
Taleban har i de seneste uger været i offensiven i Afghanistan og har vundet kontrol med adskillige distrikter. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Da et flertal i Folketinget i går aftes blev enige om en aftale, der betyder evakuering af 45 lokalt ansatte i Afghanistan, blev det uden tilbud om en hjælpende hånd til de lokale journalister, der har hjulpet danske medier i landet.
En nyhed, der ikke just vækker begejstring i Dansk Journalistforbund, der har opfordret udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til at tilbyde asyl til de pågældende mediefolk.
”Jeg er mere end almindeligt ærgerlig over, at evakuerings-aftalen ikke omfatter mediearbejdere og stringere for danske medier i Afghanistan,” skriver Dansk Journalistforbunds formand, Tine Johansen, på Twitter.
Jeg er mere end almindelig ærgerlig over, at evakuerings-aftalen ikke omfatter mediearbejdere og stringere for danske medier i Afghanistan. I alt cirka 20 personer. Tak, @khoenge , for at tale deres sag #dkpol #dkmedierhttps://t.co/xlTycho2xH
— Tine Johansen (@JohansenTine) August 11, 2021
Aftalen, der blev indgået i går aftes, omfatter 45 såkaldt lokalt ansatte i Afghanistan. Det er afghanere, der inden for de seneste to år har været ansat på den danske ambassade i landet, eller som har været ansat af dansk militær.
Forud for aftalen har både politikere og tidligere generaler slået på tromme for, at de lokalt ansatte kunne få hjælp af den danske stat.
USA omfatter journalister
En lignende debat har udspillet sig i både USA og Storbritannien, hvor landenes medier i samlet flok har råbt op for at få regeringer til også at tilbyde hjælp til de lokale journalister og mediefolk, der har hjulpet dem med at dække krigen i Afghanistan.
Det amerikanske udenrigsministerium besluttede i sidste uge, at lokale journalister, der har samarbejdet med amerikanske journalister, skulle omfattes af flygtningeprogrammet for afghanere. Det samme gælder tolke, der har været ansat af amerikansk militær, og afghanere, der har arbejdet på andre amerikanske civile projekter i landet.
Den danske dokumentarist og journalist Nagieb Khaja, der har dækket Afghanistan i 17 år, opfordrede i Journalisten i sidste uge danske medier til at gøre det samme. Senere på dagen sendte Dansk Journalistforbund så en opfordring til udenrigsministeren om at tilbyde asyl til de mediefolk, der har hjulpet danske journalister. Ifølge journalistforbundet drejer det sig om omkring 20 personer.
Udenrigsordførere for regeringens støttepartier lovede at tage appellen op under forhandlingerne om tolkeaftalen, men det har altså ikke kastet frugt af sig i denne omgang.
”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne havde set, at der også var mulighed for allerede nu at hjælpe enkelte af de mest eksponerede folk i de civile projekter, som Danmark har været stærkt engageret i. Men jeg må også notere, at der ikke er flertal for det nu,” skriver udenrigsordfører for Radikale Venstre Martin Lidegaard på Facebook.
Lettet over bred aftale om evakuering af lokalt ansatte på dansk ambassade i Afghanistan & øget indsats for tolke. Vil holde regering fast på at drøfte med andre lande, hvordan vi hjælper folk i civile projekter, som DK har været stærkt engageret i #dkpol https://t.co/qaFmMb0NKq
— Martin Lidegaard (@martinlidegaard) August 11, 2021
”Næste skridt bør være journalister”
Lignende melding kommer der fra SF’s udenrigsordfører, Karsten Hønge:
”Jeg vil fortsat følge situationen tæt omkring de afghanere, som gennem hjælp til journalister og civile projekter kan være mål for Talibans hævn,” udtaler SF’s udenrigsordfører i en pressemeddelelse.
Enhedslistens udenrigsordfører, Eva Flyvholm, havde forud for tolke-forhandlingerne stillet spørgsmål til udenrigsministeren om, hvordan Danmark vil forholde sig til spørgsmålet om journalister i Afghanistan, der har hjulpet danske medier.
Ifølge hende er det oplagt, at Danmark også tilbyder dem evakuering.
”Næste skridt bør være hjælp til partnere på danske udviklingsprojekter og journalister i fare,” skriver hun på Twitter.
Godt at ambassade-ansatte i Afghanistan nu endelig kan blive evakueret m familier og få visum til DK. Men egentlig utroligt at der skal kæmpes for noget, der burde være en selvfølge. Næste skridt bør være hjælp t partnere på DK udviklingsprojekter og journalister i fare.#dkpol
— Eva Flyvholm (@EvaFlyvholm) August 11, 2021
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.