Det er kun to måneder siden, at medarbejderne på Nordjyske Mediers ugeaviser måtte vinke farvel til i alt ni kolleger i en sparerunde, der endte med otte fyringer og én frivillig fratrædelse.
Men allerede nu er der udsigt til flere afskedsreceptioner i mediehuset.
På et medarbejdermøde tidligere i dag blev det meldt ud, at Nordjyske Medier lukker tv-kanalen 24Nordjyske og Morsø Folkeblad som selvstændigt dagblad. Samlet er der tale om 16 stillingsnedlæggelser. 10 af dem er på 24Nordjyske, mens seks stillinger forsvinder i forbindelse med lukningen af Morsø Folkeblad.
”Vi nedlægger en række stillinger, så ultimativt kan det betyde fyringer, hvis vi ikke finder andre løsninger,” siger ansv. chefredaktør Per Lyngby til Journalisten.
Ny runde i 2020
Tv-stationen 24Nordjyske lukkes med udgangen af august, mens Morsø Folkeblad fra efteråret kommer til at indgå i en Mors/Thy sektion i Nordjyske Stiftstidende.
Chefredaktøren kalder det ”en trist historisk dag” og henviser til, at Morsø Folkeblad har eksisteret siden 1877.
”Men vores økonomi er så presset, at vi ikke kan klare den med at justere lidt hist og her. Der skal større greb til. Vi ved også allerede nu, at der kommer en større runde i starten af 2020. Indtil da skal vi arbejde med, hvordan vi organiserer os, og hvordan vores fremtidige dagblad og øvrige medier kan spille sammen,” siger han.
Også tillidsmand Bo Lehm fra redaktionen Thy Mors, hvor de seks, som laver Morsø Folkeblad sidder, er ked af dagens nyhed.
”Det er en trist dag. Det betyder, at vi på Thy og Mors kommer til at tage afsked med en stor del af kollegerne. Men nyheden er først lige landet nu her, så nu skal folk lige have tid til at sunde sig og finde ud af, hvordan vi kommer videre. Den skal lige fise ind,” siger han til Journalisten.
Bekymret for om fyringer kan undgås
Chefredaktøren understreger, at det endnu er for tidligt at sige, om lukningerne faktisk vil føre til fyringer.
”Vi ved ikke endnu, om det vil ende med fyringer. Vi tilbyder jo også frivillige fratrædelsesordninger og ser på mulighederne for at omplacere medarbejdere,” siger han.
I har jo lige været igennem en runde på ugeaviserne, som endte med otte fyringer og én frivillig fratrædelse. Er det realistisk, at I kan undgå fyringer?
”Jeg tror da på, at det kan lade sig gøre. Både med frivillige fratrædelser og omplaceringer. I det omfang vi kan se nye stillinger, så forpligter vi os på at tilgodese vores egne medarbejdere. Vi slår altid nye stillinger op internt først,” siger Per Lyngby.
Tillidsmand Bo Lehm er knap så optimistisk i forhold til, om man kan undgå fyringer.
”Det håb skal man jo altid bevare. Men realistisk set kan jeg da godt være bekymret,” siger han.
Tillidsmand: Et skridt ad gangen
Også fællestillidsrepræsentant Merete Ejsing Horn fortæller, at medarbejderne er ”rigtig, rigtig kede af det” efter dagens nyhed.
”Men det kommer ikke bag på os. Vi var varslet i sidste runde om, at der nok vil komme noget igen,” siger hun.
Og nu varsler ledelsen jo også, at der kommer en ny runde i begyndelsen af 2020. Hvordan tackler I det?
”Der er ikke andet at gøre end at tage et skridt ad gangen,” siger Meret Ejsing Horn og tilføjer:
”Selvom det er hårdt, har vi faktisk et godt samarbejde med den redaktionelle ledelse om det. Både de og vi synes, at det her er hårdt og svært. Men jeg er da glad for, at man tilbyder frivillige fratrædelser på de vilkår, man gør.”
Rettet kl. 14.53: I en tidligere version af artiklen havde Per Lyngby fået titlen 'direktør'. Han er ansv. chefredaktør.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Kollegaer på Mors, jeg håber der bliver mulighed for jer at lave en bragende netavis på MORS. God fornøjelse.
Udygtige er de i hvert fald
At hugge lokaljournalistikken ned til stubhøjde er ikke at sikre den. Det er en dårlig undskyldning for ikke at gentænke lokaljournalistik som institution og forretningsmodel. Måske er storbyens regionale mediecentraler bare ikke de rigtige ejere.