Debat: Spilreklamer skal under lup

De seneste år er antallet af spilreklamer i fjernsynet eksploderet. Det samme er antallet af ludomaner. Det er op til de myndigheder, der er sat i verden for at kontrollere spilbranchen, at leve op til deres rolle, skriver Jakob Albrecht

Bet365, Unibet, Danske Spil. De seneste år er antallet af spilreklamer i fjernsynet eksploderet. Det samme er antallet af ludomaner. Selv bettingbranchen har indset, at tæppebombardementet af reklamer er gået for vidt. Derfor har de søgt at pålægge sig selv en begrænsning i antallet af reklamer. Uden at det er lykkedes. Hver dag bliver der sendt 1.200 reklamer for betting og casino.

Skatteminister Morten Bødskov har sagt, at han er parat til at gøre hvad som helst for at løse problemet.

Et oplagt sted at starte er at kigge nærmere på tilsynet med bettingselskaberne – så reklamerne i det mindste holder sig inden for loven og for eksempel ikke vildleder.

Faktisk skal reklamer for spil overholde adskillige love, blandt andet markedsføringsloven, men Forbrugerombudsmanden siger i dette nummer af Journalisten, at hun slet ikke har ressourcer til at føre tilsyn med det.

Det svarer til, at Pressenævnet ikke havde ressourcer til at behandle klager over medierne. Det holder selvfølgelig ikke. Og det giver spilselskaberne frit spil – en frihed, flere af dem bruger til at teste grænserne eller sågar vildlede forbrugerne.

Journalisten har set nærmere på Unibets brug af Brian Laudrup og hans dobbeltrolle som reklamesølje for Unibet og ekspertkommentator for Discovery Networks. Jeg kan godt forstå, at Unibet har hyret en af dansk fodbolds mest sympatiske spillere. Men dobbeltrollen som Unibet-ambassadør er uforenelig med rollen som tv-kommentator på de landskampe, der er tæt pakket ind i reklamer – med Brian Laudrup.

Og det er ikke kun Unibet, der laver reklamer, som potentielt er problematiske.

Heidi Højmark Helveg, advokat med speciale i markedsføringsret, siger, at mange bettingreklamer overtræder lovgivningen: ”Særligt de helt klassiske vildledningsregler”.

I efteråret blev debatten om bettingreklamer skudt i gang med P1-serien ‘Dan Rachlin og Ludomanien’ om Dan Rachlins lidt for høje forbrug af spil på sport. Sportsmediet Mediano fulgte efter ved at droppe reklamer for betting. TV3 og Discovery, der lægger sendeflade til enorme mængder bettingannoncer, ser det ikke som deres opgave at lægge en begrænsning på deres egen indtjening.

Derfor er det op til de myndigheder, der er sat i verden for at kontrollere spilbranchen, at leve op til deres rolle. Det er et godt sted at begynde, Morten Bødskov.

(Præciseret 27. januar klokken 12.30. Morten Bødskov fik i en tidligere version af artiklen en forkert ministertitel. Morten Bødskov er naturligvis skatteminister)

6 Kommentarer

Torben Revald
25. FEBRUAR 2020
Man kan undre sig over, at rigtig mange mennesker bliver bragt i ulykke pga f.eks.kviklån, og derfor varsles politiske i dgreb, som skal begrænse disse lån. Men når mange bliver ludomaner og kommer i dyb gæld pga overdosering af spilreklamer, herunder danske spil, som er ejet af staten, ja så sker der absolut ingenting. Er det dobbeltmoral eller hvad ?
Anders Paaskesen
27. JANUAR 2020
Sikkert et spændende emne, men er det egentlig Journalistens opgave at skrive om det?
Jakob Albrecht
27. JANUAR 2020
Hej Kurt
Det har du ret i, det var en smutter.
Morten Bødskov har selvfølgelig titel af skatteminister
bh Jakob Albrecht
Gert Nielsen
27. JANUAR 2020
Skatteminister Morten Bødskov har (23. januar) sagt, at love og bekendtgørelser omkring spilreklamer trænger til et serviceeftersyn, men at han ikke vil forbyde reklamerne.
Kurt Johansen
27. JANUAR 2020
Det er vist 6-7 år siden, at Morten Bødskov var justitsminister :-)

Flere

Læs også

Ekspert: Bettingreklamer med Brian Laudrup er ulovlige 1

Ekspert: Bettingreklamer med Brian Laudrup er ulovlige

27. JANUAR 2020
”Det vil være aldeles fremragende, hvis flere medier gør det samme som Mediano”

”Det vil være aldeles fremragende, hvis flere medier gør det samme som Mediano”

22. NOVEMBER 2019