search

Aflytnings-journalist offer for smædekampagne

Journalist bag de seneste ugers aflytningsafsløringer er nu offer for smædekampagne

Guardian-journalisten Glenn Greenwald har i flere uger sat den globale dagsorden med en serie afsløringer om amerikanske aflytnings- og overvågningssystemer.

Nu er Glenn Greenwald selv i søgelyset. Avisen New York Daily News bringer i dag en artikel, hvor Glenn Greenwalds fortid rodes igennem.

Journalisten har en fortid som advokat og udførte forretninger for et firma, der distribuerede pornografi.

Avisen beskriver, hvordan Glenn Greenwald arbejdede som advokat, da han i 2002 blev kontaktet af vennen Jason Buchtel, der tilbød ham partnerskab i konsulentformaet Master Notions Inc.

Et af dette firmas klienter var firmaet HJ – en forkortelse for "Hairy Jocks" – og Glenn Greenwald fungerede som forhandler for dette firma.

Ejeren af HJ var en Peter Haas. HJ distribuerede pornografi.

Greenwald og vennen Buchtel tilbød at assistere Peter Haas mod at få 50 procent af overskuddet. De to firmaer samarbejdede i to måneder, men Haas og HJ nægtede at betale Greenwald og Buchtel, hvorefter partnerskabet endte i retten.

Glenn Greenwald selv blev kontaktet af journalisterne fra New York Daily News i forbindelse med deres research til historien om pornoforbindelsen.

Onsdag bragte Greenwald en klumme om afsløringen, der var på vej.

"Da jeg valgte at rapportere aggressivt om yderst hemmelige NSA-programmer vidste jeg, at jeg uundgåeligt ville blive mål for alle mulige personangreb og smædekampagner. Du kan ikke udfordre den mest magtfulde stat i verden og regne med ikke, at blive angrebet", skriver Glenn Greenwald.

"Derfor var jeg ikke specielt overrasket, da jeg modtog en email i går aftes fra en journalist på New York Daily News, der fortalte mig, at han havde "gået nogle gamle sagsanlæg igennem", hvor jeg var indblandet – "gamle", som i mere end ti år gamle – og at "avisen ville bringe en historie om det i morgen".

Glenn Greenwald redegør i sin klumme for engagementet i pornofirmaet og skriver:

"Jeg er 46 år gammel, og som de fleste mennesker har jeg levet et kompliceret og varieret voksenliv."

"Mit personlige liv er, som næsten alle andres, komplekst og nogle gange rodet."

"Hvis journalister virkelig mener, at disse distraktioner om min fortid og mit personlige liv er en produktiv måde at bruge deres tid som svar på den journalistik jeg leverer, så må det være sådan."

Glenn Greenwald fortæller også, at journalisten fra New York Daily News har stillet spørgsmål til en gammel studiegæld, Greenwald ikke kunne betale tilbage. Derudover er han blevet kontaktet af en journalist fra New York Times, der vil spørge ham ud om gammel skattegæld.

Glenn Greenwald er journalist og blogger. Han sprang ud som homoseksuel i 1986. Han bor i dag i Brasilien. Han har selv forklaret, at han flyttede fra USA fordi han ikke lovligt kunne blive gift med sin partner.

Greenwald startede sin karriere i 1994 i advokatfirmaet Wachtell Lipton Rosen & Katz i New York. På det tidspunkt var han endnu ikke færdig med jurastudiet på New York University.

Som ung indledte han en kortvarig, politisk karriere, men besluttede hurtigt, at han ikke var egnet:

"I politik skal du have lyst og evne til at behage et stort antal mennesker. Det er afgjort ikke i min interesse og heller ikke noget, jeg er god til", har Greenwald selv forklaret.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen