“Jeg har stort set spist min pensionsopsparing op“

Efter 40 år i mediebranchen har Kim Henningsen et fyldigt cv. Journalist på Lolland-Falsters Folketidende, Radioavisen og Frederiksborg Amts Avis. 17 år som mellemleder på BT.  Men han huskes især for sine fire år som chefredaktør på Se og Hør. Og for sit medansvar for den ulovlige brug af kendte og kongeliges kreditkortoplysninger. I november 2016 blev Kim Henningsen idømt et års betinget fængsel og 200 timers samfundstjeneste for medvirken til hacking.

I fire år var Kim Henningsen hele Danmarks sladderkonge med en tårnhøj hyre, firmabil og eget landsted med ti tønder land. I dag er han skilt, bor til leje og tærer på pensionen. Og han har også en ubetalelig milliongæld efter et falleret finanseventyr.


Kim Henningsen bliver rørt, når han taler om, hvordan venner og bekendte reagerede på Se og Hør sagen. ”Ingen venner og bekendte – heller ikke på de politisk korrekte medier – har vendt mig ryggen. En del har sagt, at mit moralske kompas var forkert indstillet, men ikke én har vendt mig ryggen.” — Foto: Sofie Amalie Klougart

 

Hvordan har venner, bekendte og kolleger reageret på Se og Hør-sagen?

”Det har været en fantastisk oplevelse,” siger Kim Henningsen og stopper sig selv.

”Nu får jeg tårer i øjnene,” siger han.

”I lokalsamfundet kendte de mig som Kay og Tobias’ far. Ingen venner og bekendte – heller ikke på de politisk korrekte medier – har vendt mig ryggen. En del har sagt, at mit moralske kompas var forkert indstillet, men ikke én har vendt mig ryggen.”

”Jeg føler mig så privilegeret”

Kim Henningsen bor til leje i en del af et stråtækt bondehus for enden af en blind vej uden for Gilleleje. Vi sidder under halvtaget på terrassen, der vender ud mod en stor nyslået græsplæne.

”Det er min rygerterrasse. Der er en ro her. Det er her, jeg samler energi,” siger han.

Han serverer croissanter og ryger røde Kings. Han har netop malet terrassen sammen med sine to sønner.

”Den har fået fire gange, så den skal nok kunne holde min tid ud,” siger den 62-årige Kim Henningsen.

Ovre fra naboen kan man høre en hest vrinske. Ellers er her stille.


I dag bor Kim Henningsen til leje i et bondehus uden for Gilleleje. Det er også her i byens biograf, at han har aftjent sine 200 timers samfundstjeneste. — Foto: Sofie Amalie Klougart

 

Han har lært at sætte pris på de små ting, han tidligere tog for givet. Stilheden for eksempel. Når han går en runde golf med vennerne, kan han finde på at udbryde: ”Hold kæft, prøv lige at stoppe op i fem minutter og nyde det her.” Så siger golfkammeraterne, at ”jamen, sådan ser der da altid ud” og går videre.

”Jeg føler mig så privilegeret, og jeg sætter pris på ting, som i mit tidligere liv var helt naturlige.”

Siden februar 2017 har Kim Henningsen aftjent sin samfundstjeneste i biografen i Kulturhavn Gilleleje. Her har han solgt billetter og popcorn og gjort rent fire-otte timer om ugen. Der er en række frivillige og en enkelt fastansat medarbejder i biografen. De fleste frivillige er ”nydelige damer med blåt hår”, siger han. De kalder Kim Henningsen for ”møgungen”.

”Det er for at tage pis på mig.”

Han siger, at aftjening af samfundstjeneste er en alvorlig sag.

”Men der behøver ikke komme gravkammerstemning. De må gerne tage pis på mig, og det har de gjort.”

De fem andre

Det var Se og Hørs daværende chefredaktør, Henrik Qvortrup, der indgik aftalen med systemadministratoren i IBM, den såkaldte tys-tys-kilde, i 2008. Aftalen var, at tys-tys-kilden skaffede kreditkortinformation fra NETS om kendte og kongelige. Kim Henningsen blev gjort bekendt med samarbejdet på en af sine første arbejdsdage som chefredaktør i juni 2009 og fortsatte samarbejdet indtil 2012. Han besluttede at afbryde samarbejdet, fordi nyhedschef Lise Bondesen overbeviste ham om, at det ville skade bladets omdømme, hvis sagen kom frem.

Ud over Kim Henningsen blev fem andre tidligere Se og Hør-ansatte dømt skyldige ved retten i 2016. De er i dag alle tilknyttet medieverdenen.

· Tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup skriver blandt andet bøger, holder foredrag og har en podcast om Christiansborg-politik.

