1. SKRIDT: »Jeg får en henvendelse fra en person, som ved noget om en bestemt overlæges brug af forskningsmidler til ting, som ikke har noget med forskning at gøre. Jeg mødes med vedkommende, som faktisk også viser sig at have nogle bilag, der underbygger det. Det danner baggrunden for første historie, som handler om, at overlægen – i strid med reglerne og uden Rigshospitalets vidende – har kanaliseret en lille million fra et medicinalfirma, uden om hospitalet, og ind på sin egen bankkonto.«  

1. UDFORDRING: »Jeg havde fået nogle oplysninger om, hvad lægen havde brugt forskningsmidlerne til. Køb af møbler, fjernsyn og en MacBook Pro til datteren blandt andet. Det søgte jeg også aktindsigt i hos Rigshospitalet. Men jeg fik afslag, fordi hospitalet havde politianmeldt lægen, og sagen nu blev efterforsket. Og så har man – ifølge Rigshospitalet – ret til at sige nej. Jeg klagede over det til Statsforvaltningen, men de gav efterfølgende Rigshospitalet ret. 
For at finde ud af, hvad det for eksempel var for nogle møbler, lægen havde købt – og hvor de stod – måtte jeg i stedet cykle ud til de pågældende forretninger for at kigge mig omkring. Derefter bad jeg om en rundvisning på Rigshospitalets hjertecenter – og der stod altså ikke den slags møbler, jeg havde set i forretningen. Det var meget atypiske kontormøbler. Blandt andet et marmorbord på løvefødder.«

2. SKRIDT: »Efter den første historie fik jeg flere kilder, som gav mig indikationer på, at der måske var andre overlæger og professorer på samme afdeling, som også havde brugt forskningsmidler til blandt andet rejser. Derfor søgte jeg aktindsigt i forskningskonti tilhørende alle overlæger og professorer på Hjertemedicinsk afdeling B på Rigshospitalet. Det viste sig at være 33 personer. Jeg bad i første omgang om kun at få kontooversigterne.«

Journalisten har besøgt Morten Pihls kontor. Du kan være med på dette interaktive kort. Her kan du se en større udgave.

3. SKRIDT: »Kontooversigterne viste sig at være lige så intetsigende som dem, du og jeg får fra banken. Der står en dato, og så står der ’Irma’ og et beløb. Med en overstregningstusch gik jeg derfor i gang med at markere alle de posteringer, hvor jeg gerne ville have underbilagene. Hvis jeg for eksempel kunne se en postering fra Noma på kontooversigten, skulle jeg have alt, hvad der tilhører den ene postering. Det vil sige; restaurationsregningen, oplysninger om, hvem der har deltaget, og hvad formålet har været, eventuel kommunikation med enten Noma på mail eller mellem lægen og Rigshospitalets bogholderi. Sådan et enkelt underbilag kan bestå af alt mellem ét og måske 20 dokumenter.«

2. UDFORDRING: »Der gik en krig, før jeg fik underbilagene på de 33 læger. Jeg søger i juli 2013 og får først dokumenterne udleveret vist nok omkring årsskiftet. I første omgang forklarede Rigshospitalet, at det tog lang tid, fordi det var et stort materiale. Men af et senere brev fremgik det, at de var gået i gang med en intern proces, hvor de pågældende læger havde fået lov til at se deres bilag igennem. De tog altså hensyn til lægerne i processen, og det klagede jeg til Statsforvaltningen over. Statsforvaltningen sagde senere, at det ikke er et legitimt hensyn at tage, og at Rigshospitalet havde handlet i lodret strid med loven. Mens jeg venter på bilagene, politianmelder Rigshospitalet yderligere to læger. Det gør, at jeg pludselig heller ikke kan få deres bilag. Det har været frustrerende, at jeg har sat nogen på sporet af noget, og så siger de tak for hjælpen ved at nægte mig aktindsigt.« 

3. UDFORDRING: »Da jeg endelig modtager bilagene på de øvrige læger, får jeg straks den mistanke, at der i nogle tilfælde er skrevet på dem, efter jeg har anmodet om aktindsigt. Det spørger jeg til, og først efter 40 dage og op mod 10 rykkere svarer de, at det er korrekt, at der er tilføjet ting. Så det klager jeg også over til Statsforvaltningen. De siger, at det er selvfølgelig i strid med loven, at man påfører den slags ting, efter at der er søgt aktindsigt. Man kan jo heller ikke tro på noget i den offentlige forvaltning, som man får ud via aktindsigt, hvis folk kan få lov at pynte på tingene.«

4. SKRIDT: »Da jeg har alle ringbindene med de originale underbilag, begynder jeg at gennemgå dem læge for læge, ringbind for ringbind. Der er jo tusindvis af bilag, og der har da været perioder, hvor jeg har tænkt: Hold da kæft, det er hårdt, det her! Men jeg er jo typen, der godt kan lide bilag. Så jeg går simpelthen alle papirerne igennem – og der, hvor der kan være noget interessant, sætter jeg en gul seddel.«

5. SKRIDT: »Når jeg er færdig med det, går jeg tilbage og starter forfra. Nu går jeg ind de steder, hvor jeg i første omgang – med rund hånd – har sat gule sedler for at kigge mere grundigt på bilagene. På den første interessante gule seddel i mappen skriver jeg så et 1-tal, og på en blok ved siden af skriver jeg samtidig et 1-tal og en note – ”kunst for 14.000 kroner, den og den dato” for eksempel. Til sidst går jeg det hele igennem en tredje gang for at finde ud af, hvad det er for spørgsmål, jeg vil præsentere lægen for.« 

4. UDFORDRING: »Nogle gange har lægerne svaret, at de ikke vil svare på mine spørgsmål. Andre gange svarer de slet ikke, og en sjælden gang imellem har de gerne villet svare. Men overlægernes tavshed har generelt været et stort problem.« 

6. SKRIDT: »Jeg er enig med kritikerne i, at den nye offentlighedslov generelt er et tilbageskridt. Men lovens nye mulighed for at søge tematisk aktindsigt har givet mig gode historier undervejs. For eksempel har jeg kunnet dokumentere, at det ikke ’bare’ har handlet om nogle læger, der har misbrugt forskningsmidler, men også om et system, der har svigtet i forhold til kontrol.«