Danske Banks filial i Estland. Hvor mange milliarder blev hvidvasket, spørger Lars Abild og Birgitte Dyrekilde. Foto: Valda Kalnina/EPA/Ritzau Scanpix
Berlingske lagde ikke skjul på succesen. Avisen havde afsløret rendyrket hvidvask for 53 mia. kr. i sommeren 2018 gennem tre ”hemmelige” læk af konti fra Danske Bank i Estland. ”Nyt læk af data: Danske Banks hvidvasksag vokser eksplosivt,” hed det i juli 2018.
To af Berlingskes afsløringer var foregået i samarbejde med det internationale journalist-samarbejde OCCRP, der kaldte afsløringerne ”laundromats” (hvidvaskmaskiner), så ingen var i tvivl om, hvad det handlede om. Den tredje – og største afsløring – foregik i samarbejde med den selvbestaltede hvidvaskjæger Bill Browder, og lækken blev opkaldt efter hans afdøde skatterådgiver, Magnitskij.
”Berlingske fik som bekendt Cavling-prisen for sine tre afsløringer”
Berlingske fik som bekendt Cavling-prisen for sine tre afsløringer, og Cavling-komitéen konstaterede, at ”vi kender ikke de endelige tal – måske kommer vi aldrig til det – men lige nu er bedste bud noget i retning af 1.500 milliarder kroner, der potentielt er blevet hvidvasket gennem en lokalafdeling af Danske Bank i Estland.”
Det tal byggede på, at advokatfirmaet Bruun & Hjejle havde gransket Estland-sagen på vegne af banken og havde oplyst, at udenlandske kunder – primært selskaber – samlet havde haft transaktioner på 1.500 mia. kr. mellem 2007 og 2015. En stor del af dette beløb blev kategoriseret som ”mistænkeligt”. Det skyldtes oftest, at filialen ikke havde foretaget tilstrækkelige kundetjek, og at en eller flere transaktioner ved øjesyn ikke så ud til at have noget med kundens forretningsområde at gøre.
Bruun og Hjejle gjorde det klart, at en mistænkelig transaktion ikke var ensbetydende med hvidvask, men stillede krav til banken om indberetning til hvidvaskmyndighederne. Den slags detaljer røg ofte ud i den store mediemølle. Da tidligere tophef i Danske Bank Thomas Borgen i maj 2019 blev sigtet og fik sit hjem ransaget, udlagde Ritzau teksten: ”Ifølge Danske Banks egen advokatundersøgelse blev filialen i Estland brugt til hvidvask af op mod 1.500 milliarder kroner.” Berlingske lagde Ritzau-artiklen op på sin hjemmeside. Misinformationen var komplet.
Nu er det en nyhed i medierne, at de estiske myndigheder har fundet transaktioner for 13 mia. kr., der muligvis stammer fra decideret kriminalitet og i så fald er beviselig hvidvask. Man ville nok som mediebruger forvente, at dette tal fra estisk politi havde været noget større. Som i markant større, for dommen er for længst blevet afsagt i medierne. Danske Banks filial var en stor forbryderrede for kriminelle, primært fra Rusland. Berlingske fortæller, at esterne nu efterforsker mere end 10 sager i stedet for blot to.
I august 2019 udkom vores bog ’Troldmanden – historien om Danske Bank, hvidvask og manden, der bedrog verden’, som gennemgår hvidvasksagen i banken med afstikkere til både Nordea og Swedbank, pressens rolle og manden i kulisserne med den store, rygende pistol, den såkaldte Magnitskij-sag, det amerikansk-britiske pr-geni Bill Browder.
Researchen gav indblik i, hvordan Berlingske – og både dansk og international presse – formåede at puste en skandale op uden behørig dokumentation. Godt hjulpet til af Browder, der internationalt samarbejder med medier, herhjemme Berlingske, fungerer som ekspert og indgiver politianmeldelser i øst og vest.
Flemming Rose, tidligere Ruslands-korrespondent og udlandsredaktør, påpegede i bogens forord, at Cavling-prisen strengt taget var givet på et falsk grundlag. Avisen havde ikke haft beviser for bagvedliggende kriminalitet i sine tre læk på 53 mia. kr., som avisens gravergruppe havde skrevet om. Der var endnu mindre belæg for at mene, at alle udenlandske kunders transaktioner i filialen var hvidvask.
Selv om Berlingske tidligere havde skrevet om Danske Banks hvidvask for 53 mia. kr., fortalte Berlingskes graverjournalist Michael Lund i hedengangne Radio24syv i august 2019, at avisen ikke havde haft beviser for hvidvask. Til gengæld havde avisen lænet sig op ad eksperter – ikke mindst danske Jakob Dedenroth, der øjensynligt var ekspert i organiseret kriminalitet i Rusland. Og Bill Browder. Bare for at tage nogle gode eksempler.
”Berlingske taler i sine artikler ikke længere om nagelfaste hvidvaskede milliarder for 53 mia. kr.”
Den 16. januar 2020 skrev Berlingske, at anklagemyndigheden i Estland nu efterforsker ”13 mia. kr., der muligvis stammer fra organiseret kriminalitet” mod tidligere 2 mia. kr. med udgangspunkt i mulig kriminalitet i Aserbajdsjan og Georgien. Om de 13 mia. kr. – som svarer til størrelsen af udbytteskattesagen i Skat – er blandt de 53 mia. kr., som Berlingske oprindelig mente at have afsløret i hvidvask, vides ikke, men de må i sagens natur være med i de 1.500 mia. kr. hvidvask, som Ritzau og Cavling-komitéen har lagt op til.
Berlingske taler i sine artikler ikke længere om nagelfaste hvidvaskede milliarder for 53 mia. kr. I stedet pinder Berlingske-journalisten møjsommeligt ud i sin seneste artikel, at Bruun og Hjejle vurderer, at en stor del af transaktionsbeløbet på 1.500 mia. kr. er mistænkeligt. Ikke noget med hvidvask her.
Vi har som forfattere af ’Troldmanden’ været i massiv modstand siden udgivelsen – ikke blot fra Berlingske, men også fra andre dele af pressen. Kritik af mediernes dækning af Estland-sagen i Danske Bank var ikke velkommen. Så vi venter spændt på nyt om den resterende ’hvidvask’ i Danske Banks estiske filial på 1.487.000.000.000 kr. Og på debatten, om vi monstro har været vidne til den største presseskandale i nyere tid.
–
(Svar fra Eva Jung, Michael Lund og Simon Bendtsen, journalister på Berlingske og forfattere til bogen ’Beskidte Milliarder’ om hvidvasksagen i Danske Bank:)
Dyrekilde og Abilds pinlige misforståelser fortsætter
Mere end et halvt år er gået, siden Birgitte Dyrekilde og Lars Abild første gang præsenterede verden for deres konspiratoriske og fordrejede opfattelse af Danske Banks hvidvasksag. I mellemtiden har vi adskillige gange forsøgt at rydde op efter parrets pinlige fejl og misforståelser ved at svare på spørgsmål og deltage i debatter. Hver gang vi har gendrevet ét af deres forvirrede kritikpunkter, har parret hovedkulds forsøgt at angribe os på andre fronter i en stadig mere febrilsk tone.
Vi har for længst opgivet af spekulere i, hvad der driver dem, men nøjes med at konstatere, at parrets bog åbenbart ikke sælger sig selv. Så vi tager gerne en runde mere. Også selv om der intet nyt er i deres substansløse kritik af os, de danske medier og den lange række af myndigheder og eksperter, der er enige om hvidvasksagens alvor.
Denne gang handler det så om sagens store tal, som parret har fået galt i halsen – alternativt bevidst manipulerer med.
Lad os begynde med det mindste tal: Dyrekilde og Abild har desværre misforstået, hvad man kan udlede af de 13 mia. kr. Tallet dækker over det beløb, som de estiske myndigheder fokuserer på i forbindelse med en række helt konkrete straffesager mod tidligere ansatte i Danske Bank Estland, der er sigtet for hvidvask og bestikkelse. Og det siger absolut intet om det samlede omfang af hvidvask i Danske Bank Estland.
Først lidt baggrund: Det har tidligere været retspraksis i Estland, at anklagemyndigheden skulle bevise den konkrete førforbrydelse – den kriminelle handling, pengene måtte stamme fra, såsom svindel eller korruption – for at få personer dømt for hvidvask.
I 2017 skærpede man den estiske hvidvasklov, så den – ligesom i resten af EU og USA – nu i højere grad fokuserer på bl.a. bankernes kontrol end på førforbrydelserne. Den tidligere, løsere lovgivning var imidlertid gældende, imens en stor del af de lyssky transaktioner fandt sted, og derfor har de estiske anklagere behov for at konstatere førforbrydelserne for at kunne være sikre på at løfte sagerne mod de tidligere Danske Bank-ansatte.
I den forbindelse har anklagemyndigheden altså fokuseret på disse flere end 10 kriminalsager med tråde til bl.a. Georgien og Aserbajdsjan omhandlende samlet 13 mia. kr. Et beløb, der ironisk nok lige så godt kan betragtes som overraskende højt – få havde forventet, at esterne overhovedet ville efterforske så store summer.
Hvidvaskens samlede omfang har med andre ord ingen større betydning for de estiske straffesager – beløbet kunne sagtens være både væsentligt større og mindre – hvorfor spørgsmålet slet ikke undersøges af de estiske myndigheder. Eller af nogen andre landes myndigheder for den sags skyld. Amerikanerne har eksempelvis primært fokus på omfanget af mistænkelige dollartransaktioner, mens dansk politi ser på den tidligere ledelses håndtering af sagen.
De 13 mia. kr. kan altså på ingen måde ses som udtryk for, hvad der samlet er hvidvasket gennem Danske Bank Estland, som Dyrekilde og Abild åbenbart har fået opfattelsen af. Beløbet er alene relateret til de konkrete straffesager mod de tidligere ansatte, og det er derfor dybt useriøst at bruge beløbet til at så tvivl om de 53 mia. kr, vi har analyseret, eller de 1.500 mia. kr., bankens advokater selv kom frem til. Abild og Dyrekildes brug af beløbet er i bedste fald en komisk misforståelse – og i værste fald bevidst manipulation.
”De 53 milliarder kroner er det beløb, vi på Berlingske samlet har kunnet analysere på baggrund af en række læk af bankdata.”
Næste tal: De 53 milliarder kroner er det beløb, vi på Berlingske samlet har kunnet analysere på baggrund af en række læk af bankdata. Dataene viser titusindvis af transaktioner gennem omkring 200 konti tilhørende lyssky skattelyselskaber med skjulte ejere i Danske Banks estiske filial. Og ejerforholdene og transaktionsmønstrene bærer alle tænkelige tegn på at være hvidvask – forstået som lovens brede definition: Nemlig pengestrømme, der er forbundet til en hvilken som helst form for illegal aktivitet.
Eksempelvis var direktørerne stråmænd (i sig selv en ulovlighed), deres indberettede regnskaber var forfalskede (hvilket også er ulovligt), og de havde ikke skyggen af legitime forretningsaktiviteter, der kunne forklare de store pengestrømme.
En detaljeret gennemgang af disse mange mistænkelige hvidvasksignaler kan eventuelt interesserede læse på Berlingske.dk
Pointen er, at det samlede billede ikke levner tvivl om, at kontoaktiviteterne er udtryk for hvidvask. Nogle af transaktionerne har vi sågar formået at kæde sammen med de konkrete førforbrydelser, pengene stammede fra – bl.a. sager om korruption, svindel og højforræderi – men bestemt ikke alle, hvilket vi i øvrigt aldrig har lagt skjul på. Det har direkte stået i vores hovedartikler fra begyndelsen af dækningen i 2017, såvel som i vores bog “Beskidte milliarder”, at det er uklart, hvor størstedelen af pengene ultimativt kom fra og endte.
På baggrund af grundige analyser af materialet har vi ikke desto mindre fundet fuldt belæg for at omtale aktiviteterne som hvidvask – især fordi formuleringerne har været bakket op af citater fra erfarne hvidvaskeksperter i ind- og udland samt myndigheder i flere lande, der efterforsker pengestrømmene.
Grundlæggende lader det til, at Dyrekilde og Abild aldrig har forstået forskellen på begreberne hvidvask og førforbrydelse. Derfor fejlciterer de også Michael Lund groft, når de påstår, at han i Radio24Syv skulle have indrømmet, ”at avisen ikke havde haft beviser for hvidvask”. Michael Lund sagde derimod, at avisen ikke har konstateret de konkrete førforbrydelser for samtlige de 53 milliarder kroner, vi har analyseret. Hvilket giver sig selv: At spore pengestrømme gennem en lang række banker og skattelyselskaber på tværs af landegrænser er en ofte umulig øvelse, som selv myndigheder sjældent har succes med.
Til gengæld har vi, som nævnt adskillige gange, fundet tydelige beviser for hvidvask gennem vores analyser af kunder og transaktioner, og derfor omtaler vi forholdene derefter. Vores formuleringer har i øvrigt ikke ændret sig det mindste undervejs i sagen, og vi står fuldt ud på mål for vores brug af begreberne.
Sidste tal: De 1.500 milliarder kroner er det samlede beløb, der strømmede gennem non-resident-porteføljen i Danske Bank Estland i årene 2007-2015. Danske Banks egne og dyrt betalte advokater ville ikke fastslå, hvor stor en del af beløbet der var mistænkeligt, men vurderede dog, at der var tale om ”en stor del”. Vi vil stilfærdigt påpege, at advokaternes formulering hverken er i modstrid med det omtalte Ritzau-telegram eller Cavling-komitéens citat, der begge er med tydeligt forbehold.
Det er for den sags skyld heller ikke i strid med vores og eksperternes mere håndfaste formuleringer om, at de 53 milliarder kroner, vi har analyseret, var udtryk for hvidvask. Vi har forholdsmæssigt haft betydeligt mere tid og langt flere muskler (vi samarbejdede over tre år med fem hvidvaskeksperter og op imod 40 undersøgende journalister verden over) til at analysere de 53 mia. kr., end Bruun & Hjejle havde til at analysere de samlede 1.500 mia. kr. Og nej, vi er ikke advokater for Danske Bank, men journalister på en uafhængig morgenavis, hvilket naturligvis muliggør andre tolkninger og ordvalg.
Det er utænkeligt, hvilket Dyrekilde og Abild burde vide, at nogen på noget tidspunkt vil kunne fastslå med sikkerhed, hvor de 1.500 mia. kr. ultimativt stammer fra og ender. Det er egentlig heller ikke kernen i hvidvasksagen.
Hovedpointen er, at Danske Bank, landets største pengeinstitut, ikke førte det lovkrævede tilsyn med kunderne og deres overførsler, og pengene er derfor formentlig endt alle mulige uhyggelige steder: I skattely, hos terrororganisationer eller på bankkonti tilhørende mafiabosser. Et billede, der i øvrigt bekræftes af nyt materiale, vi er kommet i besiddelse af og er i færd med at undersøge nærmere.
”Hvis forfatterne af ’Troldmanden’ føler sig ramt af modvind i den danske offentlighed, skulle de måske tage et kig i spejlet.”
Man kan så mene, at Danske Banks lovbrud er en ubetydelig historie, der er blæst ud af proportioner. Men faktum er, at sagen bl.a. har ført til tre stramninger af hvidvaskloven herhjemme, kostet Danske Banks topledelse jobbet, halveret aktiekursen, ført til storstilede efterforskninger i flere lande og fået danske banker til at foreslå gennemgribende opstramninger af hvidvaskberedskabet. På samme vis har sagen vakt enormt postyr internationalt, hvor Berlingskes arbejde – i al beskedenhed – fremhæves som prisværdigt af myndigheder, eksperter og førende medier. Hvis man da stoler på dén slags.
Hvis forfatterne af ’Troldmanden’ føler sig ramt af modvind i den danske offentlighed, skulle de måske tage et kig i spejlet: Før man anklager andre for faglig uredelighed, bør man som minimum have styr på sin egen research.
Eva Jung, Michael Lund og Simon Bendtsen, journalister på Berlingske og forfattere til bogen ’Beskidte Milliarder’ om hvidvasksagen i Danske Bank.
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg kan sagtens forstå, hvis I finder det lidt svært at modtage kritik. Det gør de fleste af os formentligt. Men jeg oplever sproget i jeres svar som meget umodent. Sikke nogle ord I bruger om de to og deres arbejde. Det svækker jeres troværdighed.
At Cavling- modtagerne, alle fastansatte i trygge vellønnede job, så her håner de selvstændige Dyrekilde og Abild med kommentaren om, at deres bog om Browder nok ikke sælger. Det er for det første næppe rigtigt. Men deres research er lavet for egen regning og risiko, ikke en fast og lukrativ månedscheck! Og de har ikke haft et helt bladhus til at føre reklame for deres bog.
Berlingske slog så meget på trommer for Cavling-modtagernes bog via klip og omtaler fra egne venlige kolleger, at avisen virkede som en marketing-koncern. Fakta er, at Berlingskes dækning har haft den betændte Bill Browder som helt afgørende for deres narrativ. Hans politianmeldelser blev gengivet i sensationsvendinger.
De førte med medierne som rambuk på dagen til milliardtab også i Nordea. Den dømte skatteunddrager Browder har i Rusland misbrugt pressen til kursmanipulationer engros. Og praler af det! Viser det sig, at han har shortet (Tjent på faldende kurser) i Nordea, Danske eller Swedbank forud for sine anmeldelser taler vi ikke om historiens største hvidvask, men om kursmanipulation i verdenklasse med Berlingske som de nyttige hjælpere (for nu ikke at citere Lenin).
Skulle det være tilfældet og blive dokumenteret, ja så bør bestyrelserne i de danske banker på vegne af de mishandlede aktionærer føre sag mod Berlingske. Måske kun et symbolsk beløb på 10 pct. af de tabte 150 mia. kr. Efter Dyrekilde og Abilds bog har Berlingskes trio uhyre travlt med at formindske Browders rolle i deres dækning. Selv omtaler han i interviews ‘Bårlinskaja’ med et blik i øjnene man normalt kun ser hos hundeejere. Også vore politikere faldt for mega-spekulanten og presse-betvingeren, deriblandt helt utroligt en konservativ erhvervsminister, Rasmus Jarlov. Et fremtrædende medlem af Venstre forvandlede sit kontor på Christiansborg til Browders PR-afdeling. ‘These are the times, when madmen lead the blind.’ som den store brite W.S. skrev, citeret efter hukommelsen, er på ferie)...finally, kender ikke Dyrekilde. Men fik i den grad respekt for hende, da hun fra start evnede at dykke ned i Danske Banks regnskaber og punkterede myten om, at Estland stod for en exorbitant og uproportional del af bankens indtjening.
Berlingskes erfarne og oprindeligt bankuddannede Erhvervs-journalist, som jeg normalt har respekt for, gennemskuede ikke dette, og kommenterede derfor i blinde, at det var profitter, man normalt kun så i kriminelle aktiviteter! Men herrejemini, vi var jo lige efter finanskrisen hvor pengene fossede ud af kassen, ikke mindst den irske katastrofe ( forstår hvorfor banken havde fokus på de brændende slotte der, frem for kolonihavehuset i Estland). I Estland var der stort set ingen udlån, derfor nul i tab, hvad der fik indtjeningen til at se absurd ud, hvis man ikke kan læse, og forstå regnskaber. Faktum er, at Estland stod for en sølle halv procent af bankens forretningsomfang, 2 procent af indtjeningen. Det fangede den vågne, flittige Birgitte og hun tog modigt som en amazone kontra i den samlede presses flodbølge af forargelse, der byggede på multipliceret ‘fornemmelse.’ Erhvervsjournalister, der ikke kan eller gider læse regnskaber, er som madskribenter, der ikke lave en omelet. Birgitte kan lave omelet, bravo!
Hvis der er en skjult forbindelse til Danmark eller Estland, hvorfor så skjule den?
Til de mistænkelige transaktioner for 1500 milliarder kr, skal der lægges et ukendt beløb, hvor pengeoverførslen ser legal ud. Som om nogen har handlet med hinanden, men handlen er fiktiv eller varerne er kriminelle.
Flere