De danske spillere er blevet drønkedelige. Når DBU tilmed begrænser deres omgang med pressen, bliver det mindre festligt at være sportsjournalist. Så var det bedre i gode gamle dage, da man måtte komme med under bruseren.

DISTANCE. Så længe bolden er rund, og det er 11 mod 11, har de lov at håbe – men den rekordstore koloni af danske sportsjournalister ved VM i Sydafrika satser næppe på at få noget forærende, når fodboldslutrunden om få dage fløjtes i gang.

Én ting er, at Danmarks landshold ikke tillægges de store chancer for at levere resultater på grønsværen, men også uden for banen ligner det en historisk slatten omgang at skrive hjem om. Til sammenligning har det selvfølgelig også været det rene tagselvbord at være sportsjournalist ved de foregående VM-slutrunder med dansk deltagelse:

I Sydkorea 2002 kunne pressekorpset følge med fra første parket, mens Stig Tøfting og Thomas Gravesen voksenmobbede Jesper Grønkjær, der blandt andet fik buksevand af midtbanebøllerne.
I Frankrig 1998 kaprede bonkammeraterne Martin Jørgensen og Thomas Helveg kameraet og interviewede hinanden, mens Laudrup-brødrene tog værdig landsholdsafsked på banen.

Og i Mexico 1986 socialiserede journalister og spillere ved poolen og rundt om bordtennisbordet på deres fælles hotel. Det var også her, at landsholdets daværende anfører, Morten Olsen, kunne opleves liggende i sin seng, mens han fortalte Danmarks Radios udsendte om sit besvær med at sove i den mexicanske hede.

Det ender i sladder. 24 år senere figurerer selvsamme Morten Olsen som landstræner, og sammen med resten af toppen i Dansk Boldspil-Union (DBU) var han for nylig med til at gøre nationens bedste spillere en tak mere utilgængelige for pressen op til eksempelvis de tre indledende gruppekampe.

Ændringerne betyder blandt andet, at kun Morten Olsen og to til lejligheden udvalgte spillere står til rådighed for fællesspørgsmål dagen før kampstart ved et såkaldt podiepressemøde. Tidligere kunne pressen interviewe hele truppen og få spillerne på tomandshånd. Det mindskede råderum betyder, at det bliver sværere at fylde aviser og sendeflader på selve kampdagen, mener landets sportsredaktører. Det er især blevet sværere at lave solohistorier, når alle lytter med på spørgsmålene.

Tine Bendix fra DR Sporten mener ligefrem, at DBU's skærpelse af reglerne risikerer at flytte fokusset fra det sportslige til privatsfæren:
»Jo mere adgang vi får, jo flere gode historier kan vi fortælle. Nu er der en tendens i sportsjournalistikken, hvor man søger længere væk fra fodbolden og i stedet fokuserer på spillernes privatliv. Det kunne en bedre adgang til hovedpersonerne måske lave om på,« mener hun.

Fodboldforbundets kommunikationschef, Lars Berendt, kalder gennemtrumfningen af podiepressemøder på dagen før, det går løs på banen, for en mindre stramning. Men ikke desto mindre en nødvendig en af slagsen for at tilpasse sig den stadig større presseinteresse, som slider på landsholdstruppen:
»Det begynder at være et forstyrrende element, når den samme spiller skal svare på det samme spørgsmål syv eller otte gange op til de afgørende kampe. Og der er jo ikke tale om, at vi ødelægger pressens muligheder for solohistorier, for de fleste emner kunne være taget op adskillige dage før. Det handler vel om at planlægge sin tid bedre som journalist,« konkluderer Lars Berendt.

Kommunikationschefen fremhæver desuden, at Danmark var et af de sidste vesteuropæiske lande, der stoppede traditionen med at have samtlige spillere til disposition et døgn inden vigtige landskampe.

Den pointe afviser Jyllands-Postens sportsredaktør, Christian Thye-Petersen. Han forstår ikke, at det skulle være et argument, at andre landshold har været endnu sværere at få i tale:
 »Vi kunne sagtens få bedre adgang uden at skade spillernes forberedelse. DBU siger, at vi skal trøste os med, at adgangen er meget dårligere i udlandet, men jeg synes ikke, vi skal sammenligne med laveste fællesnævner,« siger han.

Andreas Kraul fra DR Sporten er enig:
»Prøv nu og hør her – det drejer sig om 15 minutter af deres tid, og det er over 24 timer inden kampen, og vi er nogle relativt fornuftige mennesker, der bare vil passe vores job. Det burde kunne lade sig gøre.«

Spillerne lukker luft ud. Jes Mortensen fra TV 2 har haft landsholdet som stofområde, siden han blev færdiguddannet i 2006. Modsat størstedelen af sine skrivende kolleger synes han, at spillerne ofte leverer varen, men han repræsenterer
selvfølgelig også det medie, der har købt rettighederne til DBU's kampe, og han nyder derfor godt af en vis form for særbehandling.

