TV2 Lorry kom i klemme, da satirikere fra DR-programmet Absurdistan fik en falsk historie igennem om en natklub kun for smukke mennesker. Historien endte med et interview i studiet med en falsk klubejer.
Men Absurdistan har også narret Berlingske Nyhedsbureau. Kort før jul sendte satirikerne bag programmet en pressemeddelelse ud om et nyt datingsite kun for troende muslimer – islamdating.dk. Pressemeddelelsen lå til grund for en historie fra nyhedsbureauet. Kilderne bag det nye datingsite blev aldrig kontaktet. Tværtimod blev citaterne plukket fra pressemeddelelsen.
Berlingske Nyhedsbureau ærgrer sig over, at løgnehistorien slap igennem – og endte i medierne hos flere af bureauets kunder. Det fortæller chefredaktør Jens Grund.
Har I begået fejl i denne her sag?
»Når sådan en historie kommer ud, så har vi ikke gjort det godt nok. Derfor strammer vi op på Berlingske Nyhedsbureau nu. Der kommer en meddelelse ud til alle medarbejdere om, at medmindre en pressemeddelelse kommer fra en offentlig myndighed eller andre kilder, vi kender, så skal den pågældende journalist altid ringe til kilden for at bekræfte historien. Hvis politiet skriver ud, at de har taget 50 kilo hash på Christiania, så vil vi da stole på dem og sende den ud hurtigst muligt,« siger Jens Grund til journalisten.dk.
Han tilføjer:
»Man kan aldrig nogensinde sikre sig mod, at folk forsøger at snyde en, som TV2 Lorry jo virkelig kom i klemme for. Men man kan gøre mere for at kigge historien og kilderne efter i sømmene.«
Pointen med løgnehistorien om islamdating er at vise, hvordan medier for let sluger pressemeddelelser. Er du enig i, at medierne har et problem i den måde, vi behandler pressemeddelelser på?
»Jeg kan ikke tale for alle medier, men jeg synes ikke, det er et generelt problem hos os. Når vi så oplever en situation som denne, er vi nødt til at slå ned på det.«
Hvad mener du om den metode, de her satirikere bruger?
»Jeg synes grundlæggende, man skal være meget varsom med at gå ud med falske oplysninger i det hele taget. De har lagt nogle spor i teksten, som jeg synes burde have gjort, at vi var mere kritiske – men det er jo falske oplysninger. Det er farligt at gå ud og være med til at underminere den troværdighed, kilder og medier har.«
Strammer I op på andet end, at I nu vil ringe på pressemeddelelser fra kilder, I ikke kender?
»Nej.«
Komikere: Vi vil teste pressen
Komikerne bag Absurdistan, som også er under vingerne hos Casper Christensens komikersite FunnyHaHa, mener, at både Lorry-sagen og nu BNB-sagen viser, at medierne har et problem.
»Vores mission er, at vi vil teste pressen – hvor dårlig er kildekritikken, og hvor lidt researcher journalister egentlig på det, de vælger at bringe. Det interessante ved denne historie er, at flere medier mere eller mindre trykte den pressemeddelelse, vi havde sendt ud,« siger producer Casper Kolding til journalisten.dk.
Medvært på Absurdistan Kristoffer Eriksen er selv uddannet journalist. Det var bl.a. ham, der udgav sig for at være "Iqbal" – stifteren af islamdating.dk. En journalist fra BT ringede for at teste historien, og her foregav Kristoffer Eriksen at have indvandreraccent. Den journalist skrev aldrig historien, "nok fordi hun fattede mistanke", mener Eriksen. Alligevel endte historien i BT, fordi nyhedsbureauet sendte historien ud.
»Det her er principielt interessant, fordi journalister gør sig selv til redskaber for kommunikationsbranchen ved bare at copy-paste artikler og skrive deres egen byline på, som om de selv har researchet sig til historien,« siger han til journalisten.dk.
I forgårs sagde TV2 Lorry-direktør Dan Tschernia til journalisten.dk, at det er umuligt helt at undgå, at en løgn kan slippe igennem filteret og blive til en nyhed.
»Hvis folk virkelig vil svindle med en, så kan de svindle med en. Ellers skulle vi gå ud og lege Sherlock Holmes,« sagde Dan Tschernia.
Enhver kan vel ringe og lave telefonfis, hvis man gør nok ud af det. Har Dan Tschernia ret i, at medierne ikke kan gå og lege Sherlock Holmes på alle historier?
»Jeg synes i hvert fald, at medierne skal passe på med at blive kommunikationsbranchens nyttige idioter. Jeg skal ikke tage den store mediekritiske hat på, vi laver jo satire. Vi prøver at udstille tingene, som de er – vi laver en stikpille til nogen, der lever af at udstille andre. Men det her er jo ikke Operation X på journalister.«
Ligger der flere løgne derude, som er blevet slugt af medierne, men som venter på at blive blotlagt?
»Det vil jeg ikke afvise. Men jeg kan ikke sige noget konkret.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.