search

Løgn og latin i sandhedens tjeneste

Truman Capote drak Marlon Brando fuld. Mads Brügger løj sig til diplomat, teaterboss og Bush-elsker. Kurt Lassen brød en aftale om fortrolighed, og John Hansen er uærlig over for spindoktorer. Journalister lyver og bedrager for at kunne fortælle historien. Men hvor går grænsen?

"Lyv ikke, men fortæl heller ikke hele sandheden.” Balthasar Gracián, spansk filosof

”Filosofisk set er bedrag en dårlig vane for journalister. Vores rolle er at finde sandheden, ikke at sløre den.” Michael Fancher, tidl. chefredaktør på Seattle Times

Januar 1957. Truman Capote står på fjerde sal i Miyako Hotel i Kyoto. I den ene hånd har han en flaske vodka. Om lidt træder han ind på et hotelværelse, og når han forlader det seks timer senere, har han en historie, der skal gøre ham berømt. Og berygtet. Bag døren sidder den utilnærmelige filmstjerne Marlon Brando.

Truman Capotes portræt ”A Duke In His Domain” er blevet berømt, fordi Marlon Brando for første gang nogensinde taler ud om sine sorte tanker og forholdet til sin fordrukne mor. Men da artiklen blev bragt i The New Yorker, blev Marlon Brando rasende. Han følte sig narret og fandt artiklen mangelfuld og misvisende.

Artiklen er et eksempel på, at journalisten fortæller en god historie – men ikke hele historien.
Blandt andet fortæller Truman Capote, at de to drikker sig fulde sammen. Men han nævner ikke, at det var ham, der havde vodka med. Når Capote beskriver, hvordan Brando taler ud, undlader han at nævne, at han lokkede det ud af skuespilleren ved at fortælle om sin egen fordrukne mor. Noget af det, Capote fortalte, var opdigtet eller overdrevet. Samtidig brugte han aldrig blok eller optager, så alt er skrevet ud fra hans hukommelse.
»Du fortæller om dig selv, og langsomt væver du et spind, så han fortæller dig alt. Sådan lagde jeg fælden for Marlon,« som Truman Capote stolt har sagt.

Mange mener, artiklen er et skoleeksempel på en journalist, der både narrer sin kilde og sine læsere. Mange andre mener, det er noget af det bedste journalistik, der nogensinde er skrevet.

Hvor går grænsen for løgn og bedrag? Lyver vi journalister mere, end vi må?
Er det i orden, når Mads Brügger udgiver sig for at være kynisk diplomat i Afrika eller teaterchef i Nordkorea? Må graverchef John Hansen svare mangelfuldt, når en spindoktor udfritter ham om, hvad han vil spørge ministeren om? Må forfatter Kurt Lassen bryde et løfte og offentliggøre en fortrolig samtale, hvis en generaldirektør forsøger at bestikke ham? Og er Truman Capotes berømte interview i orden?

Forskeren T. Luljak påviste i 2000, hvordan helt almindelige tv-journalister i det amerikanske Midtvesten løj dagligt og helt rutinemæssigt. Ingen af dem mente, at det var et problem. Luljak fulgte tv-kanalen i 14 timer. I den tid løj journalisterne for kilder, både for at få dem til at udtale sig og for ikke at såre dem. De sendte også løgnagtige oplysninger i æteren for at hjælpe politiet med en efterforskning.

En anden amerikansk undersøgelse, ”Lying to Tell the Truth” fra New York University i 2010, afslører bedrag som et uundgåeligt værktøj i journalistik. Men også som et tabubelagt emne. 14 af 20 journalister, der blev interviewet, fortalte, at de selv havde brugt uærlige metoder i deres arbejde. Men kun efter lange samtaler, hvor flere benægtede i starten. Og de seks, der afviste at bruge den slags metoder, kendte kolleger, der gjorde.

Mads Brügger er garvet i den journalistiske disciplin fup og bedrag. Han har lavet tre film, hvor han udgiver sig for at være nogen, han ikke er. I Det Røde Kapel spiller han en teaterchef, der beundrer Nordkorea. I Ambassadøren den onde diplomat. Og i filmen Danes for Bush fra 2004 er han en højresnoet republikaner-elsker, der rejser til USA for at føre valgkamp for George W. Bush.

