
Anders Krab-Johansen, koncernchef i Berlingske Media. Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Der er endnu håb for Radio24syv.
Det står klart, efter at Berlingske Media i dag har annonceret, at koncernen lægger billet ind på den nye DAB-kanal med et årligt budget på 70 millioner kroner, som er sendt i udbud. Det skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse.
”Vi holder simpelthen for meget af Radio24syv til at lukke den. Den er blevet en vigtig stemme i offentligheden, og derfor har vi kæmpet og vil fortsat kæmpe for dens overlevelse,” siger Jakob Kvist, bestyrelsesmedlem i Berlingske People, i pressemeddelelsen.
Meget glade medarbejdere
Nyheden har også vakt stor glæde på Radio24syv i dag. Det siger tillidsrepræsentant Ida Herskind.
”Det er vi super glade for som medarbejdere. Vi ville have været meget skuffede, hvis vi ikke søgte, for det har både lyttere og medarbejdere virkelig efterspurgt. De ansatte er blevet og har leveret på højt niveau,” siger hun.
Det bliver dog på et hængende hår, hvis Radio24syv skal nå at køre radioen videre, såfremt Berlingske Media vinder udbuddet om DAB-kanalen.
Den 31. oktober er Radio24syvs officielt sidste sendedag. Der er i udbuddet blevet åbnet for, at en vinder kan starte op allerede den 1. november. Dermed behøver Radio24syv ikke have nogen dage, hvor radioen er væk fra sendefladen.
Kort periode til at genansætte
Men samtidig er alle ansatte i Radio24syv opsagt per den 1. november. Og udbuddet om den nye radiokanal afgøres den 22. oktober. Det giver kun få dage til at genansætte kanalens medarbejdere.
Hele forløbet om udbuddet af FM4, som Radio24syv sender på nu, og som er gået til et jysk-fynsk mediekonsortium med navnet Radio 4, har fået skarp kritik af tillidsrepræsentant Emma Oehlenschläger på Radio24syv.
”Det har været verdens største rodebutik. Jeg håber, det går over i mediehistorien som en skandale, også hvis vi fortsætter. Det kunne sagtens have kostet os meget mere på den kvalitet, vi får ros for at levere,” har hun tidligere sagt til Journalisten.
Artiklen er opdateret klokken 12.29 med kommentar fra tillidsrepræsentant Ida Herskind.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.