»Manuskriptforfatteren stod over for mig og spillede scenerne igennem og brainstormede på replikkerne. Og så bød jeg ind på det og gav feedback. I den del af processen var det mig, der sad og skrev. Vi spillede det, talte, grinede og hev ting ind fra researchen. På den måde er manuskriptet til ‘Idealisten’ opstået i et møde.«
Sådan siger filminstruktøren Christina Rosendahl om den proces, hvor manuskriptet til hendes første film, ‘Idealisten’, om den Cavling-vindende journalist Poul Brink, der afslørede, at Danmark i årevis accepterede amerikanske atomvåben på Grønland, blev til. En proces, der var præget af intenst samarbejde og ekstrem research, og som tog flere år at komme igennem.
Journalisten er taget med fem af Danmarks dygtigste fortællere ind i deres metodiske værksted. I dette afsnit taler vi med Christina Rosendahl om, hvordan ‘Idealisten’ har ændret hendes måde at skrive film på, og hendes nye projekt, hvor hun indtil videre lader kaos herske.
Da vi skrev ‘Idealisten’, hvilede hele manuskriptprocessen på fascination. Jeg skrev det sammen med en manuskriptforfatter, Lars K. Andersen. Vi skrev helt fra starten af i researchen og skrev 25 udgaver af manuskriptet over fire år.
Vi var nødt til at skrive for at vide, hvad vi lavede. Vi kunne ikke bare sidde med det oppe i hovedet, men skulle vælte det ud. Scener opførte sig ofte helt anderledes, end man forestillede sig, når det kom på papir. Det viste sig, at scener med magtdemonstration og trusler havde en masse humor. Når folk prøvede at bremse Poul Brink.
Vi lejede nogle gange et feriehus i Argentina i en uges tid. Det var et primitivt træhus. Der var et køkken, to soveværelser og en veranda, hvor vi kunne sidde og skrive hver morgen til frokost, og så kunne vi skrive igen efter frokost. Vi boksede det igennem i timevis.
Vi var helt fri for forpligtelser. Vi har fået klart mest ud af at skrive der. Vi svarede ikke på mails og talte ikke i telefon. Der er aldrig den samme koncentration i København, hvor al vores familie og alle vores venner bor.
Der var store mængder af research på Idealisten. Det har været virkelig vildt. Jeg har været bange for at træde ind på arenaen og bestemme, hvad der skulle fortælles. Det gav mig selvtillid, at jeg vidste, hvad der i virkeligheden var foregået helt ned i detaljen.
Vi har talt med Poul Brinks enke, hans chefer på tv-avisen, på Østjyllands Radio, folk han har gået i gymnasiet med, på Journalisthøjskole med, folk han har skrevet en bog med. Alle mulige for at få et indtryk af manden.
Jeg har lært at målrette researchen mere kynisk. Ved mit nye projekt vil jeg i starten lynhurtigt finde ud af, hvad en scene skal bruges til. Hvordan den helt konkret ser ud, skal jeg ikke vide endnu. Det kan skabe mere fremdrift.
Jeg skrev sidst i morges ved mit køkkenbord. Det er en ny historisk film, jeg arbejder på. Jeg skriver om tematikken, og hvad der gør, at den her film kan sige noget om vores nutid. Jeg er ikke i manuskriptfasen endnu.
Foran mit køkkenbord er der en stor, mørkegrå væg, hvor der ikke er noget. Til højre er der en reol med en masse syltede ting. Bordet er et stort egetræsbord. Jeg har en masse kogebøger liggende, notater fra samtaler med min producer og en mappe med en masse originale historiske dokumenter.
Jeg laver måske en kop earl grey, men ellers er min proces lige nu random. Jeg sætter mig ned en halv time og skriver intensivt, går fra det nogle timer og kommer tilbage og skriver en time.
Jeg går rundt og kigger på mine billeder og plader og går lidt ud og handler, og så skriver jeg, når der kommet noget. Det ville dø, hvis jeg skulle sidde mange timer ad gangen.
