem til det,” siger Line Grove Hermansen.

Situationen i Afghanistan er katastrofal

Søndag opfordrede en række tyske medier i et åbent brev den tyske regering til at tilbyde sikkerhed til de afghanske mediefolk, som har hjulpet dem med at dække krigen. Samme opfordring har man også kunnet høre fra dokumentarist og journalist Nagieb Khaja, der har dækket Afghanistan de seneste 17 år, og på Christiansborg har flere partier også udtrykt bekymring over de afghanske mediefolks sikkerhed.

Statsminister Mette Frederiksen har senest kaldt situationen i Afghanistan for katastrofal, men hun har på nuværende tidspunkt ikke villet gå i nærmere detaljer med, hvilke personer Danmark i øjeblikket forsøger at bringe i sikkerhed.

0 Kommentarer

Læs også

Tyske medier i opråb for visum til afghanske journalister: <span class="De risikerer tortur"">

Tyske medier i opråb for visum til afghanske journalister: ”De risikerer tortur”

16. AUGUST 2021
”Mere end almindeligt ærgerlig”: Ingen hjælp til journalister i Afghanistan-aftale

”Mere end almindeligt ærgerlig”: Ingen hjælp til journalister i Afghanistan

12. AUGUST 2021
Nagieb Khaja: Regeringen og danske medier må tage ansvar for journalist-kollegaer i Afghanistan

Nagieb Khaja: Danmark må tilbyde asyl til journalist-kollegaer i Afghanistan

05. AUGUST 2021