Du er altid midt i noget, når en journalist ringer.

Det er ikke en konstatering af fakta. Det er den standardreaktion, enhver kommunal politiker og leder skal lære, hvis det står til KL’s pressechef, Søren Kudahl.

På KL’s kommunikationsdøgn 5. oktober fortalte Kudahl ved en seance, hvordan han går til værks, når han medietræner kommunale politikere og chefer. Og en af hans mange pointer var det lille greb altid at være midt i noget. Ikke fordi man ikke skal svare – for det skal man – men for at få den tid til forberedelse, der gør, at man kan svare ordentligt.

”Man kan altid sige: Jeg er lige midt i noget, jeg vender tilbage. For man er jo altid midt i noget – enten sidder man i et møde, eller også forbereder man sig til et møde,” sagde Søren Kudahl til den store forsamling af kommunale kommunikationsmedarbejdere, der var mødt op til hans oplæg.

Budskaber skal presses igennem

Tiden, inden man vender tilbage til journalisten, skal bruges på forberedelse, eventuelt i samarbejde med ens kommunikationsafdeling. Man skal have overblik over sagen og overveje, hvilke spørgsmål man kan forvente, og hvordan man vil svare. Men noget, der er lige så vigtigt, er at forberede de budskaber, man gerne selv vil bruge lejligheden til at få sagt.

”Man skal tænke, at her er en rigtig god mulighed for at fortælle sin historie for et publikum. Derfor skal man bruge noget tid på at forberede og skrive ned: Hvad vil jeg med det, hvem vil jeg nå, og hvad er hovedbudskaberne?”

Når først interviewet er i gang, er det den interviewede politiker eller chefs hovedopgave at få flettet budskaberne ind.

”Hovedbudskaberne SKAL afleveres. Jeg har talt med nogle borgmestre, der ikke kom ud med deres budskaber og bagefter forklarede: ”Jamen, journalisten spurgte aldrig om det.” Det er bare ikke godt nok,” sagde Søren Kudahl til den grinende forsamling.

”Spørger journalisten ikke, er det bare ærgerligt. Du SKAL af med de budskaber,” fortsatte han.

Legalt er ikke altid legitimt

En tilhører fra salen pegede på, at det godt kunne virke papegøjeagtigt og utroværdigt, hvis en borgmester bare stod og gentog de sammen paroler, og det var Søren Kudahl enig i.

”Øvelsen er at bygge bro fra journalistens spørgsmål til ens eget budskab. Og det er noget af det vanskeligste. Man skal ikke svare i øst, når der spørges i vest. Men jeg vil heller ikke anbefale, at man svarer ja eller nej. Gå ind i det, journalisten siger, uden at udstede garantier, der skal nok være en måde at komme udenom,” sagde Kudahl.

En uskik, han pegede på, er den henvisning til formelle regler, som især embedsmænd kan forfalde til, når de udtaler sig om en sag.

”Fagchefer ser meget på, om man har fulgt reglerne. Og det skal de gøre. Men der er forskel på, om noget er legalt, og om det er legitimt. Når en chef begynder at argumentere med, at man har fulgt reglerne, så er spørgsmålet: Kunne borgere med rette forvente, at kommunen var gået et skridt videre? Det er et godt spørgsmål at stille sig selv, inden man skal interviewes.”

Fejl må ikke negligeres

Tilsvarende er empatien vigtig, når man udtaler sig om sager, der har berørt andre mennesker. Og det er noget, der kan aflæses både i ordene, kropssproget og stemmeføringen. Her skal man især passe på med at negligere, hvis der er sket fejl.

”Der kan jo altid ske en fejl. Der er 3.000 sager årligt i kommunen, så der vil ske fejl. Sådan har jeg oplevet chefer, der argumenterer, når vi laver medietræning. Men man skal være meget påpasselig med, hvilket indtryk borgerne sidder tilbage med. Og hvis der er tale om død, ødelæggelser eller alvorlig sygdom, så sig for Guds skyld aldrig: Der kan jo ske fejl.”

Søren Kudahl fortalte på seancen, hvordan han organiserer medietræning, og han kom med gode råd til, hvordan deltagerne selv kan medietræne deres ledere og politikere. Blandt andet opfordrede han til, at medietræningen foregår i små hold, hvor deltagerne kan være med til at give hinanden feedback, og at man også bruger tid på at diskutere de journalistiske kriterier og forståelsen af, hvorfor noget bliver en mediehistorie.