Jeg ville egentlig have startet kommentaren her med en sjov sammenskrivning af de floskler, der bliver brugt mest. Men så fandt jeg ud af, at der var nogen, der havde gjort arbejdet for mig:
“Er du en ildsjæl, der brænder for at skrive til digitale medier? Tænder du på idræt, og vil du være med til at gøre danskerne mere aktive? Så er det måske dig, der skal være med til at drive og udvikle DGI.dk som webredaktør i DGI.”
Jobopslag har flere floskler end et kampreferat skrevet fem minutter over deadline. Det viser min gennemgang af 68 aktuelle jobopslag med journalist- og kommunikationsstillinger.
Ildsjæl. Brænder for. Tænder på. Så er det måske dig …
Hvis vi spillede floskelbingo, havde jeg allerede første række. Men vi kan lige så godt spille pladen fuld. For halvdelen af opslagene beskriver jobbet, hverdagen eller branchen som ”spændende”, fire ud af ti arbejdsgivere ønsker en engageret medarbejder, og tre ud af ti søger en skarp skribent med en endnu skarpere pen. Om tungen også skal være skarp, skriver de ikke noget om, men ingen af de tre floskler klarer sig gennem ikke-testen.
Og så tilbage til arnestedet. I hvert femte jobopslag skal du brænde for noget. Og der er næsten ingen grænser for, hvad det er.
Der er et job til den, der brænder for “at gøre en forskel med stærk kommunikation”, “erhvervslivets udvikling”, “at styrke madkulturen i Danmark”, “lokaljournalistik og nyheder”, “at redde liv og støtte udviklingen i et af verdens fattigste lande” og “skabe mærkbare resultater”. Eller min ekstremt specifikke favorit:
“Brænder du for at udvikle didaktiserede læremidler til naturfagene i grundskolen?”
Allerede på Journalisthøjskolen lærte vi, at det er slut med at brænde for noget. Den vending er så at sige brændt ud.
Floskler er slidte udtryk og tomme ord, og når alle oven i købet skriver det samme, så er det altså svært for ansøgeren at spore sig ind på, hvad arbejdsgiveren i virkeligheden søger. Og hvad det er for et sted, man søger hen.
Tænk, hvis de intetsigende opslag blev til inspirerende oplæg. Hvad ville der ske, hvis arbejdsgiverne bad ansøgerne beskrive arbejdspladsens største udfordringer, og hvordan de ville hjælpe med at løse dem? Eller prøv formuleringen: “Beskriv din største sejr, og hvordan du vil gentage succesen i dette job.” Stil en konkret opgave. Giv kreativiteten rammer. Så har den bedste ansøger noget at sprænge.
Men umiddelbart har ingen af de floskelmagere, der har skrevet opslagene, taget sig tid til at gå dem igennem og fylde indhold i de tomme ord. Men det er måske omvendt derfor, de søger en kommunikatør …
P.S. Jeg er stadig jobsøgende, så jeg håber ikke, jeg brænder fingrene og mine broer. Jeg mener bare, at hvis en arbejdsgiver vil brænde igennem med sit jobopslag, så må han brænde inde med sine floskler. For hvis endnu en jobfloskel brænder sig ind på min nethinde, så brænder jeg sammen.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Mange opslag kunne passende afsluttes med:
"Såvel løn- som arbejdsforhold kræver en udpræget humoristisk sans"
Brænder du for ad hoc opgaver?
Har du flair for at engagere dig i at strukturere et selvstændigt glimt i øjet?
Så bliv forfatter til jobopslag rettet mod studerende.
(Løn efter gældende overenskomst)