SBS søger journalister der kan udfordre Viasat

SBS Discovery vil gøre Viasat rangen stridig som Danmarks førende inden for sports-tv. En del af recepten er overtagelsen af Canal 8, Canal 9 og en storstilet oprustning af sportsredaktionen. »Vi ser sport som en stærk drivkraft i flow-tv,« siger sportschefen

”Dynamiske redaktører, en redaktionschef, kommentatorer i topklasse og kreative reportere.” Det er jobtitlerne på nogle af de sportsjournalister, som SBS Discovery for øjeblikket søger i et stillingsopslag.

SBS Discovery har købt Canal 8 og Canal 9 og har dermed fået adgang til for eksempel spansk og italiensk fodbold og Europa League. Derfor søger de nu en stribe nye medarbejdere.

Vil være Danmarks bedste

Sportschef Jes Holm Andersen siger, at målet er at udfordre Viasats førerposition.

»Som vi skriver i opslaget, ønsker vi at være Danmarks bedste sportsredaktion. Vi ønsker at lave en markant sportsdækning, og vi ser sport som en stærk drivkraft i flow-tv i dag. Viasat er et stærkt sportsbrand, men vi vil gerne udfordre Viasats position. Med fodboldlandsholdet, Superligaen og de andre rettigheder er vi kandidater til at gøre Viasat rangen stridig som det førende sportshus i Danmark,« siger Jes Holm Andersen.

SBS Discovery sender i forvejen sport på Eurosport, Kanal 5 og 6’eren, mens Viasat blandt andet sender Champions League og kampe fra Superligaen.

Med en fusion har SBS Discovery rettighederne til det danske fodboldlandshold frem til VM 2018, Premier League, Europa League, La Liga i Spanien og en række pokalturneringer.

I er 12 journalister på sportsredaktionen i dag. Hvor mange skal du bruge?

»Vi skal have en redaktion, der kan dække det indhold, vi har. Men i den ligning er medarbejdere, som har lavet sport for Canal 8 og 9, så det er ikke muligt at sige, hvor mange der bliver ansat på opslaget, og hvor mange der kommer fra 8’eren og 9’eren,« siger Jes Holm Andersen.

Overtager fra Monday

Hidtil har produktionsselskabet Monday produceret fodbold for Canal 8 og Canal 9, men det samarbejde er opsagt.

Hvorfor ikke bare overtage medarbejderne fra Monday, der ved, hvordan man laver fodbold?

»Det er én måde at gøre det på. Men vi vil gerne kigge på, hvad markedet ellers har at byde på. Det er sjældent, at man i vores branche slår op på den her måde. Normalt bliver stillinger besat uden opslag. Måske finder vi nogle, vi ikke kendte i forvejen,« siger Jes Holm Andersen.

Journalistisk kommer der ikke til at ske revolutioner med overtagelser, siger han. Det er endnu ikke besluttet, om SBS vil sende flere kommentatorer ud på stadion, eller om de skal kommentere kampene fra et studie. Men der vil ske en opgradering af de to kanaler, lover Jes Holm Andersen.

»Vi vil bruge flere penge på sportsproduktion. Sport er et kerneområde for os, og det vil skinne igennem på 8’eren og 9’eren, at der kommer en opgradering,« siger han.

Konkurrencemyndighederne er fortsat i gang med at granske fusionen med Canal 8 og Canal 9, men Jes Holm Andersen forventer, at fusionen falder på plads.

 

0 Kommentarer