Musikken er fantastisk, og historien er intet mindre end gribende. Et rigtigt eventyr. Men hvor sand er svenske Malik Bendjellouls dokumentar "Searching for Sugar Man" om den amerikanske sanger ’Sixto’ Rodriguez? Ifølge filmen var soul-folk-sangeren totalt glemt i næsten 30 år, og han anede ikke, at han var et kæmpe navn i Sydafrika. Faktisk troede hans sydafrikanske fans, at han havde begået selvmord.
I filmen præsenteres ’Sixto’ Rodriguez, som musikeren der forsvandt uden et spor.
Men filmen undlader at fortælle, at ’Sixto’ Rodriguez slet ikke røg ud i glemslen mellem begyndelsen af 1970erne og slutningen af 1990erne. Faktisk var han et stort navn, der spillede stadionkoncerter i Australien med Midnight Oil, et af tidens største rocknavne down under. Hans pladesalg indbragte ham femdobbelt platin.
Ødelægger hele præmissen
I Danmark er dokumentaren blandt andet blevet anmeldt i Politiken, Filmland på P1 og i Gaffa.
Journalist Casper Hindse, der anmeldte filmen for Gaffa, er chokeret over, at ”Searching for Sugar Man” har udeladt ’Sixto’ Rodriguez’ pladesucces i Australien og New Zealand i 1979-81.
»Det ødelægger hele filmens præmis om at den handler om en mand, der er blevet glemt i et moderne samfund. Hvis det er rigtigt, at han har været stor i Australien, så er det ikke dokumentarfilm. Jeg synes, det er svært at forsvare, og det overrasker mig meget,« siger han til journalisten.dk.
Ane Mandrup, udviklingschef for kort- og dokumentarfilm på Det Danske Filminstitut siger, at oplysningen om ’Sixto’ Rodriguez’ australske succes er ny for hende.
»Det er skønt, hvis han har været kendt flere steder. Men dokumentarfilm er jo ikke et sandhedsmedie, der gengiver virkeligheden 1:1. Det er kunst,« forklarer hun.
Nomineret til journalistpris
I efteråret blev filmen nomineret til Den Store Journalistpris i Sverige, uden dog at vinde. Dengang forsvarede jurymedlem Stefan Mehr nomineringen med, at filmen var et journalistisk produkt.
»Det er en journalist, som har lavet filmen, en kulturjournalist. Han har brugt journalistiske greb og journalistisk research,« forklarede han til svt.se i oktober 2012.
I filmen fortæller omkring 25 kilder, journalister, musikbranchefolk, fans og en aldrende ’Sixto’ Rodriguez om hans sydafrikanske comeback. Men det mellemliggende australske succes bliver ikke nævnt med et ord. Det rejser spørgsmålet om, hvor meget man kan tillade sig at udelade i en dokumentarfilm. Ifølge Oscarakademiet ganske meget åbenbart.
Kommentator og kulturjournalist på Svenska Dagbladet Andreas Lollo har skrevet, at Malik Bendjelloul har gjort historien bedre end den er.
»Hvis hele historien om denne så elskværdige kunstner var kommet med, havde Bendjelloul aldrig opnået effekten, som gør den til en så magisk lille film.«
Ikke en dokumentar
Filmanmelder Casper Hindse, der til dagligt anmelder film for Euroman og Dagbladenes Bureau, siger, at der er flere og flere gråzoner mellem dokumentar og fiktion.
»Men hvis han ikke har været væk, lyder det ikke som en dokumentar. En dokumentar skulle gerne være en gengivelse af virkeligheden,« siger Casper Hindse, der læste pressematerialet grundigt igennem.
»Der var ikke noget om Australien. Jeg så det som en dokumentar med enorme fortællemæssige greb. Det er jo nærmest et eventyr.«
Lørdag havde det mediekritiske radioprogram Medierna på Sverige Radio et indslag om filmens udeladelser. I en måned forsøgte Medierna uden held at få en kommentar fra Bendjelloul og produktionsselskabet bag. Det er ikke lykkedes journalisten.dk at finde artikler, hvor Oscarvinderen svarer på kritikken. Produceren Simon Chinns medarbejder oplyser til journalisten.dk, at Chinn er taget på ferie og ikke kan svare på spørgsmål.
Ane Mandrup fra DFI mener ikke, at man i dokumentarfilm har samme journalistiske forpligtelse som i nyhedsindslag. Hun siger, at det er tydeligt, at filmen er fortalt med en fiktionspræmis. Omvendt skal dokumentarfilm også forholde sig til den virkelighed, de skildrer.
»Da jeg så filmen, var jeg bevidst om, at jeg ikke fik hele historien. Spørgsmålet er, om de dele, som ikke er med, er en stor udeladelse eller ej. Det ved jeg ikke,« siger Ane Mandrup.
Hun mener, at det centrale spørgsmål er om ’Sixto’ Rodriguez selv oplevede, at han var overset som kunstner.
»Præmissen om, at han følte sig ukendt kan godt være sand.«
Journalisten.dk prøver at få en kommentar fra Malik Bendjelloul.
(Rettet 1.3.2013: En link til filmen er slettet, da der er tvivl ophavsretten)
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Et øjeblik! Hovedpræmissen er ikke 'den glemte mand', men de sydafrikanske fans eftersøgning af deres idol og den konsekvens det får, at de bliver klar over, at han ikke er død, men lever. At Rodriguez har haft et liv siden først i 1970erne uden anerkendelse i USA (men altså muligvis har været stor 'down under') er ikke filmens vinkel - det er den sydafrikanske, hvilket jeg også synes fremgår af de interviews med sydafrikanerne. Noget andet er, at der er en væsentlig del af historien om Rodriguez i USA, der ikke bliver fortalt: var han nedrivningsarbejder hele tiden? Hvordan fik han lige råd til en kandidatgrad i filosofi, som det på et tidspunkt oplyses at han har taget? Har han reelt aldrig set en dollar af salget af pladerne i Sydafrika? Der er grundlag for en historie om Sugarman: the US story. Hvis man skal indvende noget mod filmen, så må det være, at den ikke forholder sig til sin egen præmis, men lader sig forføre af den amerikanske vinkel - og så ikke gør den del ordentlig!
Det er en giftig vej, Ane Mandrup. At dokumentarfilm er kunst! Jeg elskede Sugarman - og har anbefalet den til alle, jeg har mødt. Men jeg føler mig snydt. Hovedpræmissen og filmens drive er historien om den glemte mand, der aldrig fik anerkendelse. Hvorfor ikke bare nævne den australske berømmelse? Det er dog mildest talt ikke nogen uvæsentlig detalje. Håber det lykkes Journalisten at få fat i Malik for en kommentar.
Jeg læste om problematikken for længe siden, hvor Malik forklarede sig med, at hans ønske var at beskrive historien ud fra en sydafrikansk vinkel - at Rodriguez blev et ikon for den interne kamp i Sydafrika mod apartheid, et ikon med enorm betydning for en hel generation, det troede, han var død og borte - ligesom Rodriguez ikke selv anede, hvor betydningsfuld en ideologisk rolle, hans musik havde spillet ifht. bekæmpelsen af apartheid. Hvor overvældende det var for de sydafrikanske Rodriguez-fans at opdage, at han rent faktisk levede i bedste velgående, er jo et af filmens budskaber, og fokuserer man på det, giver det mening at udelade den anerkendelse han fik i Australien - omvendt, set med vores danske briller, fanges vi jo i lige så høj grad historien om det oversete geni med den forkerte etniske baggrund i en 70´er kontekst, og føler os derfor snydt ...