
Cavlingprisen 2019 gik til Jyllands-Postens journalister Tea Krogh Sørensen og Morten Pihl for afsløringer om sygehuses mangelfulde undersøgelser for brystkræft. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Gennem et år og med mere end 85 artikler har Tea Krogh Sørensen og Morten Pihl fra Jyllands-Posten afsløret, hvordan det danske sundhedsvæsen systematisk har svigtet kvinder med mistanke om brystkræft. Kvinderne fik nemlig ikke den grundige undersøgelse, som nationale retningslinjer foreskriver.
Serien med titlen ’Det Store Sundhedssvigt’ har netop sikret de to journalist året Cavlingpris.
Anden nominerede til #cavlingprisen 2019 er Tea Krogh Sørensen og Morten Pihl, Morgenavisen Jyllands-Posten, for artikelserien ”Det Store Sundhedssvigt”: pic.twitter.com/XJjlVmJbM3
— Cavlingprisen (@Cavlingprisen) January 3, 2020
Det var en glad og lettet Morten Pihl, som Journalisten fangede umiddelbart efter prisoverrækkelsen.
Morten Pihl, tillykke med prisen! Hvor vildt har du det lige nu?
”Jamen, jeg er meget lettet, for Tea og jeg har været vanvittigt spændte i lang tid, og vi turde næsten ikke tro på det. Vi er meget lettede og glade og stolte lige nu.”
Hvorfor er jeres historie vigtig?
”Det er vigtigt, fordi det her handler om kvinder med en potentielt livsfarlig sygdom, som skal undersøges, og hvis de ikke får de undersøgelser, de skal have, så risikerer de jo at få diagnosticeret kræften for sent. Det kan betyde, at de bliver uhelbredeligt syge eller dør. Det er jo selvfølgelig også vigtigt at få afdækket, at myndigheder bagefter forsøger at dække over det.”
Hvornår vidste I, at I havde en god historie?
”Vi synes, vi havde en god historie fra start, men det var ikke, fordi vi tænkte Cavling fra start – slet ikke! Det er der først kollegaer, der har sagt langt senere i forløbet, og vi har sagt: “Jaaa, lad og nu se”. Derfor har det også været fantastisk at stå her og modtage denne kollegiale pris.”
Hvad har det sværeste været i arbejdet med projektet?
”Det sværeste har været at få præcise svar på de præcise spørgsmål, vi har stillet til regionerne. Og så har det været har stort set være umuligt at komme i kontakt med de læger, som det hele har handlet om.”
Hvad har I lært under arbejdet?
“At man skal tro på sin intuition og holde snuden i sporet.”
Det er Morten Pihls tredje Cavlingprisen. Det er første gang, Tea Krogh Sørensen vinder.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.