»Det her var præcis, hvad jeg gerne ville opnå. Jeg er simpelthen så lettet og glad.«
Sådan siger en lettet Emma Holten, der nu har indgået forlig med den tyske tv-kanal RTL.
Journalisten kunne i juni fortælle, at Emma Holten valgte at føre sag mod RTL, efter at kanalen havde vist stjålne nøgenbilleder af hende på live-tv. På billederne var Emma Holten 17 år.
Billederne blev vist i et program, der netop skulle sætte fokus på fænomenet hævnporno.
»Emmas mest intime øjeblikke blev offentligt tilgængelige for millioner af mennesker,« fortæller speakeren i indslaget, som Journalisten har set, umiddelbart efter at RTL har ladet hele billedserien glide hen over skærmen.
En undskyldning og "et betragteligt beløb"
Forliget betyder to ting: RTL har underskrevet en erklæring, hvor de undskylder fejlen, påtager sig ansvaret og erkender, at Emma Holten er blevet krænket.
Derudover får Emma Holten udbetalt en erstatning af RTL. Beløbet er hemmeligt, men Emma Holten kalder det »et betragteligt beløb«.
»Det er et meget tydeligt signal om, at bare fordi noget er spredt i det offentlige rum, så kan man ikke bare tage det og tjene penge på det,« siger Emma Holten til Journalisten.
»For mange hævnporno-ofre er kontakt med retssystemet ikke en særlig behagelig oplevelse. Hvis man anmelder det, får man ofte at vide, at ”nu er det offentligt, så er der ikke rigtig noget at gøre”. Det her sender et meget stærkt signal om, at selv om materialet er offentliggjort, og skaden på mange måder er sket, så er der stadig noget retfærdighed tilbage. Vi har stadig ret til samtykke,« fortsætter hun.
Vigtigt signal til medierne
Emma Holten mener også, sagen er principiel, fordi store medier som RTL har et særligt ansvar for, hvad de vælger at bringe.
»Det er ikke kun et vigtigt signal til ofrene, men også til medierne. Medier kan ikke bare bruge ting, de finder, fordi de er offentligt tilgængelige, og specielt ikke ting, som er seksuelt krænkende,« siger hun.
RTL bragte de stjålne billeder i programmet 'Die 10'. Emma Holten opdagede tilfældigt, at de ulovlige nøgenbilleder var blevet vist i programmet, da en seer sendte hende en mail med ordene ”godt klaret” og et billede af sin tv-skærm.
Efter Journalisten beskrev forløbet, har Emma Holten via sin advokat, Tyge Trier, ført forhandlinger med RTL.
»Det har været et meget komplekst forløb, hvor min advokat har forhandlet frem og tilbage om, hvordan undskyldningen skulle formuleres og størrelsen på erstatningen,« siger hun.
Advokat: Der var ingen præcedens
Tyge Trier fortæller, at det har været hårde forhandlinger, ikke mindst fordi der ikke er nogen præcedens inden for netop den slags sager.
»Der har ikke været nogen præcedens, jeg lige kunne hive op ad skuffen. Det er på den måde et nyt retsområde, som er en blanding af beskyttelse af personlige oplysninger, privatlivets fred og medieret. Der har været eksempler på mediers ikke-lovlige publicering af intime eller pornografiske billeder, men ellers har forhandlingerne kørt ud fra en generel forståelse af retspraksis, tyske regler og en portion stædighed,« fortæller Tyge Trier.
Er du som advokat tilfreds med aftalen?
»Jeg synes, det er en acceptabel løsning. Det afgørende for mig er jo, at min klient nikker til det, og jeg har undervejs vurderet, at det her var en god løsning frem for en langvarig og besværlig retssag i Köln på tysk. Det har været hårde forhandlinger. Men det vigtigste er, at RTL anerkender, at det var forkert, at Emma blev krænket, og at man undskylder og betaler ved kasse 1,« siger han.
Emma Holten håber, at sagen kan inspirere andre hævnporno-ofre.
»Det betaler sig at holde fast i, at man har ret til ikke at blive krænket. Det er et fantastisk signal om hævnporno-ofres rettigheder,« siger hun.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Emma Holten er en dygtig forretnings- og brandingkvinde.
I kølvandet på Kardashian har hun forstået, hvordan man til fyldest skaffer sig en karriere helt og alene på at have vist sig nøgen i offentligheden.
Der vil være hundredetusinder af unge danske piger og kvinder, som vil følge hendes eksempel i et forsøg på at få sig en karriere i samme 'navn'.
Dermed har opportunisten Emma Holten bevist sit hykleri og skadelige adfærd. Trist.