· Tidligere nyhedschef Lise Bondesen er chefredaktør for Avisen.dk og Ugebrevet A4.

· Tidligere redaktionschef på ugebladet Kim Bretov er vinjournalist.

· Tidligere journalist på Se og Hør Ken B Rasmussen skriver bøger for People’s Press.

· Tidligere journalist på Se og Hør Kasper Kopping har fuldtidsjob som SoMe-ansvarlig på en bar og restaurant.

Vil møde verden med en positiv ja-hat på hovedet

I stedet for en fast månedlig hyre har Kim Henningsen de seneste tre år måttet tære på de økonomiske reserver.

”Jeg har stort set spist min pensionsopsparing op,” siger han.

I 2016 blev han selvstændig med kommunikationsbureauet, Kcom. Her rådgiver han små og mellemstore virksomheder med kommunikation og pressearbejde.

”Jeg kan ikke leve af det.”

Kim Henningsen holder også foredrag. Blandt andet om sin tid på Se og Hør.

”Interessen kunne godt være større,” siger han.

Men han har besluttet sig for, at han vil møde verden med en positiv ja-hat på hovedet.

”Når man har været der, hvor jeg har været og har ønsket at tage sit eget liv, så er alt andet små bump på vejen.”


Kim Henningsen i biografen. Denne gang som en del af hans samfundstjeneste. Biografen, Kulturhavn Gilleleje. — Foto: Sofie Amalie Klougart

 

Når samfundstjenesten stopper sidst i september, håber han at blive en del af den mediebranche, han ikke kan undvære.

”Jeg har afsonet min straf nu og skal derfor have mulighed for at bidrage med de ting, jeg kan,” siger han.

Han drømmer for eksempel om at blive blogger, kommentator eller få ledelsesansvar.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, bliver det nok op ad bakke. Og det har jeg da forståelse for. At ansætte Kim Henningsen kan godt give lidt støj på linjen,” siger han.

Han håber og tror, at der vil være mediechefer, som siger: ’Nu har Kim udstået sin straf, så skal han ind i folden igen’,” siger han.

Han fortæller, at han på egen krop har fået en masse erfaring.

”Jeg har haft rigeligt med tid til at filosofere over, hvad jeg skulle have gjort anderledes.”

Tror du, at du er blevet tilgivet?

”Det håber jeg. Men jeg bliver nok aldrig etikchef i DR,” siger han og griner, så man kan se hans karakteristiske tandsæt i overmunden.

Ramt af depression

Kim Henningsen stoppede ikke på Se og Hør, fordi Se og Hør-skandalen brød ud i april 2014. Faktisk stoppede han allerede året før, fordi han var blevet ramt af depression.

”Den var udløst af nogle ret uheldige ejendomsinvesteringer fra før finanskrisen,” siger han.

Kim Henningsen havde sammen med ni andre investorer lagt penge i et kommanditselskab i 2011. Selskabet havde købt en ejendom i Birmingham for 62 millioner kroner. Fidusen med investeringen var, at ejerkredsen kunne udskyde et større beløb i skat. Men de endte med en enorm gæld.

”Min mail og min postkasse var fyldt med trusler fra kreditorer. De var skide ligeglade med, at jeg og mine børn skulle bo på gaden. De ville bare have deres penge,” siger Kim Henningsen i dag.


Kim Henningsen tabte en masse penge efter nogle ”ret uheldige ejendomsinvesteringer fra før finanskrisen.” Det sendte ham ud i en dyb depression. ”Jeg spiste ikke, gik ikke i bad, jeg gjorde ikke rent i ugevis. Vasketøj og opvask lå og flød. Mit hjem lignede en svinesti,” siger han. — Foto: Sofie Amalie Klougart

 

I dag tager en advokat sig af Kim Henningsens korrespondance med de andre investorer og kreditorerne, og der er ifølge Kim Henningsen ”en fornuftig dialog”. Kim Henningsen skylder efter eget udsagn fortsat 7 millioner kroner. Penge, han nok aldrig kan betale tilbage.

”Kreditorerne får pengene, hvis jeg for eksempel vinder i Lotto eller på anden måde pludselig kommer til penge.”

Man skal ikke have medlidenhed med ham, tilføjer han.

”Jeg blev offer for min egen grådighed og hoppede på det projekt. Det er den dummeste beslutning, jeg har truffet i mit liv.”

Dummere end at fortsætte aftalen med tys-tys-kilden?

”Ja.”

”Se og Hør-sagen var bare den sidste lille dråbe”

Den udadvendte Kim Henningsen skiftede karakter. Han blev ligeglad med alt og fik selvmordstanker.

