»Hvis ikke jeg har storhedsvanvid, så får jeg ikke skrevet noget. Ellers kan teksterne måske nok blive minimalistiske og formfuldendte og pænt skrevet, men det er ligesom at læse en dansk stil, fordi der ikke har været storhedsvanvid nok.«

Sådan siger forfatter Jan Sonnergaard om den filosofi, der har drevet hans forfatterskab. Han har skrevet novellesamlinger – mest berømt er debuten ‘Radiator’ fra 1997 – romaner, et teaterstykke og artikler for blandt andet Politiken, Information og Weekendavisen. En stor del af hans fortælleteknik centrerer sig om at overraske læserne, forklarer han. Som for eksempel i ‘Radiator’, hvor novellerne er skrevet i et ofte provokerende og meget talenært sprog.

Her er historierne fyldt med plottwists; en lille mandsling fortæller en historie om, at en ung mand engang blev mobbet i skolen, hvor Sonnergaard til sidst afslører, at det var den lille mand, som var offeret. Eller en historie om en smuk, ung kvinde, der slutter med, at hun for længst er død.

Vi har talt med Jan Sonnergaard om, hvad han egentlig gør, når han skriver. Hvor han gør det, hvad han har omkring sig, og hvad det vil sige at skrive godt.

Jeg har et kontor, hvor jeg sidder og arbejder. I soveværelset arbejder jeg ikke. Det er kun til sex og søvn. Det er vigtigt at kunne bevæge sig væk fra kontoret og sige, at det var nok for i dag.

Jeg holder underholdning og plader og radio væk fra arbejdsværelset. Jeg har to skriveborde. Det ene til computeren, og det andet er et gammelt bord, hvor jeg sidder og læser. Hvis jeg skal se en film, gør jeg det på mit gamle fjernsyn i stuen. På kontoret har jeg alle de bøger, jeg skal bruge.

Jeg plejede at kunne skrive et udkast til en novelle på et døgn uden at sove. Jeg havde rigeligt proviant – noget at drikke, spise og ryge. Nogle af novellerne i ‘Radiator’ er skrevet på den måde. Men det er en farlig arbejdsproces. Det kunne jeg ikke blive ved med.

Jeg har prøvet at arbejde 48 timer i træk, men hvad får jeg ud af det. Måske bliver det så dårligt, at jeg alligevel skal slette det hele igen. Og måske er jeg for smadret til at arbejde de næste dage. Og så er det hele jo alligevel spildt.

Jeg opfandt en anden proces i forbindelse med ‘Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer’. Her ville jeg rejse til hver by, jeg skrev om, i minimum tre måneder.

I den første tredjedel af processen med at skrive bogen skulle jeg bare daske rundt. Der er intet, jeg skal gøre, og alt er helt frit. Det eneste påbud er, at jeg skriver alt ned, uanset hvad. Jeg må ikke sige, at et indfald er for tåbeligt. Jeg skulle snuse og føle og se og høre. Første del er totalt anarkistisk.

Jeg bruger min notesbog, når jeg er ude, men også min iPhone. Jeg har fundet ud af, at den er god til spionage. Hvis jeg sidder og hører en samtale, hvor et par skændes, så opdager de på et tidspunkt, at jeg tager noter. ”Pil af med dig, din væmmelige lille mand,” kan de så råbe. Men med iPhonen ser de mig ikke. De tror bare, jeg er en eller anden debil Facebook-idiot.

På et tidspunkt havde jeg et kæmpe korpus af ting efter en måneds tid. Så rykkede jeg videre til anden tredjedel.  Den er kun relativt anarkistisk. Her forsøger jeg at bringe orden i kosmos.

Jeg deler mit indsamlede materiale op i blokke. Jeg ser, at der måske kan være noget, som afslutter et afsnit i historien. Eller jeg ser, at der er en restaurant eller noget, jeg skal researche mere på. Og på et tidspunkt tegner der sig en vag kontur af en historie.

Til sidst skriver jeg mig helt ud. Der sidder jeg som regel hjemme. Der finder jeg ud af, hvad historien præcist handler om.

Da jeg skrev ‘Frysende våde vejbaner’, startede jeg med at gå rundt i København. Jeg kørte også meget med bus. Det var den samme metode, hvor jeg indsamlede et vildtvoksende, anarkistisk materiale.

Jeg researcher næsten som en journalist. Da jeg ville skrive om et luksushotel, indlogerede jeg mig på et hotel i Schweiz. Det kostede 16.000 kroner. Hver dag. I fire dage. Og da jeg skulle skrive, at hovedpersonen købte en pistol, talte jeg med en narkoman og en i politiet og en venindes bekendt og fandt ud af, hvor svært det faktisk er. At jeg gjorde det, betød, at historien blev anderledes, end jeg havde regnet med.

Du kan aldrig på forhånd vide, hvad du skal bruge eller ikke bruge, når du skriver. Hvis du ved det på forhånd, så er du i fare for at blive en dårlig forfatter. For så bliver det for skematisk. Hvis man ved det, ved man for meget om sin egen stil og sine egne temaer. Selv den mindste lille detalje kan være ekstremt virksom.

Jeg overhørte tilfældigt to psykologer snakke om Sensory Flashback. Jeg noterede det ned og fandt ud af, at det betød, at man kunne smage ting, når man genoplevede traumer. For eksempel kan soldater smage blod. Det brugte jeg i ‘Frysende våde vejbaner’, da hovedpersonen fik et enormt chok og genopvækkede et traume. Så kunne han pludselig smage syntetisk ananas. Det var ikke kommet med, hvis ikke jeg havde været så åben i min research.

