Et hemmeligt sted i Afghanistans hovedstad, Kabul, sidder en gruppe journalister. De har arbejdet for blandt andet danske medier og bistået med at få historier ud om hverdagen, kampene og drømmen om demokrati. Især i Helmand-provinsen, hvor de fleste danske soldater kæmpede. I dag er de afghanske journalister forfulgte.

I takt med at Taliban indtager stadigt større områder og flere byer, bliver pressefriheden indskrænket. Både i ordets normale betydning og rent fysisk for journalisterne. Som USA, Danmark og resten af koalitionen trækker sig ud, er Taliban rykket ind, og med dem også dødslisterne med navne på alle, der ikke hører til i kalifatet.

I et konfliktområde som Afghanistan, hvor et udenlandsk medie træder ind, er der som oftest brug for lokale kolleger – journalister og ’fixere’, der kender området, sproget og kilderne – for at udenlandske journalisterne kan udføre deres arbejde. Men det efterlader også ofte de lokale hjælpere i en meget udsat situation. Intet sted tydeliggør denne problematik som Afghanistan.

Siden 2001 har vi hos IMS, blandt andet med midler fra Danida, NORAD og Sida arbejdet i Afghanistan og været med til at opbygge en fri, uafhængig og kritisk mediesektor, ligesom vi har ydet sikkerhedstræning til afghanske journalister, som konstant netop må have deres sikkerhed med i overvejelserne. Vi har derfor igennem mange år også ydet støttet til forfulgte journalister, og behovet for den type hjælp er desværre eskaleret det sidste år.

Alene i 2021 har vi hjulpet 284 journalister i sikkerhed fra umiddelbare trusler. Når de kommer i Talibans søgelys, må de forlade deres hjem og familie for at gå under jorden. Og det er hverken en nem eller ufarlig opgave. Blandt de partnere, IMS arbejder tæt sammen med, er to kolleger blevet dræbt af Taliban bare de seneste uger. Og Taliban skyr ingen midler; de lokker blandt andet med, at man kan få frit lejde, hvis man oplyser om, hvor journalisterne på listen befinder sig.

Danske medier må også engagere sig

For danske og internationale udsendte er situationen, at de kan tage hjem, når deres mission er fuldført. For de lokale afghanere derimod, kan de miste deres hjem og i værste fald deres eget eller familiemedlemmers liv. Det er derfor, at koalitionen har lagt sig fast på, at de vil tilbyde afghanere, de har samarbejdet med, sikkerhed gennem asyl.

I Storbritannien ser man positivt på at udvide deres tilbud til også at omfatte journalister, og Dansk Journalistforbund gik i sidste uge ud med en opfordring til, at Danmark også tager denne udfordring alvorligt.

Jeg havde gerne set, at de store danske medier, som gerne kritiserer regeringen for at lade afghanske tolke i stikken, også så indad som man eksempelvis har gjort i mediebranchen i Storbritannien og USA. Afghanske journalister har også sat livet på spil, for at den danske befolkning har haft mulighed for at følge med i udviklingen gennem danske medier.

Så ja, det vil være på sin plads, hvis vi gav asyl til dem, der virkelig har brug for det. Men løsningen er desværre ikke så enkel, som vi godt kunne tænke os. Samtidig med at debatten har fået fornyet energi herhjemme, hørte jeg fra en lokal journalist, at han ikke var interesseret i at forlade landet. Det er hans land, og hans arbejde er vigtigt. Dertil kommer, at han i så fald skal forlade sin familie, og den er stor, og ingen bilder sig ind, at alle tilbydes asyl.

Alle muligheder skal i spil

For IMS er sikkerhed for de enkelte mediefolk afgørende. Det arbejder vi for i konfliktramte lande over hele kloden. Men det er også vigtigt at kunne tilbyde de lokale befolkninger adgang til brugbar, uafhængig information – om det så er som del af en demokratisk debat, som vi kender det i Danmark, eller basale, nødvendige nyheder om, hvor man kan få lægehjælp, til hvor der lige nu udkæmpes kampe i en humanitær krise.

Hverken vi eller vores afghanske partner forudser, at Afghanistan bliver en sort plet på kortet rent mediemæssigt. Fra lande som Syrien – eller senest både Myanmar og Belarus – har vi erfaringer med at støtte lokale medier til at fortsætte deres essentielle dækning under ekstremt vanskelige forhold. Nogle gange drevet af redaktioner, som arbejder i eksil.

Det er den type løsninger, vi skal se på i Afghanistan. Ikke blot endeløse indenrigspolitiske diskussioner om, hvor mange eller hvordan vi kan give et endnu usikkert antal forfulgte mennesker asyl. Vi kan ikke på den måde dele afghanske journalister op i et A- og et B-hold, hvor B-holdet er dem, der tilfældigvis ikke har arbejdet for et vestligt medie fra det rigtige land, og derfor kan efterlades i stikken.

Lige nu lukker lande, der ellers gav adgang for eksempelvis journalister, grænserne, fordi det ikke skal være hos dem, at mange tusinde potentielle asylansøgere afventer at få behandlet deres sag. Der skal en koordineret og løsningsorienteret diplomatisk indsats til blandt de lande, der er til stede i Kabul, så forfulgte journalister har mulighed for at komme ud af landet, hvis det er nødvendigt, og der skal arbejdet hurtigt frem mod fælles løsninger.

Vi hos IMS kan gøre meget. Og mere. At redde enkelte journalister eller – og det oplever vi desværre – at støtte familien i det tragiske, ubærlige tilfælde, at de har mistet en forsøger, dræbt af Taliban på grund af arbejdet for medierne, gør vi løbende, blandt andet gennem støtte fra Dansk Journalistforbunds Safety-pulje. Men at fastholde muligheden for en professionel nyhedsdækning og debatmiljø gennem medier, der gennem to årtier har sikret ytringsfriheden i Afghanistan, er en anden, mere kompleks og dyr opgave. Denne problemstilling handler ikke om udlændingepolitik.

Den handler om dansk vilje til at agere og investere hurtigt og langsigtet, fordi det er det eneste rigtige at gøre, når vi i første omgang har engageret os i krigen. Og det gælder også de danske medier, som har nydt godt at afghanske journalisters ekspertise.

I den nuværende situation kan vi ikke undgå, at Taliban får øget magt, men vi kan redde menneskeliv og fastholde fundamentet for, at hele landet ikke igen i årtier træder ind i mørke og glemsel.