Hurra, nyuddannet journalist! Under coronakrisen …

Det pibler frem med færdiguddannede journalister i denne tid. Journalisten har spurgt tre af dem, om corona har påvirket håbet for jobs og fremtid i branchen

Eksamen er overstået. Den nervepirrende ventetid, mens censor og vejleder voterer, er forbi, og du er bestået. Din familie og venner skåler med dig i champagne. Tillykke. Du er nu journalist!

Landets tre journalistuddannelser har den seneste tid sendt et nyt kuld af nyuddannede journalister på arbejdsmarkedet. Men hvordan føles det at blive færdig netop nu, hvor corona har frataget freelancerne store dele af deres indtægt og sendt mediehusene ud i (endnu en omgang) sparerunder?

Journalisten har spurgt tre nyuddannede. 

Et demotiverende arbejdsmarked

Emil Foldager er 28 år og fik i fredags titlen som journalist efter at have forsvaret sin afsluttende opgave på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) i Aarhus. Glæden var stor, men en anden følelse har siden sluttet sig til. Usikkerhed.

”Hvad så nu? Jeg har meldt mig ledig, og der er ét ledigt job i mit område. Det er da lidt specielt. Jeg skal nok indstille mig på at søge bredt og ikke regne med, at jeg kan cykle på arbejde,” siger han. 

”Det er et demotiverende marked at søge arbejde i, når der er coronakrise.” 

Praktiktiden blev brugt på Århus Stiftstidende, der er en del af Jysk Fynske Medier. Den store mediekoncern, der tidligere på måneden meldte ud, at de som konsekvens af corona skal skære op til 100 stillinger

”I forvejen var jeg klar over, at det ville være svært at få et job på Stiften, fordi der har været ansættelsesstop. Men nu er der meget, meget lang vej ind i Jysk Fynske Medier generelt,” siger Emil Foldager. 

Tror du, det kunne have været svært at finde job i mediebranchen selv uden coronakrisen?

”Ja. Jeg havde det i forvejen sådan, at jeg var åben for at lave andet end journalistik, eksempelvis kommunikationsarbejde. Men jeg havde håbet, at jeg skulle lave journalistik på et dagblad eller i en medievirksomhed. Corona har gjort, at jeg har svært ved at se, hvordan det skal lade sig gøre,” siger han. 

Ifølge Emil Foldager bliver man som journaliststuderende ofte fortalt, at man ”bare” skal ud og opfinde sit eget job. 

”Men jeg havde da håbet, jeg bare skulle finde et job i stedet for at skulle ud at skabe det selv.”

”Jeg har virkelig følt mig heldig over ikke at skulle søge job i denne her tid”

24-årige Julie Almann Larsen blev færdig som journalist på Syddansk Universitet i Odense den 25. maj efter fire års uddannelse, herunder halvandet års praktik på TV 2. 

Foto: Nanna Nybro Hansen

Hun er blandt dem, der har sikret sig et job, da hun gik direkte fra praktikant til freelancer.

”Men jeg har set, hvor svært det har været for mine medstuderende – også dem, der blev færdige et halvt år før mig – at finde jobs her under coronakrisen,” siger hun.

”Jeg har virkelig følt mig heldig over ikke at skulle søge job nu.”

Julie Almann Larsen fortæller, at hun og de andre journaliststuderende gennem hele uddannelsen har været forberedt på, at mediebranchen ikke altid er det nemmeste sted at sikre sig et job.

”Men det hele har jo stået stille under corona. Hvis der har været jobs at søge, har man ikke kunnet tage til samtale. Der er så meget, der ikke har fungeret, som det plejer. Det havde sikkert været svært at få job uanset hvad, men det her har altså gjort det hele lige lidt sværere.”

En svær branche – også uden corona

Anne Brik Jensen på 24 har besluttet sig for at være optimistisk, selv om hun står uden job. Hun blev færdiguddannet i sidste uge fra DMJX i Aarhus. Det føltes ”helt fantastisk”, siger hun.

”Men også vildt angstprovokerende. Nu skal man ud i den rigtige verden, ud i voksenlivet.”

Foto: Stine Østergaard

Praktiktiden blev brugt på Nordjyske. Mediehuset har været igennem flere nedskæringer det seneste år, og netop derfor har mediernes sparerunder under coronakrisen ikke givet Anne Brik Jensen det store chok. 

”Det er jo bare en svær branche uanset hvad,” siger hun og tilføjer, at hun faktisk synes, der er mange spændende jobs at søge disse dage. 

”Men jeg ved selvfølgelig bare ikke, hvor mange vi er om dem.”

Anne Brik Jensen ser muligheder for at arbejde mange forskellige steder. Og selv om de seneste måneders krise særligt har ramt lokal- og regionaljournalistik hårdt, er det bestemt ikke udelukket for hende at forsætte i den retning. 

”Der er så mange gode historier derude i lokalsamfundene, som jeg synes fortjener at blive fortalt. Det ville være virkelig ærgerligt, hvis vi stoppede med det,” siger hun.

0 Kommentarer