I starten af marts fik freelancejournalist Casper Fauerholdt en besked fra sin redaktør på DSB’s passagermagasin Ud & Se.
Redaktøren skrev, at han skulle prøve at kigge på side 12 i det nye nummer af Coops Samvirke. Her fandt Casper Fauerholdt en artikel med rubrikken ’De sanseløse’, hvor en blind, en døv og en person uden lugtesans er interviewet.
”Lige da jeg så det, tænkte jeg: Det var sgu da lidt ærgerligt,” fortæller freelancejournalisten.
I det nyeste Ud & Se har Casper Fauerholdt nemlig en stort set identisk artikel. Også han har talt med en blind, en døv og en person, der ikke kan lugte – og derudover også en, der ikke kan føle. Personen, der ikke kan lugte, er endda den samme som i Samvirke, og hans rubrik – ’Sanseløs’ – er også næsten magen til Samvirkes.
”Det er noget af et sammentræf,” siger Casper Fauerholdt, da Journalisten ringer for at opklare mysteriet.
To sjæle, én genial tanke
Casper Fauerholdt fortæller, at sammenfaldet er en tilfældighed. Han pitchede sin idé til Ud & Se i sommer.
”Jeg syntes selv, det var en ret god idé. Og jeg syntes virkelig, det var genialt, da jeg fandt på titlen ’sanseløs’. I virkeligheden voksede idéen ud af det ord,” fortæller han.
For journalisten bag Samvirkes interview med de sanseløse, Kristian Herlufsen, kom idéen til artiklen af, at han selv har en ven, der er døv. Han synes ikke, det er så besynderligt, at de to blade har en næsten ens artikel i deres marts-udgaver.
”Det er jo ikke en banebrydende idé. Og at vi hver især er faldet over en historie om mennesker, der mangler sanser, viser bare, at det er en historie, der er værd at fortælle,” siger han.
Og hvad med idéen til rubrikken? Casper Fauerholdt synes selv, det var ret genialt, da han fandt på den …
”Jamen så er jeg jo også bare ret genial. Jeg synes, det er en skøn titel. Og jeg synes bare, det er dejligt, at to mennesker kan få den samme fantastiske idé,” siger Kristian Herlufsen.
Naturligt at støde på den case
Forklaringen på, at de to journalister uafhængigt af hinanden tilmed har fundet frem til den samme case – Lone Gram Larsen, der ikke kan lugte – er i virkeligheden heller ikke så mystisk.
”Jeg fandt hende langt inde i en Google-søgning på en gammel hjemmeside om anosmi, som det hedder med et fagudtryk. Jeg tænker, at Samvirkes journalist har gjort det samme, for jeg er aldrig nogensinde stødt på andre, der ikke kan lugte,” siger Casper Fauerholdt.
Det bekræfter Kristian Herlufsen fra Samvirke:
”Det er meget naturligt, at man støder på Lone, hvis man leder efter en, der mangler lugtesansen, for der er under 25 af dem i Danmark, og Lone har en blog, hvor hun har fortalt om sin lidelse,” siger han.
Ærgrer det dig ikke bare lidt, at Ud & Se i samme måned har samme historie med samme case som jer?
”Nej, det ærgrer mig ikke. Det er bare et bevis på, at det er en god idé og en sjov rubrik,” siger Kristian Herlufsen.
Se opslagene
Du kan se de to blades åbningsopslag til deres artikler om de sanseløse her:
Screendump fra Samvirke
Screendump fra Ud & Se
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Dorte Toft
Det har været en præmis at finde kilder, som har været døve, blinde eller lider af anosmi hele livet. Det fik vores gode kollega på Journalisten ikke med fra min forklaring.
Der er langt flere, der mister lugtesansen senere i livet - blandt andet som følge af andre sygdomme. Men for Samvirke var det vigtigt, at vedkommende aldrig har haft lugtesans.
Gad vide, hvad eksperter siger til dette vedrørende sammenfald af kildebrug:
Kristian Herlufsen fra Samvirke:
”Det er meget naturligt, at man støder på Lone, hvis man leder efter en, der mangler lugtesansen, for der er under 25 af dem i Danmark, og Lone har en blog, hvor hun har fortalt om sin lidelse,” siger han.
Så vidt det er mig bekendt, at fraværet af lugtesans langt mere udbredt. Kiggede på problemet (anosmi), fordi nær bekendt blev ramt. Se lidt på udbredelse gennem en googling af følgende ord: hvor mange er ramt af manglende lugtesans i Danmark