Det er helt fremme i hovedet hele tiden, så når der kommer noget, skal jeg hurtigt skrive det ned. Det kommer til at skifte, når jeg kommer til manuskriptprocessen. Lige nu handler det om at formulere idéen, og det kan opstå ud af ingenting. Jeg er åben hele tiden.
Jeg har brug for at diskutere det enormt meget. For at mærke, hvordan det bliver modtaget. Jeg tester det på min mor og min kæreste og en anden instruktør og en historiker. Det er vigtigt, at processen har en kludetæppefornemmelse.
Der kommer et vendepunkt, når man skal lave kunst eller fiktion. Man skal tabe sin respekt for materialet og sige, at det her er udgangspunktet, men jeg vil fortælle en specifik historie med det.
Jeg skal spare på mine medforfatteres energi. Det er meget hårdt at skrive mange udkast, som med ‘Idealisten’. Man mister noget af den der sprøde fascination, man har for noget, man lige har opdaget. Og det er meget fedt at få ind i en historie.
Jeg er så god til at have kontrol over mine ting, at jeg skal tvinge mig selv til at arbejde vildt rodet. Jeg skal prøve mere af uden at være bange for, at det er pinligt.
Hovedinspirationen kommer, når man vælter rundt i sit sanseliv og lige har lyst til at høre et stykke musik eller se en scene fra ‘The Godfather’. At lade sig styre af sin sanselighed. Det lukker, hvis det bliver for kontrolleret. Jeg iscenesætter en mere åben og overfladisk proces, når jeg udvikler idéen.
I den gode fortælling er der nogen, der vil noget af al kraft. Noget, de vil så meget, at de vil betale med deres liv for det. Der skabes identifikation med dem, når de møder modstand.
‘Palle alene i verden’ er den mest horroragtige fortælling. At verden er tømt for alle mennesker er virkeligt uhyggeligt. Det er nok fra børnebøger som den, at jeg har min idé om fortællingen. Det var momenter, hvor historien stod op foran mig i værelset, og jeg kunne se de her mennesker gå rundt.
Jeg kan godt lide det nye format med singler. Og fortællinger, hvor man hægter sig på en karakter. Singlerne tillader sig at møde mig med fascination. Det er ikke, fordi emnet behøver være tungt. Der er et nærvær i dem, som kræver, at jeg sætter mig ned og er til stede. Det er blandt andet Zetlands ‘Seks Dage med Taliban’.
Jeg er vokset op med et blad, der hed Press. Det var sådan nogle længere new journalism-agtige artikler, hvor man var nede ved nogen på Nørrebro ved skyderierne. Nogle skæbnetunge fortællinger med politisk baggrund.
Pressen er optaget af at fange mig med frygt. Det er sådan, jeg ser overskrifter og billeder blive brugt.
Mit råd til journalister er, at jo mere man interesserer sig for det, man sidder med, jo bedre bliver det. Det er et luksusråd, og det kan man ikke altid leve af. Men jeg oplever, at alt er bedre skrevet, jo mere man går op i det. Man skal slippe væk fra at skrive noget, man ikke virkelig interesserer sig for.
Blå bog
Christina Rosendahl er født den 5. januar 1971 i Nykøbing Falster
Instruktør af filmen ‘Idealisten’ om Cavling-vinderen Poul Brink
Har modtaget Statens Kunstfonds Arbejdslegat
Har instrueret filmen ‘Supervoksen’ (2006), som modtog en Robert for bedste ungdomsfilm
Dette er 2. del af en serie om at fortælle, hvor Journalisten kigger ud af boksen og lader sig inspirere af fem fantastiske fortællere, der ikke er mediefolk
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Fed idé at lave en serie om fortællingens kunst. Jeg håber dog også der dukker journalister op undervejs, for om nogen kender de både deres metier og de helt særlige udfordringer, der følger med. Desuden er det efterhånden en truet race på redaktionerne, så der er al mulig grund til at vise disse truede dyrearter frem.
Som skrivende kan man sagtens være inspireret og påvirket af både filmens særegne auteurs og de litterære virkemidler, men det interessante vil altid være, hvordan man får det til at spille i en journalistisk kontekst.