Torben Andersen, kommunikationschef i Spies Rejser, er en tilfreds mand denne mandag. Det er han på trods af, at Spies Rejser ifølge flere medier har været udsat for en shitstorm hen over weekenden.
I en annonce med et billede af en solslikkende turist og teksten ”Nødhjælpsarbejde – giv en hånd uden at røre en finger” reklamerer Spies i Politiken, Weekendavisen og Information for rejser til den græske ø Lesbos. Øen blev sidste år oversvømmet af flygtninge.
Annoncen har afstedkommet en række kritiske kommentarer på sociale medier. Blandt andet fra Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors, der kalder det disrespekt over for nødhjælpere.
Men det var helt som forventet, fortæller kommunikationschef Torben Anders til Journalisten:
»Reaktionerne kom slet ikke bag på os. Vi havde en god fornemmelse af, hvad der ville ske, da vi udsendte annoncen. Og vi må bare konstatere, at den har virket. Vi har fået hele det politisk korrekte Danmark op af stolen med en enkelt tospalters annonce,« siger han.
Vækket nogle, som gerne ville provokeres
Baggrunden for den opsigtsvækkende annonce fra Spies er ifølge Torben Andersen, at turistindustrien og befolkningen på Lesbos lider oven på sidste års flygtningestrømme til øen. Det har rejseselskabet før forsøgt at sætte fokus på.
»Vi sendte en meget sober pressemeddelelse ud i maj, men den fik overhovedet ingen gennemslagskraft. Der var nok for få døde børn på en strand og folk i gummibåde i den. Derfor snakkede vi om, hvordan skal vi få det budskab ud. Og det endte med den her reklame, som sætter fokus på problemet,« siger han.
Var I bevidst ude på at provokere for at få medieomtale?
»Om vi provokerer, er jo et spørgsmål om øjnene, der ser. Meningen var bare, at vi på en enkel måde ville vise, at man kan hjælpe på andre måder.«
Hvis I ikke har provokeret, hvad er det så – med dine ord – I har gjort for at få fokus på problemet?
»Vi har vækket nogle folk, som gerne ville lade sig provokere. Og som så har skubbet til en debat, vi gerne ville have blev taget. Så vi kalder det ikke en shitstorm – alt er gået som planlagt. Allerede lørdag morgen blev vi inviteret på tv første gang, og så kørte det bare derudad derfra. Vi har haft rig lejlighed til at forklare problematikken,« siger Torben Andersen.
Nødhjælp er mange ting
Ifølge Spies’ tal, tyder reaktionerne fra deres egne facebookbrugere på, at de er kommet igennem med deres budskab. 25 procent af kommentarerne på deres profil er positive, mens 13 procent er negative. Resten er neutrale.
Men I har jo stadig fået en masse potentielle kunder på nakken. Var det dét værd?
»Vi har ikke fortrudt det her. Vi beklager selvfølgelig, at nogen synes, vi er gået over stregen. Men det er vores indtryk, at vores gæster bakker os op,« siger Torben Andersen.
Selv kan han ikke se noget provokerende i annoncens budskab eller brugen af ordet ’nødhjælp’.
»Vi sidestiller ikke situationen for indbyggerne på Lesbos med situationen i Syrien. Men nødhjælp er mange ting – det dækker mere bredt end bare sult og krig. Og det er ikke noget, nødhjælpsorganisationerne kan tage patent på,« siger han.
Tidligere har Spies tiltrukket sig international opmærksomhed for deres sexede reklamer, der solgte rejser som et middel mod faldende fødselsrater i Danmark.
»Vi vil gerne lave noget, der er lidt kant i,« siger kommunikationschefen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.