”Jeg spiste ikke, gik ikke i bad, jeg gjorde ikke rent i ugevis. Vasketøj og opvask lå og flød. Mit hjem lignede en svinesti.”

Venner og familie fik ham indlagt på Helsingør Sygehus, hvor han blandt andet fik elektrochok. Depressionen betød, at han stoppede på Se og Hør og fik en fratrædelsesordning på et års løn inklusive pension og firmabil.

”Det var en meget, meget pæn aftale.”

Pengene strømmede fortsat ind på Kim Henningsens konto, da Se og Hør-skandalen begyndte at ulme i foråret 2014. Kim Henningsen var på det tidspunkt udskrevet fra den psykiatriske afdeling. 29. april 2014 udkom Ken B Rasmussens bog ’Livet, det forbandede’. Alene den første uge registrerede Aller Media 2.500 medieklip om skandalen. Kort efter blev Kim Henningsen indlagt igen. Begge depressioner skyldtes det engelske ejendomseventyr – ikke Se og Hør-skandalen, understreger han.

”Se og Hør-sagen var bare den sidste lille dråbe. Hvis jeg ikke havde haft økonomiske problemer, så havde jeg været robust nok til at stå imod.”

Han mener, at depressionen var kroppens forsøg på at beskytte sig selv.

”Jeg tror, mit system lukkede ned, fordi kroppen tænkte ’Kim, du skal ikke ind i nogen som helst dialog omkring det her’.”

Så mens Se og Hør-skandalen buldrede derudad og trak de store overskrifter, fulgte en kraftigt medicineret Kim Henningsen sagen på afstand som indlagt på den psykiatriske afdeling. Alt var gråt.

”Medicinen skærer top og bund fra.”

En mand af ære

Efter to måneder og 12 elektrochok blev Kim Henningsen udskrevet igen. Han begyndte at gå i Tivoli med sine sønner, besøge familie og genoptage sit golfspil. Han siger, at han ikke er vred på de journalister, der dækkede Se og Hør-sagen. De passede bare deres arbejde.Der er dog én artikel, der fortsat kan gøre ham rasende. Den blev bragt i BT tre måneder inde i politiets efterforskning. Historien handler om, at politiet ikke kunne afhøre Kim Henningsen på grund af hans ”sygdom”. Der stod ikke, hvad Kim Henningsen fejlede, men han var rask nok til at spille golf og gå i Tivoli, fremgik det. BT var i detaljer orienteret om Kim Henningsens psykiske helbred, siger han.

”Chefredaktør Olav Skaaning Andersen vidste, at når man bliver udskrevet fra en psykiatrisk afdeling, er man ikke rask.”

Artiklen var skrevet af Uffe Jørgensen Odde, Kim Henningsens tidligere kollega. Det gør fortsat Kim Henningsen vred at tænke på sagen.

”Jeg er en mand af ære. Ingen skal sige, at jeg gemte mig eller ikke stod til ansvar.”


Kim Henningsen har lært at sætte pris på de små ting i livet, han før tog for givet. Stilheden for eksempel. ”Jeg føler mig så privilegeret, og jeg sætter pris på ting, som i mit tidligere liv var helt naturlige.” — Foto: Sofie Amalie Klougart

 

Selv om han på Facebook skrev om sine ture på golfbanen, var han ikke rask. Kun på vej til at blive det.

”Jeg ønsker normalt ikke noget ondt om andre mennesker. Men hvis jeg møder Uffe på åben gade, så er der en risiko for, at jeg for første gang i mit liv slår på et andet menneske, men det må jeg ikke for min advokat,” siger han.

(Uffe Jørgensen Odde har ingen kommentarer til BT’s artikel eller Kim Henningsens udtalelse. Olav Skaaning Andersen har heller ingen kommentarer, ”fordi han ikke længere er på BT”.)

Artiklen fik Kim Henningsen til at lægge BT på is i en periode.

Savner det kollegiale og sociale fællesskab

I dag stiller Kim Henningsen op til alle interviews. For eksempel har han fortalt om sin depression, indlæggelse og økonomiske nedtur til Ekstra Bladets Jan Körner.

”Jeg har selv udlært Jan på BT. Han er en slyngel, der ikke er bange for at gå til stålet. Min psykiater mente, at jeg var stærk nok til at kunne håndtere omtalen. Så jeg valgte at stå frem,” siger han.

Skal folk føle medlidenhed med dig?

”Ikke et sekund. Da headhunterne kontaktede mig, fordi de mente, jeg skulle være chefredaktør på Se og Hør, vidste jeg, at jeg ville blive en jagtet mand resten af mine dage. Man skal heller ikke klynke eller ynke mig på grund af min økonomi. Jeg gik ind i det med åbne, grådige øjne.”