Alligevel får han ikke retoriske guldkorn eller kontroversielt brændstof forærende af spillerne. Deres udtalelser er blottet for kalorier og kører helt bevidst i en klichéfuld rille. Jes Mortensen husker især et telefoninterview, som han lavede med anfører Jon Dahl Tomasson for et par år siden:
»Da vi aftalte, hvornår jeg kunne ringe ham op, havde han en tilføjelse: "Du ved godt, at du får Vedbæk-pladen, ikke?" Det betyder reelt: 'Jeg siger ikke en skid'. Så når folk tænker, at han ikke magter at lukke andet end varm luft ud, så er han altså godt selv klar over det,« forklarer TV 2-reporteren.

– Stills fra filmen "Og Det Var Danmark"

Ifølge Jes Mortensen og en række andre danske sportsjournalister er Jon Dahl Tomasson arketypen på den nye, fåmælte landsholdsspiller. Den danske landsholdsanfører fik debut i nationaldragten i 1997, og han er fra en generation, der er vokset op med masser af medieopmærksomhed. Så meget, at han i sine klubber har fået indpodet, at det kan være dårligt for karrieren og indtjeningen at være for åbenmundet.

Så hellere sige ingenting som målmand Thomas Sørensen, der i en periode boykottede den danske sportspresse, efter at hans reaktion på rygterne om en storklubs interesse for ham var blevet fordrejet. Det skete, da engelske medier versionerede en række danske skriverier om emnet.

»Efter internettet er kommet, bliver der skrevet langt mere om fodbold, og risikoen for fejl er større, når en historie bringes videre. Det har gjort mange spillere endnu mere forsigtige, og der er jo fandeme heller ikke en klub, der ikke sender sine spillere til presseundervisning. Jeg kan huske, at man så Allan Simonsen udtale sig med røven bar i 1986. Det sker nok aldrig igen,« spår Jes Mortensen.

Andreas Kraul supplerer: »Modsat Jon Dahl og kompagni var folk som Søren Lerby og Frank Arnesen jo ikke opdraget med prof rammer, fra de var 14-årige talenter. Dengang var omgangstonen mere jovial, omklædningsrummene åbne, og spillerne vant til at se journalister drikke en øl, mens de stillede spørgsmål.«

Træder spillerne alligevel grusomt ved siden af, er det som regel en engangsforeteelse. Internt på DBU's landshold hersker nemlig en kæft, trit og retning-mentalitet, der ifølge flere sportsjournalister håndhæves af de garvede i truppen:
»Det bedste eksempel er Nicklas Bendtner, der kritiserede angrebsrivalen Morten 'Duncan' Rasmussen på ungdomslandsholdet for et par år siden. Bendtner blev banket på plads så eftertrykkeligt, at han ikke turde åbne munden i tre måneder efter, og det er ærgerligt. For det er jo bare unge mennesker, der har en mening,« mener DR Sportens Andreas Kraul, der til gengæld ikke begræder, at han formentlig går glip af at bælle gravøl med Rommedahl og Agger, når landsholdet når sin endestation ved VM. Det gjorde flere af hans kolleger ellers i 1986, da Danmark led sit forsmædelige nederlag på 1-5 til Spanien:

»Det er godt, at der er en vis distance. Vi skal jo trods alt dække landsholdet i medgang og modgang.«

Søren Lerby og Jesper Olsen på slap line
Der findes talrige eksempler på, at danske landsholdsspillere historisk set har været nogle af de mest åbenmundede og underholdende størrelser i international fodbold.

Et af de mere hemmelige optrin finder man ved at søge på "Jesper Olsen and Søren Lerby" på youtube.com. I 1983 kunne man se de to danske Ajax Amsterdam-stjerner udstille deres manglende musikalitet ved den årlige tv-transmitterede galla for hollandsk fodbold.

Makkerparret havde iklædt sig smoking og sang trestemmigt med operastjernen Willy Alberti om at være dansker i Æresdivisionen. Selv om det måske ikke lød sådan, havde de gjort deres hjemmearbejde grundigt og terpet tekst og melodi i dagene op til gallaen:

"Det var mest af alt nervepirrende, men også sjovt. Vi var til lydprøver med nogle store hollandske bands, og de var helt færdige af grin over os. Det lød jo håbløst," fortæller Jesper Olsen til denne måneds udgave af Ud & Se.