Når staten støtter et medie, skal de også leve op til god presseskik – eller i det mindste være tilmeldt Pressenævnet, så man kan klage over dem. Sådan lyder budskabet fra flere folketingspolitikere, der fra den ene politiske fløj til den anden nu vil have reglerne ændret eller tage problematikken op med kulturministeren.
I fredags skrev Journalisten, at der ikke er noget krav om at være tilmeldt Pressenævnet eller leve op til god presseskik for at modtage mediestøtte. To eksperter mener, at Den Korte Avis, som modtager mediestøtte, har brudt sig imod god presseskik, men da avisen ikke har tilmeldt sig Pressenævnet, kan ofrene ikke klage.
Det møder kritik i Folketinget, at reglerne for mediestøtte er indrettet sådan:
”Det er totalt uacceptabelt! Vi er ikke en del af mediestøtteforliget, men det her er blot et af mange eksempler på, at det, som Uffe Elbæk lavede, er noget makværk,” skriver Ellen Trane Nørby, medieordfører for Venstre, i en sms til Journalisten.
Dansk Folkeparti er heller ikke en del af mediestøtteforliget, og de ser gerne, at reglerne bliver lavet om, så man skal være tilmeldt Pressenævnet for at få mediestøtte:
"Jeg mener, at vi må ændre reglen, så det bliver muligt at klage til Pressenævnet over alle medier, der får mediestøtte. Frivillig tilmelding til Pressenævnet virker ikke," skriver medieordfører for Dansk Folkeparti Morten Marinus i en mail.
EU-regler i vejen
Det har endnu ikke være muligt for Journalisten at få en kommentar fra kulturminister Marianne Jelved (R), men medieordfører hos regeringspartnerne Socialdemokraterne, Troels Ravn, vil tage sagen op med hende:
”Jeg mener umiddelbart, at det er problematisk, at man ikke vil underlægge sig basale presseetiske regler, når man modtager mediestøtte. Men så bliver næste spørgsmål, om vi vil lovgive om det – og det spørgsmål vil jeg bringe op på et regeringsordførermøde med kulturministeren,” skriver Troels Ravn i en mail.
Medieordfører fra SF, der ligeledes er med i mediestøtteforliget, Özlem Cekic, fortæller, at hun vil stille en række spørgsmål til ministeren:
»Jeres artikel åbner for en række spørgsmål, som vi har krav på at få svar på,« siger Özlem Cekic.
Pernille Skipper fra Enhedslisten er formand for Folketingets arbejdsgruppe for medieetik og medieansvar. Hun mener, at det bør være et krav for at få mediestøtte, at man er tilmeldt Pressenævnet:
»Det ville være et oplagt krav ved modtagelse af mediestøtte, at man er tilmeldt Pressenævnet og dermed indgår i den selvregulerende instans, der er i Danmark, og som vi holder meget højt,« siger Pernille Skipper.
Da man blev enige om at lave mediestøtten om for et par år siden, skete det i høj grad med udgangspunkt i den rapport, som regeringen havde bedt en række eksperter og interessenter udarbejde. Udvalget blev kaldt Dyremose-udvalget efter formanden Henning Dyremose, som blandt andet har været finansminister. Udvalget skriver, at man kan få problemer med EU-reglerne, hvis man gør det til et krav, at man skal være tilmeldt Pressenævnet for at få mediestøtte. Det skyldes, at man så udelukker udenlandske medier, hvilket vil være i strid med konkurrencereglerne.
Forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen mener, at man kan præcisere reglerne, så det ikke bliver et problem.
Tidligere kulturminister troede, reglerne var anderledes
Dyremose-udvalget anbefalede i stedet, at man indførte god presseskik som et kriterium for at få mediestøtte. Men netop det kriterium røg ud, da den endelige lov blev vedtaget. Det undrer i dag Henning Dyremose. Han fortæller, at ideen bag omlægningen af støtten netop var at sikre produktionen af kvalitetsjournalistik. Det indebærer i hans optik, at et medie lever op til god presseskik.
»Det er lige så naturligt, at man skal overholde god presseskik, når man får mediestøtte, som at man ikke må slå sin kone,« har Henning Dyremose tidligere sagt til Journalisten.
Journalisten har endnu ikke kunnet få at vide, hvorfor det kriterie blev fravalgt, da man lovgav om mediestøtten. Tidligere kulturminister Uffe Elbæk, som førte forhandlingerne om den nye mediestøtte et langt stykke hen ad vejen, inden Marianne Jelved overtog ministerposten, mindes ikke nogen diskussioner om emnet:
»Der ligger ikke nogen dybere overvejelse om, hvorfor det kriterie ikke kom med. Faktisk troede jeg, det var med. Det har ikke været diskuteret,« fortæller Uffe Elbæk.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Der er helt klart tale om en "ikke-sag", hvor en selvsmagende, tidligere kulturminister Uffe Elbæk forsøger at score point på bekostning af den kritiske del af pressen.
Tidlgere har vi kunnet læse besynderlige og direkte ukorrekte tilkendegivelser fra forskningschef Oluf Jørgensen og professor Sten Schaumburg-Müller, der mener, at Den Korte Avis bryder presseetisk regler.
Hvor?
I den ledsagende artikel er der absolut intet presseetisk anstødeligt.
De to såkaldte eksperter dokumenterer intet udover medløberi på en bestemt vissen, politisk kulturradikal mindretalsholdning.
Skam jer!
Pressenævnets betydning er vildt overdrevet. Nævnet virker som en lynafleder for egentlige retsager mod danske medier, og de forholdsvis få sager, vi har herhjemme, er en af forklaringerne på de latterligt lave erstatningsbeløb. Pressenævnet fungerer kort sagt for mediernes skyld, ikke ofrenes.
Jeg synes, det er i orden at betegne medier, som påtager sig et ansvar for at overholde reglerne for god presseskik, som "rigtige" medier, Petter.
Er du ræd for, at den Den Korte Avis fremover bliver afskåret fra at få støttekroner, hvis det fx bliver et krav, at et medie skal være tilmeldt Pressenævnet, før det kan få del i offentlige midler?
Hvis ja, hvor meget har det så at gøre med, at dem, der bestemmer, hvilke medier der skal have støtte, selv er korrupte og i lommen på både Journalisten, de "rigtige" medier, Danmarks Radio, NSA, CIA, FBI, KTAS, NTIA og PWBA?
Journalisten har spurgt DF, V, S, SF, R og Ø?
Hvem er det, der er udeladt Petter Andersson?