Når du skriver, skal du have et enormt storhedsvanvid. Jeg skal sige, at jeg er bedre end dig, fordi jeg fortæller dig noget, du ikke ved.

Du skal også have en følelse af mindreværd. Ellers bliver bogen ulidelig. Jeg skal spørge mig selv, om hver eneste sætning er godt nok skrevet. Hvis der kun er storhedsvanvid, kommer der nogle mammutbøger, som egentlig kun skal vise, hvor god og klog og stærk og fortræffelig forfatteren er.

Tom Kristensen sagde, at når det hele kørte, og han skrev derudad, så skulle han passe på. Så er der måske for meget storhedsvanvid, og din selvkritik er slået helt fra.

Jeg stopper med at skrive, imens det stadig er spændende. Der havde Hemingway ret. Men meget af det, han sagde om skrivemetoder, var ikke rigtigt. Han løj jo. For eksempel når han pralede om, hvor umådeligt meget han kunne drikke, for at stå op klokken 10 frisk som en havørn og skrive dagen efter.

Jeg har prøvet alkohol. Det er godt i den første tredjedel af processen, hvis man lider af for meget selvkritik. Det løsner hæmninger og kan tvinge noget fortrængt frem fra underbevidstheden. Men det er ikke noget universalmiddel. Der er altid en regning at betale.

Dialogen er noget, jeg gør meget ud af. Jeg kan kun vide, om en dialog er realistisk ved at høre den. Jeg går rundt og snakker med mig selv og er to forskellige personer. Det er jo rationelt nok. Men hvis jeg er lidt usoigneret og ubarberet, kan jeg godt minde lidt om en sindssyg.

Jeg har læst så mange bøger, at jeg har et billede af, hvad der er god litteratur. Men det er enormt vanskeligt at bedømme sig selv objektivt.

Det er præcis det samme med litteratur og journalistik. Man kan blive blind på sin tekst. Jeg prøver at forestille mig, at jeg selv er læseren. At jeg har købt bogen, og så ser jeg på, om håndværket er ordentligt. Ville jeg være tilfreds med det.

Som forfatter skal man have evnen til at modtage kritik. Jeg får altid nogle til at læse mine bøger igennem, når jeg selv tror, de er helt færdige. Og så viser det sig altid, at de ikke er færdige.

Jeg stræber efter at se tingene på en anden måde end alle andre. Hvis alle er enige om, at København er smuk, så vil jeg sige, ej, er den ikke grim. Eller modsat.

Jeg prøver at overraske. Jeg tror, en fuldstændig fundamental glæde ved litteraturen er at blive overrasket. En af glæderne ved at læse er selvglæden, når du har regnet det ud. Men hvis du kan regne alt ud, er det jo en dårlig bog. Du vil gerne have, at forfatteren nogle gange er klogere end dig.

I ‘Frysende våde vejbaner’ snød jeg på et tidspunkt læserne. Hovedpersonen synes, at en kvinde egentligt er ret flot, og at hun ser godt i sygeplejerske-uniform. Så tager han sine bukser af, og hun tager en gummihandske på og fister ham.

Læserne skal tro, at vi er på et bordel. Men det viser sig så, at det overhovedet ikke er det, det handler om. Hovedpersonen er i stedet hypokonder og skal have tjekket sin prostata. Så længe det ikke ødelægger bogen, er det helt ok.

Jeg tager røven på læserne. Det gør jeg ikke, fordi jeg er ondskabsfuld eller keder mig. Men jeg gør det, fordi det er sjovt. Både for mig og mærkværdigvis også for læserne.

Jeg kan ikke lide pyntet sprog. Det er et sprog med for mange fraseringer og ornamenter. Det gode sprog peger hen på det, der tales om. Det dårlige sprog er sort over hele kroppen af at pege på sig selv.

Det kan også være akademisk sprog. Sprog med så meget lingo og så mange fremmedord, at teksten egentligt bare siger, se hvor klog en akademiker, der har skrevet det.

Der er en tendens, som går væk fra den klassiske journalistik. Det kan irritere mig, at man er ved at forsvinde fra idéen om journalisten som usynlig. Journalisten rykker længere og længere frem i billedet. Noget af det, med for eksempel Hunter S. Thompson, er meget sjovt. Men egentligt er det i princippet sådan, at historien er en hel del mere interessant end journalisten.

Det er en god sproglig dyd at kigge på, om sætningen nu også er væsentlig for ens artikel. Sjovt nok kan man indimellem se, at journalister får alt for meget plads. Jeg kan godt lide historien om Mark Twain, der skrev et brev og sagde ”undskyld for, at jeg skrev så langt. Jeg havde ikke tid til at skrive det kort”.

Journalister skal ikke skrive fiktion. Men de skal sætte tingene på hovedet og være fundamentalt enormt nysgerrige. Som jeg for eksempel også prøver på. Men det er sværere, end man umiddelbart skulle tro.

Jeg vil råde journalister i dag til at gå bag om den herskende konsensus. At spørge, om indvandring nu også er det væsentligste emne, for eksempel. Provokationer i forhold til det, vi alle er enige om, kunne godt blive mere udbredt.

Blå bog

Jan Sonnergaard er født den 15. august 1963 i Virum

Forfatter af flere novellesamlinger – blandt andet ‘Radiator’, ‘Sidste søndag i oktober’ og ‘Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer’

Udkom i 2015 med romanen ‘Frysende våde vejbaner’

Blev i 2010 tildelt Jytte Borberg-prisen for ‘Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom’

Dette er 5. del af en serie om det at fortælle, hvor Journalisten kigger ud af boksen og lader sig inspirere af fem fantastiske fortællere, der ikke er mediefolk