Mads Brügger understreger, at uærlige metoder kun må bruges som en sidste udvej.
»Maskespil og det at udgive sig for noget, man ikke er, går tilbage til journalistikkens barndom. Det er et gyldigt værktøj, hvis der kommer noget ud af det, man ikke kunne få på sædvanlig vis.«

Men samtidig mener Brügger, at den danske mediebranche er for sort-hvid.
»Det er mærkeligt. Samtidig med at journalistikken er, hvis ikke døende, så i dyb krise, er der opstået en nypuritanisme. Folk bliver simpelthen så vrede, hvis et medie bliver taget i at snyde, lyve, tale usandt.«

Ideen om, at journalister altid fortæller den skinbarlige sandhed, er en illusion, mener han.
»Det ligger i journalistens opdrag at lægge et snit, bygge en narrativ. Når du gør det, siger du, at noget er vigtigere end andet, og at historien har en start, en midte og en slutning. Så ændrer du dybest set i virkeligheden.«

TV Avisen er et godt eksempel, mener Brügger. Det stod især klart i sagen om den falske demonstration, der rullede i januar. Et produktionsselskab havde iscenesat demonstrationen foran en jysk bank. Det skulle bruges i en film til DR. Men da TV Avisen kom forbi, vidste journalisten ikke, at demonstrationen ikke var virkelig. Derfor endte optagelserne i nyhederne om aftenen.

Det førte til, at DR meldte klart ud, at fiktion ikke hører hjemme i nyhederne.
»Men det afstedkom en diskussion af, om TV Avisen i det hele taget er fiktion? Det kan jeg som tidligere vært på DR2 Deadline tale med om. Det er i vid udstrækning et nøje koreograferet og instrueret kammerspil.

Hvad er vigtigt i dag, hvem skal i studiet, hvad vil de sige? Det er et arrangeret stykke virkelighed,« siger Mads Brügger.
Der er ingen facitliste over, hvad der er rigtigt og forkert. Det mener DR’s etikchef, Inger Bach. Hun har været redaktionel chef i en årrække, både med ansvar for dokumentar, livsstil og nyheder. Og hun kan ikke genkende Mads Brüggers indtryk af, at TV Avisen er et kammerspil.
»I stedet for at tale om, hvad der er rigtigt og forkert, skal vi have fuld åbenhed om den måde, vi arbejder på, og de diskussioner, vi har,« siger hun.

Inger Bach understreger, at der er mange programmer i DR, som er værd at debattere. Som eksempler nævner hun dokumentarserierne 100 dage uden stoffer og 9Z mod Kina.
»Begge programmer var bygget op om iscenesættelser, men begge beskriver i allerhøjeste grad den virkelighed, vi gerne vil skildre.«

Så seerne skal også vide, når vi selv er lidt i tvivl om, hvad vi har gang i?
»Ja, det er helt klart. Det handler om åbenhed, også om det, der ikke er sort-hvidt. Jeg er ikke ude efter en facitliste.«

Inger Bach er også uenig i, at DR er viklet ind i tunge etiske regler og ledvogtere i stedet for at lade journalisterne tænke selv.
»Jeg kan ikke genkende billedet af, at vi har båndlagt os selv, og jeg ser slet ikke mig selv som en ledvogter. Men vi respekterer naturligvis de presseetiske regler, der gælder i det her land, ligesom alle andre. Vi har ikke strammet vores etik,« siger hun.

»Jeg lyver aldrig. I vores fag er vi nødt til at have sandheden som et ideal, ellers giver det ingen mening.«
Sådan siger graverchef på Politiken John Hansen. Men han understreger, at tingene heller ikke er sort-hvide i hans metier. Han kan godt finde på at bruge det, han kalder ”uærlig kommunikation”. Han lyver ikke, men det kan komme tæt på.

John Hansen beskriver et eksempel: Han vil have en minister til at forholde sig til et kontroversielt emne. Men ministerens spindoktor er kritisk og mistænksom. Her går grænsen, lige inden det bliver lyv.
»For at være helt ærlig, har jeg da prøvet at få et interview med en minister, hvor jeg har tilkendegivet én dagsorden, men havde planlagt også at spørge om noget andet. Jeg vidste, at hvis jeg fortalte det, ville jeg ikke få mit interview. Og da jeg nævnte det, smed ministeren mig da også ud. Det var et desperat forsøg på at få ham i tale, og det havde jeg ingen moralske skrupler over. Over for den slags kilder går min grænse, lige før jeg lyver.«

Mads Brügger har fået kritik for at bringe uskyldige i fare, når han forklæder sig og for eksempel fører nordkoreanere bag lyset i Det Røde Kapel. Det er ikke til at sige, hvordan det nordkoreanske regime har straffet eksempelvis den guide, der viste Brügger og hans teatertrup rundt.
»Du skal gøre dig klart, at hvis du siger til nordkoreanerne på forhånd, at du kommer for at demaskere deres rædselsvækkende diktatur, så kommer du ikke ind. Og hvis du stiller spørgsmål, der kommer regimet for nær, kan du hurtigt komme ud igen. Uanset om du møder op med en teatertrup og en spastiker eller som almindelig nyhedsjournalist, er du tvunget til at indgå i et rollespil.«

Mads Brügger indgik også i et rollespil, da han lavede Ambassadøren. Men her har han færre skrupler.
»Ingen af dem, som er med i Ambassadøren, ville have været med, hvis jeg klart havde sagt, at jeg var en journalist i gang med at lave en film for at afsløre systematisk magtmisbrug og korruption i en smadret, tidligere fransk koloni samt Liberia. Det var ikke sket.«

John Hansen sad tilbage med en ubehagelig fornemmelse, da han havde set Mads Brüggers Det Røde Kapel. Det gør han også tit, når han ser undersøgende undercover-programmer på tv, fortæller han. Bedraget bliver for meget i forhold til, hvor vigtig historien er.


ilustration- Otto Dickmeiss

Det Røde Kapel betragter han slet ikke som journalistik.
Men han afviser, at undercover som metode er forkert. Han fortæller, at han både som graverjournalist på Politiken og Jyllands-Posten har været med i overvejelser om netop at bruge det værktøj. Men det blev droppet begge gange.
  »I det ene tilfælde faldt det på sikkerheden for dem, der skulle undercover. Det turde vi ikke tage ansvaret for. I det andet tilfælde spurgte vi os selv: Hvordan kan vi bruge det indhold bagefter? Vi ville stå med noget, vi simpelthen ikke kunne stå inde for at vise, fordi vi fra starten ikke havde spillet med åbne kort.«

»Hvis du lader være med at skrive om mit privatliv overhovedet, så følger der en belønning.«

Sådan sagde Kenneth Plummer i en fortrolig samtale med forfatter og journalist Kurt Lassen i 2010. Kenneth Plummer lovede to gode historier, hvis Lassen holdt fingrene fra privatlivet i en bog om den daværende generaldirektør i DR.
Men Kurt Lassen havde optaget samtalen. Kort før bogen udkom, offentliggjorde han den. Det førte til, at Kenneth Plummer måtte gå som DR-boss. Men det skabte også stor furore om Kurt Lassen. Er det i orden at love en kilde fortrolighed og så bryde den?

Mediebranchen var delt.
Kurt Lassen fortæller i dag, at han ikke havde andre udveje end at offentliggøre båndet.
»Han ville spille mig ud og påvirke mig. Jeg havde ikke noget valg. Der skete det, at jeg skiftede præmis undervejs, så Kenneth Plummer blev selve historien.«

Men brød du ikke kildebeskyttelsen?
»Det har hele tiden været min pointe, at det gjorde jeg ikke. Plummer blev historien. Han blev sagen, der skulle afsløres. Han var ikke en kilde mere.«

Må en journalist overhovedet lyve? Sådan rent juridisk, er det så i orden at lyve, bedrage eller løbe fra et løfte?
Ja, men kun i særlige tilfælde, siger mediejurist Oluf Jørgensen.
»Udgangspunktet er, at en journalist ved kontakt til en kilde præsenterer sig korrekt og siger, hvad der ønskes interview om, og hvad det skal bruges til. Journalister må ikke lyve. Det er hovedreglen,« siger Oluf Jørgensen.

Men …?
»Men: Hvis meget samfundsvæsentlige forhold ikke kan afdækkes på anden måde, er det presseetisk i orden, at journalister bruger det, man kalder ”skjulte metoder”. Du spørger til at lyve, men det kan også være andre ting.«

Pressenævnet har haft en del sager inden for det, der kaldes ”skjulte metoder”. Det afgørende er, om sagen er samfundsvæsentlig nok, og om oplysningerne kunne være boret ud på en mere ærlig måde.
Oluf Jørgensen giver et eksempel fra Højesteret.
»DR satte i Kontant fokus på etik ved handel med hunde. I udsendelsen præsenterer journalist og fotograf sig på en hundekennel som nogle, der gerne vil købe hunde. Det er løgn. Men de dokumenterer med skjulte optagelser.«
»Sagen endte i Højesteret. Her var dommerne delte, men et flertal frifandt journalist og fotograf. Det gjaldt straffeloven, men det er en parallel problemstilling med presseetikken. Retten lagde vægt på, at dyrevelfærd har væsentlig samfundsmæssig interesse. Privatlivets fred var krænket, men ikke alvorligt. Der var optaget i en privat bolig, men kun i et lokale, der var brugt til erhvervsmæssige formål. Derfor blev de frifundet.«

