Se og Hør havde ulovlig lydfil fra politikers telefonsvarer

I 2003 modtog Se og Hør en cd med en telefonsvarerbesked, der dokumenterede to toppolitikeres utroskab med hinanden. Det skrev Per Kaae i sin bog om Se og Hør for to år siden.

I 2003 modtog Se og Hør en cd med en telefonsvarerbesked, der dokumenterede to toppolitikeres utroskab med hinanden. Det skrev Per Kaae i sin bog om Se og Hør for to år siden.

I sommer vakte det opmærksomhed, da Søren Pind skrev på sin Facebook-profil, at han kendte til et tilfælde af et medies ulovlige hacking af telefonsvarere i Danmark. Påstanden faldt lige midt i den engelske aflytningsskandale, hvor avisen News of the World blev afsløret i at have hacket en række telefonsvarere.

Søren Pind ville ikke uddybe sin påstand, men den samme påstand har faktisk været fremført tidligere, uden at det gav lige så meget opmærksomhed. I 2009 skrev den tidligere Se og Hør-journalist Per Kaae en bog om sin tid på Se og Hør.

Her nævner han en episode fra 2003, hvor bladet får et tip om, at to magtfulde danske politikere har en affære med hinanden, selv om de begge er gift.

"Jeg troede ikke på historien. Det lød for fantasifuldt til at være sandt, for begge parter var jo gift og tilmed højt ansete personer, så jeg forlangte håndfaste beviser, for ellers kunne jeg ikke gå videre med historien. Jeg var sikker på, at jeg dermed lukkede den sag, for hvordan skulle en tilfældig kilde være i besiddelse af beviser på, at (navn fjernet, red.) og (navn fjernet, red.)så hinanden privat? Men det havde vedkommende. To dage efter modtog jeg en kuvert med en cd. Da jeg spillede den i min ghettoblaster, tabte jeg en kop kaffe på gulvet. Det var (navn fjernet, red.) dybt personlige, afslørende og stærkt private telefonbeskeder til (navn fjernet, red.)."

Sådan skriver Per Kaae i sin bog "I Sandhedens Tjeneste". Da bogen udkom i 2009, fik den en del opmærksomhed, men det handlede primært om andet end telefonsvarerbeskeden. Det er i hvert fald kun lykkedes Journalisten.dk at finde et web-tv-indslag der behandler episoden.

Se og Hør brugte aldrig lydfilen. Per Kaae blev sammen med en paparazzi-fotograf sat til at stå på vagt foran den ene politikers hjem, men samme dag døde den ene politiker, og historien blev aldrig til noget.

»Vi nåede aldrig rigtigt at tage en redaktionel beslutning om, hvorvidt vi skulle bruge lydfilen til noget,« siger Per Kaae til Journalisten.dk i dag.

Han fortæller, at han aboslut ingen ide har om, hvem der sendte ham lydfilen.

»Det kunne i princippet være hvem som helst. Det var et dilemma for mig. Det kunne være en politisk modstander eller nogle, der ikke kunne lide dem. Det er en meget alvorlig sag,« siger Per Kaae.

Henrik Qvortrup, der var chefredaktør på Se og Hør dengang, ønsker ikke at kommentere sagen.

I kølvandet på Søren Pinds påstand i sommer tog en række mediefolk afstand fra hans beskyldning. Heriblandt nuværende redaktør på Se og Hør Kim Henningsen, der forsikrede, at Se og Hør aldrig ville aflytte telefonsvarere ulovligt:

»Jeg tror aldrig, at det vil ske i Danmark,« sagde chefredaktøren om de metoder, som News of the World har benyttet sig af.

»Selvfølgelig er der også i vores stand, ligesom i alle andre, de fem procent, der har andre grænser end de fleste. Men det der er en helt urimelig påstand. Pind udstiller os alle som kriminelle,« sagde Kim Henningsen til bt.dk.

Journalisten.dk ville gerne spørge Kim Henningsen til sagen fra 2003, men han har heller ikke ønsket at medvirke i historien.

Journalisten.dk har også været i kontakt med den omtalte politiker i sagen. Hun skriver, at hun ikke har hørt om telefonaflytningen før Journalisten.dk's henvendelse, og at hun ikke vil forfølge sagen.

2 Kommentarer

Niels Riis Ebbesen
26. OKTOBER 2011
Re: Se og Hør havde ulovlig lydfil fra politikers telefonsvarer

Nej selvfølgelig kender kender Per Kaee ikke kilden til optagelsen, det er lige som med Preben Møller Hansen, han kendte heller ikke manden der gav ham papkassen.

Med venlig hilsen

Niels Riis Ebbesen 

Søren Thomsen
26. OKTOBER 2011
Re: Se og Hør havde ulovlig lydfil fra politikers telefonsvarer

I har da selv skrevet om det her: https://journalisten.dk/checkhaeftejournalistik

Det er lidt ligegyldigt, at I ikke nævner navne, når I til gengæld identificerer personen fuldstændigt med "...men samme dag døde den ene politiker". Hvor mange toppolitikere døde pludseligt i 2003?!

I øvrigt mere end insinuerede B.T. og Ekstra Bladet forholdet dagen efter dødsfaldet. Se og Hør fulgte trop senere.

Desuden er det ikke fastslået, at lydfilen er tilvejebragt ulovligt. Per Kaee kender jo ikke kilden. Man kan ikke 100% udelukke, at en eller begge af de to politikere selv har sendt den, selvom det selvfølgelig er mindre realistisk.