search

Otte medier brugte samme case

Selv om der er mange tusind udfaldstruede dagpengemodtagere, er 50-årige John Dybdahl fra Hvidovre blevet brugt som case af otte forskellige medier. »Jeg mangler kun de kulørte blade,« siger han selv.

50-årige John Dybdahls problemer med dagpengesystemet er mere end almindeligt veldokumenteret. I løbet af de seneste par måneder er han i otte forskellige medier blevet brugt som case i debatten om nye dagpengeregler.

Første gang var i avisen Arbejderen. De har fulgt ham siden efteråret, og redaktør Birthe Sørensen er ikke imponeret over, hvor meget han er blevet genbrugt siden:
»Det er ikke særlig kreativt, at så mange medier har snakket med den samme. Det er også ærgerligt for debatten, at man kun beskriver dagpengesystemets konsekvenser gennem en enkelt person. Det ville være godt at give et bredt og alsidigt billede gennem flere mennesker,« siger Birthe Sørensen.

Som nummer to medie interviewede Jyllands-Posten John Dybdahl i midten af april, hvor han rent faktisk havde fået et job, som han mistede kort efter. Derfor kunne Berlingske den 9. maj skrive, at John Dybdahl stod til at miste forsørgelsesgrundlaget til august. Det samme skriver Politiken dagen efter, og derefter følger TV Avisen og Go’ Morgen Danmark.

Efter at regeringen fremlagde den nye arbejdsmarkedsydelse den 14. maj, fik John Dybdahl endnu en tur i Radioavisen, Radio24syv og Berlingske:
»Jeg mangler kun de kulørte blade,« fortæller John Dybdahl.
»Jeg stiller op for at gøre opmærksom på, at sagen ikke er håndteret godt. Det er både for min egen skyld og for de mange andre, som er i samme situation,« fortæller John Dybdahl.

Der er op til 30.000 i samme situation ifølge flere af artiklerne om Dybdahl. Når han bliver hevet frem, er det, fordi medierne har henvendt sig til fagforeningen 3F, der har henvist til ham:
»Ideelt set havde vi gerne haft en liste på 50 forskellige personer, vi kunne henvise til. Det ville være bedst at få afspejlet flere forskellige aspekter af sagen. Når det er John Dybdahl, der har været meget i medierne i en periode, skyldes det dels, at vores medlemmer er lidt tilbageholdende med at stå frem, dels tilfældigheder,« forklarer Allan Boldt, der er informationschef i 3F.

Han fortæller, at 3F’s medlemmer ikke nødvendigvis har de samme ressourcer og erfaringer som de arbejdsløse akademikere, der går i medierne, og derfor kan de frygte, hvad en medieoptræden indebærer. Allan Boldt forklarer, at Dybdahl har været brugt meget, fordi der ofte ikke har været tid til at finde andre på grund af deadlines. 3F har, så vidt Allan Boldt ved, orienteret alle medier om, at John Dybdahl havde været interviewet før.

Radio24syv interviewede Dybdahl den 14. maj. Redaktør Asger Juhl forklarer, at 3F havde to forskellige cases, de kunne bruge.
»Vi var klar over, at John Dybdahl havde været i DR, men vi valgte, at det afgørende for os er, om det er den bedste kilde, vi kan få. Og det endte med at blive dagens bedste interview,« forklarer Asger Juhl.

Chef på politiken.dk Christian Lindhardt mener principielt ikke, det er problematisk, at Politiken bruger den samme case, som Berlingske havde dagen inden. Han fortæller, at man ikke var opmærksom på sammenfaldet:
»Under alle omstændigheder bør man tjekke en case, før man bringer den. Hvis vi havde vidst det, kunne det godt være, vi havde forsøgt at finde en anden. Vi har haft mange forskellige cases tidligere i denne debat,« siger Christian Lindhardt.

Bjarne Steensbeck fra DR’s Christiansborg-redaktion pointerer også, at de har brugt mange forskellige cases i dækningen af dagpengedebatten. Den 20. maj overvejede man faktisk at bruge Dybdahl igen:
»Vi droppede ham, fordi vi kunne se, at han havde været brugt en del,« siger Bjarne Steensbeck, som forklarer, at det kan være en udfordring at finde en arbejdsløs, som har lyst til at stille op foran et kamera.

Berlingske valgte at bruge Dybdahl igen den 15. maj, fordi de havde besøgt ham tidligere. Det var en fejl, at det ikke fremgik af artiklen, skriver chefredaktør Jens Grund i en mail.
»Det er rigtigt, at John Dybdahl er blevet noget slidt af medierne, som har ladet ham gå på omgang,« skriver Jens Grund. 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen