Den ene finalist har søgt aktindsigter og brugt et hav af ringbind og gule sedler. En andens vigtigste redskab har været tid, tid og mere tid med kilderne, mens det tredje projekt har krævet komplicerede regneark, afkodning af koder og krypteret kommunikation.

Metoderne bag projekterne, der kæmper om årets Cavlingpris, er forskellige. Men fælles for tre nominerede projekter fra henholdsvis Jyllands-Posten, Politiken og Dagbladet Information er, at der har ligget utallige timers journalistisk benarbejde bag at få historierne frem.  

Og niveauet i feltet af indstillede projekter har været højt i år, fortalte John Hansen, formand for Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ), torsdag aften, da de nominerede journalister fortalte om deres projekter til et FUJ-arrangement på Københavns Universitet.

»Det har været et meget stærkt felt. Der er siet ting fra i processen i år, som andre år vanligt kunne have vundet, men som ikke engang er nomineret i år,« lød vurderingen fra John Hansen ved aftenens arrangement, der indledte med ét minuts stilhed for ofrene for onsdagens attentat mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo i Paris.

Jyllands-Posten: Lægernes store tag selv-bord

Første mand på scenen derefter var Jyllands-Postens Morten Pihl, som er nomineret til prisen for artikelserien ”Lægernes store tag selv-bord”. Serien handler om danske overlægers brug af forskningsmidler til private formål samt manglende kontrol med brugen af forskningsmidlerne.

Morten Pihl fortalte, at det hele var startet med en henvendelse fra en kilde, han ikke kendte. Vedkommende vidste noget om en læge, der skulle have kanaliseret store summer uden om Rigshospitalet og over til sin egen konto.

»Efter jeg havde mødtes med kilden, søgte jeg aktindsigt. Ikke i alle bilagene, men i kontooversigterne,« fortalte Morten Pihl om første skridt i den lange proces.

Men med dét var arbejdet langt fra gjort. Som Morten Pihl beskrev, var mange at oversigterne nemlig langt hen ad vejen lige så intetsigende, som vores egne kontoudtog fra banken.

»Der står måske bare ’Irma’, en dato og så et beløb. Så jeg startede med at overstrege alle de beløb, hvor jeg gerne ville have alle underbilagene. Da jeg havde dem, satte jeg dem i ringbind og begyndte at gå dem igennem læge for læge, ringbind for ringbind og satte gule sedler, hver gang der var noget interessant. Det er meget gammeldags,« fortalte Morten Pihl og fremviste et tykt grønt ringbind med et hav af gule sedler, der væltede ude til alle sider.

»Det hvide broderskab holdt sammen«

Resultatet af det systematiske arbejde og den efterfølgende research er indtil videre, at fem overlæger er blevet politianmeldt, én er tiltalt for svindel og flere skal tilbagebetaler store summer.

Mange af kilderne i Morten Pihls artikler om overlægerne private brug af forskningsmidler er anonyme. Det blev der spurgt ind til, da der blev åbnet for spørgsmål fra salen.  

»Jeg havde selvfølgelig gerne set, at de havde stået frem. Men jeg er blevet mødt med en mur af tavshed – det er virkelig det hvide broderskab, der holder sammen her. Alle har en karriere, de skal pleje, så det har virkelig været stort problem at få dem i tale. Derfor har jeg været nødt til at bruge anonyme kilder,« forklarede Morteh Pihl.

Han blev også spurgt til, hvordan han har imødegået den modstand, han blandt andet har mødt fra de mange lukkede kilder undervejs.

»For mig virker det som brændstof,« lød hans svar.

Politiken: De utilregnelige

Næste mand på scenen var Politiken-journalist Anders Legarth Schmidt. Han er nomineret for i en reportageserie inde fra et retspsykiatrisk afsnit at skildre nogle af Danmarks farligste psykisk syge patienters hverdag.

»Nogle gange ser man notitser i aviserne om patienter, der er stukket af fra den her slags steder. Det er altid noget med, at de er meget farlige, og at man skal holde sig fra dem. Jeg fik den tanke, om det mon kunne lade sig gøre at komme ind sådan et sted og komme tæt på de her mennesker. At lære dem at kende,« fortalte Anders Legarth Schmidt.

Han havde før skrevet om psykiatrien og havde derfor forskellige indgange og kilder, som han kunne trække på for at få lov at komme ind et sted.

»Jeg kan huske, én af dem sagde til mig, at dét der holder du ikke til i tre timer. De er meget syge og meget aggressive – men jeg vil gerne hjælpe dig,« husker Anders Legarth Schmidt.

Til sidst lykkes det for ham at få lov at komme ind på afsnit 80 Psykiatrisk Center Glostrup. Men det var ikke uden betingelser:

»Personalet betingede sig blandt andet, at jeg ikke måtte skrive patienternes rigtige navne, og jeg måtte ikke bringe billeder, hvor de kunne genkendes. De ville heller ikke lade mig få en fotograf med derind, så jeg skulle selv fotografere. Ledelsen skulle også have alt til gennemsyn, ligesom de også krævede at få vetoret over alt. Så det var op ad bakke fra starten!« fortalte Anders Legarth Schmidt.

»Tiden gjorde forskellen for mig«

Én af de betingelser, han til gengæld selv havde, var, at han gerne ville være på afdelingen en hel uge. At det lykkedes, er afgørende for det endelige resultat, fortalte han.

»Tiden gjorde virkelig forskellen for mig inde på afsnit 80. I starten var det angstprovokerende, men jo længere tid, jeg var der, desto bedre blev det. Til sidst følte sig mig faktisk utroligt godt tilpas derinde, og patienterne kom hen til mig om morgenen og gav håndtegn og spurgte, om jeg ville med ud og spille basket,« sagde Anders Legarth Schmidt og tilføjede:

»Når de udviste den tillid, tror jeg, det var fordi, jeg var der så lang tid, og fordi jeg gav lidt af mig selv. Min erfaring er, at skal man have tillid fra andre, så skal man være ærlig og give noget af sig selv. Og jeg kan virkelig anbefale andre at bruge noget tid et sted.«

Fra scenen til FUJ-arrangementet kom Anders Legarth Schmidt selv med spørgsmålet om, hvorvidt det, han har lavet, kan kaldes undersøgende journalistik.

»Jeg har ikke afsløret noget, og der er ingen, som har taget af kassen. Men for mig har det handlet om at undersøge de her mennesker, deres liv og deres sygdom. Så som jeg ser det, ER det undersøgende – det er bare på en anden måde,« sagde han.

Information: NSA’s overvågning og aflytning af Danmark

Det tredje og sidste projekt på scenen var et tremandshold bestående af Anton Geist, Sebastian Gjerding og Henrik Moltke fra Dagbladet Information.

Sammen med den amerikanske journalist Laura Poitras er de tre nomineret for ved hjælp af Edward Snowdens lækkede dokumenter at have afdækket de amerikanske og britiske efterretningstjenesters overvågning og aflytning af Danmark.

»Da Snowdens ting kom frem, begyndte Anton og jeg at konspirere om, hvordan vi kunne få fat i de her dokumenter. Mange i Danmark ville gerne have fat i dem. Men da vi alle tre var afsted på en stor graverkonference i Rio, lykkedes det os til sidst at få fat på Glen Greenwald, som bor i Rio, og få lavet en aftale med ham,« fortalte Henrik Moltke med henvisning til den amerikanske journalist, der har arbejdet sammen med Snowden.

Af praktiske og logistiske årsager endte de danske journalister med at skulle arbejde sammen med Laura Poitras, som bor i Berlin. Hende rejste de ned til for at få dokumenterne.

»Vi var meget paranoide, da vi kom hjem med de her dokumenter. Vi startede med at scanne dem, kryptere dokumentere og så brænde dem,« fortalte Henrik Moltke om processen, der er foregået så tophemmeligt, at ikke engang kollegerne på Information har måttet vide, hvad de tre havde gang i.  

»Det er svært, når der er politisk konsensus om at holde kæft«

Den første historie i Information om NSA’s danske forbindelse afslørede, at amerikanerne aflyttede den danske delegation under COP15 i 2009. Men afsløringen fik ikke den opmærksomhed, de tre journalister havde håbet på.

»Vi lancerede historien samme dag, som SF gik ud af regeringen. Det var nok den værste dag, man kunne forestille sig! Den druknede totalt herhjemme. I udlandet var der nogle medier, som tog den op, men debatten opstod aldrig rigtig i Danmark. I det danske folketing opfordrede Tom Behnke bare danskerne til at rejse sig op og sige tak til amerikanerne,« fortalte Anton Geist.  

Og det har været symptomatisk helt vejen igennem; de danske politikere har over en bred kam holdt deres mund. Det har været et effektivt våben, fortalte de tre journalister på aftenens arrangement.

»Det har gjort det helt ekstremt svært for os. Når man skal have en historie til at rulle og blive til en sag, er man nogle gange afhængig af, at andre medier tager den op, at politikerne udtaler sig, at kilderne kommer frem osv. Men ingen politikske ordfører ville sige noget, og det er altså rigtig svært, når der er politisk konsensus om at holde kæft. Om, at ligegyldigt hvad de finder ud af, så siger vi ikke noget,« sagde Sebastian Gjerding.

Et andet aspekt af de tres oplæg til FUJ-arrangementet handlede om, at stoffet fra de lækkede dokumenter har været ekstremt kompliceret at forstå. Meget har været skrevet i kodesprog, og det har krævet omfattende regneark at forsøge at samle puslespillet.

Fra salen blev der spurgt, om de i formidlingen kunne have gjort noget, der kunne gøre den ekstremt komplicerede sag lettere at forstå – hvilket måske kunne have fået den til at rulle.  

»Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at flere udenlandske medier har taget den op. For mig er det et forsvar for, at det ikke er vores formidling, den er gal med. Men vi kunne garanteret godt have været bedre til at skære det ud i pap,« lød Anton Geists svar.