Oluf Jørgensen slår fast, at det ikke er i strid med god presseskik at sige til en spindoktor, at man vil tale med ministeren om ét emne, hvis man også vil tale med ham om et andet.
»Det er op til ministeren, om han vil svare. Han har fået at vide, at det handler om noget andet, og så må han tage stilling til, om han også vil gå ind på dette emne. Det er ikke i strid med god presseskik.«

John Hansen mener, at kommunikationen mellem journalister og professionelle kilder – især i politik – er blevet mere uærlig. Journalisterne er kort fortalt nødt til at bruge flere kneb, fordi det er blevet sværere at kæmpe sig igennem et filter af kommunikationsfolk.
 »Der er helt klart kommet mere filter. Det er naturligt nok, for der er kommet så mange realtids-medier. En minister kan ikke bare tage sin telefon og svare på alt.«
»Men det betyder, at det er blevet mere nødvendigt for journalister at tænke sig om. Og det her filter har grebet voldsomt om sig og gælder ikke kun ministre. Hvis vi bliver i statsadministrationen, er det også blevet meget svært at få adgang til embedsmænd.«

John Hansen fortæller, at han ofte oplever at komme direkte igennem til en embedsmand, der gerne vil tale med ham. Men som henviser til en officiel politik om, at pressen skal tale med en pressemedarbejder først. Og så bliver interviewet trukket i langdrag eller løber ud i sandet.
 »Jeg havde fat i en kilde sidst på formiddagen, som gerne ville tale med mig. Men de havde en regel om, at jeg skulle tale med en kommunikationsmedarbejder først. Det gjorde jeg så. Hun sagde, at hun ville se på det og vende tilbage. Men jeg hørte aldrig mere. Sidst på dagen ringede jeg hende op, og hun sagde, at hun ikke vidste, om det kunne blive til noget. Næste gang taler jeg da ikke med hende, så finder jeg en anden måde at komme ind til kilden på.«
»Det fører til, at der bliver mere taktik og flere strategiske overvejelser. Og det giver en mindre ligefrem og mindre ærlig kommunikation mellem os og dem. Det er både irriterende og tidsberøvende.«
»Det er ret irriterende og demokratisk betænkeligt. Der sidder masser af vidende mennesker, som kan hjælpe os med at gøre vores historier mere rigtige. Hvis du så skal igennem sådan et filter hver gang, så kan det føre til dårligere journalistik. Det kan jo aldrig være formålet.«

Mediejurist Oluf Jørgensen er enig med John Hansen i, at det er blevet nødvendigt med mere uærlig kommunikation fra journalister – for at slippe igennem et filter.
»Ja, det stemmer overens med mit indtryk via kontakt med mange journalister. Jeg ser det som en følge af udviklingen på Slotsholmen, hvor man bruger mere spin. Det fører til dette spil, hvor journalisterne forsøger at omgå det. Og det fører til uærlig kommunikation.«

Men hvad med det legendariske møde på Hotel Miyako den januardag i 1957? Er Truman Capote en helt eller en skurk? Var portrættet i orden? Ikke ifølge Oluf Jørgensen.

Han peger dels på, at de to drikker sig fulde sammen. Men det afgørende er, at Capote udelader væsentlige detaljer, som forvrænger billedet af Marlon Brando.
»Det er et spændende eksempel. Men vurderet med presseetiske briller er det ikke i orden. Dels fordi de har drukket sig fulde, men også fordi han ikke skriver noget ned. Bagefter skriver han så efter hukommelsen en tekst, som kilden ikke kan genkende. Især i forhold til et portræt er det vigtigt, at oplysningerne er korrekte. Når der for eksempel står i artiklen, at han skænker vodka, men der ikke står, at det er journalisten, der har taget vodkaen med, så er det ikke i orden.«

Kommentarer
1
Michael Bjørnbak Martensen
23.08.13 05:01
Det vil være befriende - og
Det vil være befriende - og for faget meget vigtigt - at tage denne sag http://www.pressenaevnet.dk/S%C3%B8g-Nyheder.aspx?M=News&PID=127&NewsID=7742 op til journalistisk behandling.
Jeg er nemlig journalisten.
Jeg står overfor en politiker, der lyver fra morgen til aften. En politiker som Midtjyllands Avis dækker over.
Og - nu - Pressenævnets velsignelse, har lov til at fortælle løgnehistorier.
Jeg har forsøgt at for DJ til at tage affære, men Blicher vil heller ikke løfte en finger.
I sandhed et kummerligt forbund. I sandhed en kummerlig presseetik.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen