Løkke: Medietræning er ligesom læsehjælp til ordblinde

Medietræning til ministre er »helt på sin plads«, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen og sammenligner det med læsehjælp, hvis ministeren er ordblind. Én dags kursus til 40.000 kroner har ellers skabt debat.

Medietræning til ministre er »helt på sin plads«, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen og sammenligner det med læsehjælp, hvis ministeren er ordblind. Én dags kursus til 40.000 kroner har ellers skabt debat.

Det var et kort samråd i Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg i dag, men der var alligevel et stort opbud af journalister. Statsminister Lars Løkke Rasmussen skulle nemlig svare på kritik af hans ministres udgifter til medietræning.

Løkke afviste kritikken og slog fast, at medietræningskurser er »helt på sin plads«. Det skriver Eb.dk.

Statsministeren sammenlignede træning i at omgås pressen med hjælp eller kurser til en minister, der måtte have brug for det på andre basale områder.

»Det kan være en minister, der har brug for at få skærpet sine sprogkundskaber. I princippet kunne det være en ordblind minister, der havde brug for noget læse-skrive-kursus. Man kunne måske ligefrem forestille sig et tænkt eksempel med en talblind minister,« sagde han ifølge Eb.dk.

Der har ellers været heftig debat om ministrenes medietræning, efter Ritzau kunne fortælle, at socialminister Karen Ellemann (V) havde brugt 40.000 kroner på én dags kursus, og at tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen havde brugt 29.000 kroner.

Statsministeren slog dog også fast, at ministre naturligvis skal tænke sig om.
»Man skal omgås skattekroner med varsomhed og omtanke. Og det gælder uanset, om man køber ind til ansatte eller ministre,« sagde han.

0 Kommentarer