search

Lokalavis i skudlinjen efter Googlemap over våbenejere

"Som journalister er vi forberedt på kritik. Men i USA bør journalister ikke blive truet", siger udgiveren af Journal News, hvis journalister er blevet truet på livet efter offentliggørelsen af et kort over våbenejere

"Som journalister er vi forberedt på kritik. Men i USA bør journalister ikke blive truet", siger udgiveren af Journal News, hvis journalister er blevet truet på livet efter offentliggørelsen af et kort over våbenejere

Trusler, pulverkuverter, bevæbnede vagter, annoncer, der trækkes, og boykot af avissalg er blevet en del af hverdagen på The Journal News. Journalister og redaktører fra avisen har fået offentliggjort private oplysninger på nettet – heriblandt oplysninger om adresser, og hvor deres børn går i skole.

Enkelte journalister har fået skriftlige trusler om, at de vil blive skudt. Bloggere har opfordret til, at man stjæler og misbruger avisens ansattes kreditkort-oplysninger. To pakker med pulver er blevet sendt til redaktionen. En tredje pakke blev sendt til en journalists privatadresse.

Det, der har udløst bølgen af trusler, er, at Journal News for få uger siden offentliggjorde et Googlemap over våbenejere i staten New York. Truslerne mod lokalavisen kommer fra hele USA, skriver New York Times.

"Som journalister er vi forberedt på kritik," siger Janet Hasson, avisens udgiver og direktør til New York Times.

"Men i USA bør journalister ikke blive truet."

Avisen betaler for, at journalister, der ikke føler sig trygge i deres eget hjem, kan flytte på hotel. De ansatte har også fået tilbud om, at vagter kan eskortere dem til og fra deres bil, og de ansatte er blevet opfordret til at skifte telefonnumre og tage kontakt til deres lokale politi.

Avisen offentliggjorde kortet over våbenejerne umiddelbart efter skoleskydningen i Newtown i Connecticut kort før jul.

Avisen havde tidligere i 2006 offentliggjort lignende data over våbenejere, dog uden at plotte oplysningerne ind i et kort.

"Vi har bragt lignende indhold før," siger Janet Hasson til New York Times. "Jeg bakkede op om det, og jeg bakkede op om offentliggørelsen af informationerne."

Kortet blev bragt den 23. december. Den 26. december begyndte de første mails og telefontrusler at komme ind. Den 27. december blev truslerne bredt ud til også at omfatte medarbejdere, der ikke havde arbejdet på våbensagen.

Truslerne kom fra hele landet, men lokale våbenejere begyndte at opfordre til boykot af avisen. Den lokale våbenforening Westchester County Firearm Owners Association, der har 35.000 medlemmer, offentliggjorde på nettet en liste over avisens annoncører. Listen er blevet downloadet 44.000 gange.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen