Bloggere med mange følgere er guf for hackere

I juni blev blogger Dorte Bak hacket. ”Mit site, som jeg har brugt otte år på at bygge op, risikerede at blive smadret,” siger hun. Her er fire gode råd til at forbedre din sikkerhed

Blogger Dorte Bak blev hacket i juni 2018. Hendes site var nede i to-tre dage.

”Jeg tabte trafik og de klik, som jeg bliver målt på, når sponsorer henvender sig. Heldigvis varede det kun nogle få dage, så det fik ikke de store konsekvenser,” siger Dorte Bak, der også er næstformand i Danske Bloggere i DJ.

Hun blogger blandt andet om mad, børn og rejser. Angrebet fik hende til at tænke over, hvad hun kunne miste.

”Jeg tænkte meget over, at mit site, som jeg har brugt otte år på at bygge op, risikerede at blive smadret. Man hører så mange skrækhistorier om hackere, der kommer ind ad bagdøren, og når de først er inde, slipper man ikke af med dem,” forklarer hun.

”Hackerne vinder”

Også bloggere som Elvira Pitzner og Anne Due er blevet hacket. 

Børsens it-blogger Kristian Hansen fik sin personlige hjemmeside hacket i 2014. Han besluttede at lukke siden ned.

”Der er ingen økonomisk fornuft i at skulle hyre en programmør eller firma til at rense min personlige hjemmeside for hackeres ugerninger. Derfor giver jeg op: Hackerne vinder,” skrev han dengang. 

Mærkelige links

Dorte Bak opdagede, at noget var galt, da læsere gjorde hende opmærksom på, at hun delte nogle ”mærkelige links” til sin blog.

”Jeg kunne ikke selv se, at der var noget galt. For mig så alle links helt normale ud. Derfor opdagede jeg det først, da andre gjorde mig opmærksom på det,” siger Dorte Bak.

Hun kontaktede en it-supporter, der kunne se, at angrebet lignede malware.

Hun undrer sig fortsat over, hvorfor hun kom i hackernes søgelys.

”Jeg blev forskrækket, fordi jeg ikke betragter mig som verdens største blogger. Hvorfor skulle nogen have interesse i at infiltrere mig? Jeg forstår ikke, hvad de ville have ud af det – og det forstår jeg fortsat ikke,” siger hun.

Det handler ikke om, hvem du er

Hakan Yagci er it-ekspert og direktør i sikkerhedsvirksomheden Uniqkey, der hjælper virksomheder med at sikre sig mod hackerangreb. Han siger, at den største fejl, man kan lave, er at tro, at man ikke bliver hacket.

”Det handler ikke om, hvem du er, men om der er penge at tjene på at hacke dig,” siger han.

Hakan Yagci siger, at bloggerne typisk har tusindvis af følgere, som de nødig vil miste. Derfor håber de, at de kan presse bloggerne til at betale for at få adgang til deres site igen.

Hvis bloggerne afviser afpresningen, risikerer de at miste alle deres følgere. Jo flere følgere, bloggerne har, jo mere er på spil.

”Hvis du som blogger har tusindvis af følgere, vil det tage en evighed at bygge det samme antal følgere op igen,” siger Hakan Yagci.

Derfor er det ifølge Hakan Yagci vigtigt at være så godt beskyttet som muligt.

”Hvis din sikkerhed er i orden, er du ikke interessant for hackerne, fordi det er for besværligt i forhold til det mulige udbytte,” forklarer han.

Dorte Bak følte sig sårbar

Som selvstændig blogger havde Dorte Bak ikke en it-afdeling at henvende sig til.

”Man står alene som selvstændig blogger, fordi man ikke er ansat af nogen. Jeg følte mig meget sårbar, fordi jeg nu også skulle forholde mig til it-sikkerhed, sammen med alle de andre områder, jeg skal vide noget om,” siger hun.

Siden har hun skiftet til en mere sikker https-forbindelse, hun er grundig med at opdatere til den seneste software, og så har hun tilknyttet en tech-konsulent, hun hurtigt kan få fat i.

”Jeg har brugt en del penge på at sikre mit site. Det gjorde jeg ikke før.”

Hakan Yagcis fire råd til bedre sikkerhed:

  1. HUSK AT OPDATERE. Du skal opdatere din mobiltelefon, Mac eller PC, hver gang der kommer nye sikkerhedsversioner.
     
  2. BRUG STÆRKE KODER. Koder, der er nemme at gætte, er også nemme at hacke. Brug forskellige koder alle de steder, hvor du logger på. Skriv aldrig dine koder ned og skift dem jævnligt.
     
  3. BRUG TO-TRINS BEKRÆFTELSE. To-trins bekræftelse betyder, at uvedkommende ikke kan logge på fx din hjemmeside eller instagramprofil, selv om de har fået fingrene i adgangskoden.
     
  4. HOLD ØJE MED SKUMLE LINKS. Hvis du modtager mistænkelige links; marker det med din mus og se den rigtige URL i nederste venstre hjørne af det program, du har åbent, fx Outlook eller Word

 

0 Kommentarer