Danmark er et smørhul.

Her er grønt, godt, håb og glæde. Vi samarbejder og dyrker fællesskabet – og så er det ofte helt gratis.

Ja, hvis man var landet i Danmark for første gang og smed pressemeddelelserne fra landets 10 største kommuner igennem Google Translate, så kunne det godt være det indtryk, man fik.

Som vi beskriver i dette nummer af Journalisten, så er langt den største del af den kommunikation, der udgår fra kommunerne, positiv. De dårlige sager skal graves ud af medierne, mens et stigende antal kommunikationsfolk arbejder med at fortælle om alt det gode, kommunerne gør for borgerne.

Det kommer næppe som den store overraskelse for nogen og falder de fleste naturligt for. Men er det klogt?

For vi ved jo godt, at der er problemer på skolerne. At et vejarbejde står stille i ugevis, fordi der var rod med tegningerne. At det ikke er hver gang, der bliver gjort rent som en hvid tornado hos de ældre.

Og de ved det også i forvaltningerne. Det bliver bare ikke kommunikeret ud til borgerne – og hvis det gør, bliver det vinklet så positivt som muligt.

Selvfølgelig vil der opstå masser af problemer rundt omkring i kommunerne, der har et ocean af opgaver og servicerer danskerne fra vugge til grav.

Men hvorfor gå og putte med det, når det ville være langt mere ærligt, troværdigt og demokratisk også at fortælle borgerne, når noget er et problem, i stedet for kun at forsøge at tegne et glansbillede.

Det nemme er selvfølgelig at skyde på de kommunikationsfolk, der sidder i kommunerne og regionerne og formulerer alle de fine ord. Men ofte skyldes glansbilledet et pres ovenfra, viser en rundspørge, som Journalisten har foretaget.

Næsten halvdelen svarer, at de har oplevet et pres for at få kommuner eller regioner til at fremstå så positivt som muligt. Heldigvis siger mange fra og modstår presset, men fire ud af ti mener stadig, at kommunikationen fra kommunerne og regionerne er for positiv.

Og det kan være et demokratisk problem.

Det fremmer nemlig borgmestre og regionsrådsformænds muligheder for genvalg, at de fremstår som succeser. Med andre ord gavner skønmaleriet dem, der allerede sidder ved magten.

Så hvor skal forandringen komme fra?

Man burde spørge de borgere, som kommunikationsafdelingerne er sat i verden for at betjene. Ønsker borgerne skønmalerier eller en mere tidssvarende realisme?