»Det er trist, at ministeren nægter at være konstruktiv i denne debat.«

Vi har fået en ligestillingsminister, der har som politik at sidde på sine hænder og gøre ingenting.

Inger Støjbergs reaktion på kravet fra flere fagforbund om at ændre reglerne for mere åben adgang til kønsopdelte lønstatistikker udstiller en minister, der ser det som sin foretrukne politik ikke at gøre noget. I stedet for at bidrage konstruktivt til at bane vejen for lige løn for lige arbejde skubber hun ansvaret fra sig og siger, at de faglige organisationer selv må finde ud af det.

Tak for det, fru minister. Det gør vi selvfølgelig gerne. Og vi skal gerne fortsætte presset på arbejdsgiverne – og på dig og regeringen.

Hvis der kan drages noget positivt ud af denne passivitet, er det erkendelsen af, at vi nu ser to klare forhindringer: en minister og alle de arbejdsgivere, der trygt vil gemme sig bag dig og regeringen, så uligeløn kan fastholdes i dette land. Så ved vi da, hvad vi er oppe imod.

Helt ny er favoriseringen af den ene part jo ikke: Da regeringen i 2006 fremsatte bestemmelsen om kønsopdelt ligelønsstatistik, viste den sig at være helt ubrugelig for DJ's område. Ifølge bestemmelsen skal virksomheder med mindst 35 ansatte udlevere kønsopdelte lønstatistikker, når der er mindst 10 ansatte af hvert køn.

På DJ's organisationsområde gælder det kun for godt en snes af de cirka 110 virksomheder, der beskæftiger medlemmer af DJ. Jeg påpegede derfor over for den daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen, at initiativet – set fra mit skrivebord – var ren PR og et slag i luften.

DJ havde hellere set, at et tidligere forslag fra den tidligere SR-regering om kønsopdelte lønstatistikker for virksomheder med mindst 10 ansatte og med mindst fem af hvert køn var blevet vedtaget. Og DJ bakker op om HK's krav om, at kønsopdelte oplysninger skal udleveres fra virksomheder med mindst 10 ansatte med mindst tre af hvert køn.
Spørgsmålet her er jo, om løn er helt så privat en sag, som Inger Støjberg offentligt har ment.

Når lønnen ikke er retfærdig – nemlig ikke lige for alle, der laver lige arbejde – så rækker det ud over privatsfæren. Derfor opfordrer DJ igen og igen vore egne til at slås for mest mulig åbenhed i lønspørgsmål. Det er et faktum, at der på DJ's organisationsområde er en notorisk lønforskel på seks procent i mændenes favør. Det er knap så groft som på arbejdsmarkedet i øvrigt, hvor forskellen er næsten 18 procent. Alligevel er det for meget til, at vi vil lade stå til.

Ministeren har tolket kravet om åbenhed som "at hænge lønsedler op på opslagstavlen". Hvorfor ikke? En fuldstændighed åbenhed er dog den bedste garanti for, at to parter, der skal blive enige om en aftale om noget så grundlæggende som betaling for en ydelse, kan gøre det på det bedst oplyste grundlag. Jeg ved så, at det der med "at hænge lønsedler op på opslagstavlen" ikke er det mest populære blandt DJ's medlemmer. Anbefalinger om åbenhed skal derfor håndhæves efter, hvad der er opbakning til ude på virksomhederne.

Det alvorlige er, at løn til syvende og sidst er et aftalespørgsmål. Hvis det er ligestillingsministerens holdning, at aftaler er sådan noget middelalderligt noget med, at et styrkeforhold er et spørgsmål om, hvem der kan slå modparten mest oven i hovedet, kan jeg til en vis grad følge tankegangen.

Hvis ministeren derimod er af den opfattelse, at aftaler er noget, der bliver til mellem to parter, der hver især har en legitim interesse i at varetage medlemmernes interesse, og i øvrigt er interesseret i et velfungerende og aftalebaseret arbejdsmarked, forstår jeg ikke angsten for med en beskeden lovbestemmelse at sikre det, det hele handler om: lige løn for lige arbejde.

I DJ er vi overordnet set glade for den danske model på arbejdsmarkedet, hvor vi selv laver aftaler uden politisk indblanding. Men når vi år efter år må vi konstatere, at uligelønnen, trods en stor indsats fra fagforbundenes side, fortsætter, kan det være nyttigt med hjælp til mere lighed.

Det er trist, at ministeren nægter at være konstruktiv i den debat.