På anbefaling fra sin læge får han i dag den mindste dosis af lykkepiller.

”Der er ingen bivirkninger ud over lidt erektionsproblemer. Men nu hvor jeg er 62 år, kan det nærmest være lige meget.”

Nu skal han bare have foden indenfor igen.

”Jeg savner det kollegiale og sociale fællesskab. Glæden ved at snyde konkurrenterne for en god historie. Det kribler fortsat i fingrene. Jeg er spændt på at se reaktionen.”

 

 

Hvordan er det gået de øvrige i Se og Hør-sagen

Lise Bondesen, tidligere nyhedschef på Se og Hør.

Dom og afsoning: Idømt seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste, der blev aftjent på et værested for socialt udsatte. ”Det var en givende oplevelse, og jeg valgte at fortsætte som frivillig,” forklarer Lise Bondesen.

I dag: Chefredaktør på Avisen.dk og Ugebrevet A4.

Det har jeg lært: ”Jeg har lært uendeligt meget af sagen, både om mig selv, om mediebranchen og om retssystemet. Jeg har ikke noget behov for at krænge sjælen ud her, men vil dog godt sige, at jeg er en anden person, end før sagen rullede.”

 

Henrik Qvortrup, tidligere chefredaktør på Se og Hør.

Dom og afsoning: Blev idømt 1 år og 3 måneder. 3 måneder blev afsonet med det samme, mens resten af straffen blev gjort betinget med vilkår om 200 timers samfundstjeneste. Under samfundstjenesten hos Dansk Røde Kors hjælper Henrik Qvortrup asylansøgere med at forstå det danske samfund. Samfundstjenesten slutter til september.

I dag: Forfatter, ordstyrer, rådgiver, kommentator, medvært på podcasten ’Borgen Unplugged’ og vært på TV3.

Det har jeg lært: Ønsker ikke at svare.

 

Ken B Rasmussen, tidligere journalist på Se og Hør og kontaktperson til tys-tys-kilden. Skrev bogen ’Livet, det forbandede’, der fik Se og Hør-skandalen til at rulle.

Dom og afsoning: Idømt fire måneders fængsel, der blev gjort betinget af 120 timers samfundstjeneste med prøvetid på et år.

I dag: Har siden været blogger på BT og vært på Radio24syv. Har skrevet en række bøger.

Det har jeg lært: Ken B Rasmussen har ikke svaret på Journalistens henvendelse.

 

Tys-tys-kilden, tidligere IBM-medarbejder og Se og Hørs såkaldte tystyskilde Peter Bo Henriksen.

Dom og afsoning: Blev ved Retten i Glostrup idømt 1 år og seks måneders fængsel og fik beslaglagt 365.000 kroner, som han ifølge retten har tjent på samarbejdet med Se og Hør. Tys-tys-kilden ankede dommen til Østre Landsret, der stadfæstede dommen i august 2017.

Det har jeg lært: Tys-tys-kilden har ikke svaret på Journalistens henvendelse.

 

Kim Bretov, tidligere redaktionschef på Se og Hør.

Dom og afsoning: Idømt seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste, som han har afviklet.

I dag:  Arbejder blandt andet som vinjournalist.

Det har jeg lært: Ønsker ikke at svare.

 

Kasper Kopping, tidligere journalist på Se og Hør og kontaktperson til tys-tys-kilden.

Dom og afsoning: Blev idømt fire måneders fængsel, der bliver gjort betinget af 100 timers samfundstjeneste med prøvetid på et år. Afsonede sin samfundstjeneste som kommunikationsmedarbejder fra marts til maj 2017 på Kofoeds Skole i København.

I dag: SoMe- og kommunikationsmanager i restaurationsbranchen og freelancejournalist. Kasper Kopping oplever, at han er blevet ”tilgivet” i dele af branchen. ”Min fornemmelse er, at det hele handlede om, at jeg skulle overstå min straf, før nogen turde nærme sig mig. Kort efter blev jeg spurgt af et ugeblad, om jeg ville dække Roskilde Festival for dem, og kort efter, om jeg kunne være vikar i sommerferien som redigerende medarbejder,” forklarer han.

Det har jeg lært: “Man skal ikke altid tro, at ens chefer og ens arbejdsplads har ens ryg “no matter what”. Jeg har lært, at jeg har været lidt naiv og ultimativt forblændet i jagten på forsidehistorier, men hele SH-sagen har gjort mig klogere, givet mig mere indsigt og gjort mig til en bedre journalist med mere empati, omtanke og tro på egne principper frem for andres.”

Kopier link
data_usage
chevron_left
chevron_right