»Jeg synes, mennesker er vildt spændende. Vi er det mest mystiske. Vi er både så små og samtidig så store. Det er min hovedinteresse. Ofte gælder det om at hive plottet ud, når jeg skriver ‘Arvingerne’. Det er jo et karakterdrama. Det handler mest om, hvordan karaktererne reagerer.«

Sådan siger manuskriptforfatter Maya Ilsøe om at skrive DR’s dramaserie ‘Arvingerne’, som hun er hovedforfatter på.

Inden tv-dramaet, der har fået store kritikerroser og er blevet solgt til flere udenlandske tv-kanaler, skrev Maya Ilsøe to julekalendere for DR – ‘Absalons Hemmelighed’ (2006) og ‘Pagten’ (2009).

Her tager hun os med ind i sit skriveværksted og fortæller, hvad hun gør, når historien er ved at gå i stå, og hvad der sker, når hun lykkes med at skrive godt.

Jeg fik et kontor i tre måneder hos DR, da jeg startede med at skrive ‘Arvingerne’. Det var nede ved deres computersystemer, lydisoleret og helt uden vinduer. Der løb slanger rundt som i et kølerrum.

Det var her, jeg startede med at udvikle historien. Den indledende fase er flydende. Det er sådan noget simre-noget, hvor jeg kan tage ud på en lille kunstudstilling med en notesbog for at tage notater eller være med i en masse retssager om arv.

I første sæson af ‘Arvingerne’ skrev jeg en synopse for serien og lavede en storyline på hvert eneste afsnit. De første to-tre afsnit skrev jeg helt selv. Derefter samlede jeg et lille forfatterhold.

Vi sad på et kontor og brainstormede og brainstormede og snakkede og snakkede. Der var tavler på væggene, hvor vi kunne folde materialet ud. Nogle gange taler vi i replikker til hinanden og prøver argumentationsrækker af.

Jeg sidder som regel ikke og skriver ved et skrivebord. Jeg ligger på gulvet eller sidder i min seng eller i en vindueskarm. Jeg kan finde på at have mange papirer og notesbøger, som jeg lægger ud på gulvet og møblerne omkring mig, afhængigt af hvor godt det går.

Nogle gange tegner jeg. Jeg prøver at finde ud af, hvordan karaktererne bevæger sig. Det er en slags visualisering. Jeg snakker også med mig selv og siger replikker højt. Jeg er i en lidt rastløs tankeproces. Det handler om, at jeg gerne vil se mine tanker.

Jeg synes, det er ret ubehageligt at sidde på en kontorstol en hel dag. Jeg har brug for at bevæge mig frit. Hvis jeg sidder i min seng, så er jeg godt puttet op med dyner. Så kan jeg synke ned i manuskriptet og bare skrive så koncentreret, at jeg bliver forskrækket, hvis telefonen ringer. Jeg kan være intet andet end tanker og forsvinde ind i historien.

Jeg kan sidde med en scene i tre timer og bare tage den forfra og forfra og forfra. Jeg kan blive røvirriteret over, hvor lang tid det tager, men jeg skal helt præcist vide, hvad en person vil, og hvordan personen har det i scenen.

Jeg arbejder ret intuitivt. Det handler om følelser. Men det kan hurtigt blive som en soap eller melodramatisk. Det skal både være stramt og overraskende og troværdigt.

Når man laver 10 timers dramatik, så er det ekstremt vigtigt at vende historien med så mange hoveder som muligt. Det er en kæmpe gave, når nogen vil spille med og braine på scenerne. Det gælder både skuespillerne, instruktøren og mine medforfattere.

Jeg skal kunne tåle at være i kaos, hvor man aldrig rigtig puster ud. Jeg ved ikke, hvordan jeg knækker materialet, og samtidig skal det afleveres lige om lidt. Når det er fedt, og det kører, prøver jeg at nyde, at jeg er i kaosset med så dygtige mennesker, som er fælles om at håbe og tro på, at det nok skal lykkes.

‘Arvingerne’ er en kollektiv historie. Det at have et kollektiv omkring historien, når vi laver den, er guld. Det er så spændende at høre folks vinkler. Der opstår et bredere spektrum for idéer. Jeg kan virkelig bruge det til noget. Når det lykkes, har vi en kollektiv følelse af at løfte det som vores historie, sammen. Det giver brændstof til at fortsætte.

Et godt eksempel var, da Signe har arvet huset og fortæller, at hun har lyst til at dele det i fire lige store dele mellem alle. Og vi ved ikke rigtigt, hvordan vi skal udforme det. Der foreslår Jesper Christensen, at de kommer op at slås. Og lige der kunne vi tåle at komme så langt ud. Scenen blev fantastisk og spændende, og det var hele buen på sæsonen, der peakede der. Gud, det var et fedt øjeblik.

Hvis historien går i stå eller er udmattet, og jeg ikke kan få en god idé til at løse det, så kigger jeg i redskabskassen. Jeg kigger på karakterakser og bruger midterpunkter og vendepunkter og storylines.

Jeg kigger altid på, om jeg er fuldstændig med på karaktererne. Forstår jeg, hvad de tænker, og hvorfor de gør, som de gør. Det er i mødet mellem to karakterer, at jeg afprøver, om det er spændende. Hvis de vil det samme, men har vidt forskellige idéer til at løse deres udfordring.

Der er så mange deadlines på at lave en tv-serie, og det skal gå så hurtigt, at jeg bruger det som mit benspænd. Nogle gange skal jeg lave et afsnit på fire dage. Så handler det om at tvinge mig selv til, at jeg skal nå halvdelen, før jeg kan sove, eller at jeg skal kunne printe det ud og læse det morgenen efter. Det er en kamp mod tiden, det vi laver.

Jeg læser nyheder på nettet hver dag. Jeg er lidt nyhedsafhængig og zapper rundt i artiklerne.

Jeg synes, et interview er godt skrevet, når man kan mærke, at journalisten har taget sig tid til at høre den person, de taler med. Og at det har givet interviewet en tone, der passer. Hvis der er lyttet godt, så bliver det klart fremkaldt i sproget.

Der er mange måder at skrive fedt på som journalist. Det nøgterne sprog kan være meget fedt. Men jeg kan også godt lide noget, der er mere gonzo-agtigt med personlige iagttagelser.

Jeg tror, det overordnet handler om, at journalisterne er bevidste om den præmis, de skriver på. Hvis det er et portræt, journalisten skriver, er det primære at lytte til personens toner, så personen bliver skrevet så klart som muligt. Det er svært at fremkalde et menneske på to avissider. Men det er fantastisk, når det lykkes.

Blå bog

Maya Ilsøe er født den 1. maj 1975 i København

Hovedforfatter på DR’s dramaserie ‘Arvingerne’

Forfatter på DR-julekalenderne ‘Absalons Hemmelighed’ og ‘Pagten’

Udannet fra Filmskolen i 2003 med filmene ‘Frunk’ og ‘Han, hun, den, det’

Dette er 4. del af en serie om det at fortælle, hvor Journalisten kigger ud af boksen og lader sig inspirere af fem fantastiske fortællere, der ikke er mediefolk