
Andreas Bang Kirkegaard
Sofie Lindes tale til ’Zulu Comedy Galla’ i september 2020 skabte røre i stort set alle dele af det danske samfund. Også på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), der satte fokus på sexisme i efteråret 2020.
Men nu siger Kredsen af Journaliststuderende (KAJ), at ledelsen ikke har gjort nok for at inddrage dem og andre studerende.
”Vi har henvendt os til ledelsen og bedt om at få startet en dialog mellem dem og os om, hvordan vi tackler sexisme. Senest har vi sendt et brev den 26. januar med tre punkter til, hvad man kunne gøre for at imødekomme sexisme, men vi har ikke fået svar endnu,” siger Markus Valentin Jakobsen, formand for KAJ.
Brevet, som Journalisten har set, lægger op til, at de studerende og de studerendes organisationer skal inddrages mere i arbejdet med sexisme. Brevet er underskrevet af KAJ, De Studerendes Råd, Danske Mediestuderende og en studerende på skolen.
”Grundlæggende set vil vi bare gerne have en mere inddragende dialog. De oplæg, som der indtil nu har været om sexisme, har været noget med en udefrakommende, som skulle snakke til os. Der mener vi, at man bør fjerne mellemmanden og snakke direkte med de studerende i stedet,” siger Markus Valentin Jakobsen.
Endt i et spamfilter
På DMJX er prorektor Jens Grund ked af at høre kritikken fra KAJ. Det har ikke været intentionen at udelukke KAJ eller andre studerende. Brevet, som KAJ er medunderskriver på, nåede aldrig til ledelsen.
”Vi kan se, at det brev er endt i et spam-filter hos os, så vi har aldrig fået det set. Det er vi selvfølgelig super kede af, og jeg vil sammen med lederne af journalistuddannelsen arrangere et møde med KAJ, lige så snart jeg kan. Vi har også planer om at afholde flere workshops og møder med studerende fra hele skolen i løbet af 2021,” siger han.
Han påpeger også, at man fra skolens side har igangsat flere initiativer. Blandt andet har man udviklet et kodeks for, hvordan man håndterer sexisme.
”Ud over kodekset har vi også udviklet et dilemmaspil, som nu indgår i praktikforberedelsen, for at klæde de studerende på, hvis de skulle opleve sexisme under deres praktik. Vi arbejder altså løbende med, hvilke ting vi kan gøre for at komme problemet med sexisme til livs,” siger Jens Grund.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.