Mandag gælder det Se og Hør-sagens største kendis

Analyse: Anklagertaktik tilsidesat: Nu er rampelyset på kendis-sagens egen kendis, trofæet Henrik Qvortrup – manden, som var ophavsmand til aftalen med kreditkortkilden 

Den grundige politiske analytiker Henrik Qvortrup nævner i bogen 'Q' ”seks års fængsel som den yderste konsekvens”. Det er kun få uger siden, at et af de største dagblade gentog de ”seks års fængsel” som en mulighed – hvillet er vrøvl, som den tidligere jurastuderende Henrik Qvortrup fra begyndelsen skulle have gennemskuet som journalistisk dramatisering.

Fakta er, at Henrik Qvortrup har været til personundersøgelse i Kriminalforsorgen for at få vurderet, om han er egnet til samfundstjeneste i tilslutning til en eventuelt betinget dom, og således nærmer vi os en anderledes dramatik, når den tidligere chefredaktør på Se og Hør mandag sætter sig på anklagebænken i domsmandsretten i Glostrup.

Personifikationen af syndefaldet

Henrik Qvortrup sætter sig i stolen med den oplevelse af det forudgående forløb, at han nu skal være ”personifikationen af de danske mediers samlede syndefald”. Det har han i hvert fald skrevet i sin bog, hvor han lover at leve op til sit renommé som kyniker.

Henrik Qvortrup er kendissen i sagen om overvågning af de kongelige og kendte med metoder, som alle i mediebranchen uden undtagelse vist har taget afstand fra.

Lejlighedsvis har man i sagens forløb haft oplevelsen af, at han er offentligheden og anklagemyndighedens trofæ med tilhørende håb om den ultimative sejr over manden, der stod for den ultimative disrespekt for presseetik med det bud, at Se og Hør måske gik for vidt, men gerne gør det igen på torsdag. 

Guldkilden

Henrik Qvortrup har gennem talrige pressesamtaler om sagen – og de midlertidige mellemstationer, hvor han undervejs har brugt sit journalistiske talent – gjort meget ud af, at også andre medier betaler gode kilder for gode tip. Det var i hvert fald, hvad han selv gjorde, da han som sladderbladets chefredaktør i juni 2008 indgik en aftale med guldkilden PBH.
Kilden skulle som alle andre have et honorar, ikke mindst fordi han kunne noget særligt. Nu vil man, i Henrik Qvortrups optik, at Qvortrup skal betale prisen for at have haft en kilde, som enhver anden i hans del af branchen med sikkerhed misundte ham.

Bondesen og Bretovs tilståelser

Nyhedschef Lise Bondesen, redaktionschef Kim Bretov og journalisterne Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen har allerede fortalt om samarbejdet med systemoperatøren. De to første accepterede, at samarbejdet var omfattet af straffeloven. De havde været hælere af oplysninger, der var fremkommet på ulovlig vis, og de havde medvirket til den betaling, der var bestikkelse; de modtog derfor seks måneders betinget fængsel og lidt samfundstjeneste.

Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen havde det lidt anderledes under afhøringerne i sidste uge. Kasper Koppings forsvarslinje gik dér, hvor han sagde, at han ikke havde forestillet sig, at der var noget ulovligt i det redaktionelle arbejde.

Han følte sig skærmet af de chefer, der plejede at tage dagbøderne i byretten, når man gik for tæt på. Også han indså, at kreditkortkilden nok stod til fyring på sin arbejdsplads, hvis hans kildejob blev opdaget, men sådan var det også med kilder i lufthavne, hospitaler og hotelreceptioner.  
Det var den pletfrie tilståelse, bortset fra det, at straffelovens paragraffer ikke lige passede til, hvad Kasper Kopping mente, han havde medvirket i.

Ken B. brugte kun oplysninger én gang

Ken B. Rasmussen lagde en strammere forsvarslinje. Hans kontakt til kreditkortkilden var nærmest ikke eksisterende, han havde ignoreret hans oplysninger og kun en enkelt gang brugt dem i sin journalistik, der ellers var rugbrødsarbejde. Han var slet ikke hæler, og betalingen, bestikkelsen, var han uden lod og del i.

Sådan er scenen sat for Henrik Qvortrup, der bliver afhørt mandag, fordi hans efterfølgere på chefredaktørposten Per Ingdal og Kim Henningsen sagde fra.

Særligt skærpende?

Hverken de eller andre har forstået, at anklagemyndigheden ville afhøre Qvortrup til sidst. De fastholdt deres ret til slet ikke at sige noget, hvis de skulle afhøres før Qvortrup. Han var jo den egentlige ophavsmand til samarbejdet med kreditkortkilden, uanset hvad aftalen så gik ud på.

Ifølge anklagemyndigheden var aftalen kriminalitet gennemført ”under særligt skærpende omstændigheder”. Denne sætning er mere interessant for Henrik Qvortrup end for alle andre. Uden de særligt skærpende omstændigheder, der løfter strafferammen, er sagen forældet, trofæet forsvinder, og det er jo ikke så godt, som H.C. Andersen ville have sagt om denne storyfortælling.

Denne juridiske overvejelse er ikke med i afhøringstemaet mandag. Her er det spørgsmålet om, hvad Henrik Qvortrup vidste eller burde have indset, da han modtog appelsinen i Se og Hørs turban. Hvor lidt og hvor meget pressede han appelsinen? Og hvordan forestillede han sig, at man kunne betale en kilde, der i strid med arbejdsgiverens interesser solgte ud af søgninger på de kendte?

Qvortrup risikerer …

Tilbage til de seks års fængsel. Det er blot at google ”Qvortrup risikerer….” Så dukker de seks års fængsel op som historier i både store og små aviser og blade, nogle skrevet af nye folk, andre af folk, som må vide bedre. I dansk retspleje går man aldrig til stregen, men seks års fængsel lyder godt, og når nu Qvortrup også har skrevet det i sin bog, så er det for godt til at udelade som en mulighed.

Jeg tilstår: Selvfølgelig er afhøringen på mandag et højdepunkt, men måske ikke helt proportionalt med antallet af tv-kameraer i Glostrup mandag morgen. I hvert fald ikke før vi har hørt, hvordan Henrik Qvortrup siger det, han mener.

Jeg glæder mig mere til slutningen med procedure og fremlæggelsen af den personundersøgelse, som vil fortælle, at Q, der gerne vil leve op til sit renommé som kyniker, også har sider, der gør ham egnet til samfundstjeneste. Hvis altså ikke han slipper af krogen på forældelsesproblematikken eller bevisets akavede stilling.

0 Kommentarer